Tomater fra Holland, broccoli fra Italien, grønkål fra Spanien, kartofler fra Egypten og hvidløg fra Argentina. Så er der endelig bid: gulerødder fra Danmark. Det samme gentager sig for frugten. Æbler fra Frankrig, pærer og solbær fra Holland. Det er den tid på året, hvor rabarber spurter op af jorden i haven derhjemme, alligevel er det rabarber fra Tyskland, der har fundet vej til hylderne i den lokale Dagli’Brugsen.

Resultatet af runden i grøntafdelingen fortæller samme historie som de overordnede tal, nemlig at de færreste grøntsager og frugter er dyrket i dansk jord. En rapport fra Madkulturen fra april 2025 opgør, at ni ud af ti frugter og tre ud af fire grøntsager er importeret fra udlandet. For cirka 60 år siden var det omvendt. I 1963 var ni ud af ti grøntsager og hver anden frugt dyrket i dansk muld.

-De danske grøntsagers forsvinden er det, vi kalder ’den stille krise’, fordi det er gået relativt ubemærket hen over de sidste 60 år – og især de sidste ti år, hvor det helt store knæk optræder, siger direktør i Madkulturen, Judith Kyst, og fortsætter: seks ud af ti producenter af frugt og grønt er forsvundet over de sidste 15 år, og dem, der er tilbage, har svært ved at tjene penge på det.

Hun bruger produktion af ærter som eksempel, en afgrøde, der historisk har fyldt meget i Danmark på både marker og tallerkener, og som også i nyere tid har haft stor betydning som eksportvare.

Frosne ærter var ret stort i Danmark, men nu er der ingen produktion tilbage. Den sidste fabrik med frosne ærter lukkede i 2023. Der var også en betydelig produktion af danske solbær, som nu er væk, siger hun og konstaterer: Vi har sovet i timen, mens der var fokus på animalsk produktion.

Læs os: Efterårets grønt - Kokken deler ud af tips og opskrifter 

Kartofler fra Egypten, æbler fra Frankrig - vi kunne dyrke dem selv

Faktisk gror der kun frugt og grønt på 0,6 pct. af det dyrkede danske areal (2024). Det giver os en markant bundplacering blandt verdens 192 lande. Ifølge en opgørelse fra Københavns Universitet ved seniorrådgiver og ph.d. Henning Otte Hansen har kun to andre lande i verden en mindre andel af det dyrkede areal til frugt og grønt. Gennemsnittet i EU er 6 pct.

Hanne Lakkenborg Kristensen er professor på Aarhus Universitet ved Institut for Fødevarer, og hun har forsket i grøntsagsproduktion siden 2000.

-Det er så ærgerligt med kartofler fra Egypten, hvidløg fra Kina, æbler fra Frankrig og tomater og kål fra Spanien. Det er grøntsager og frugt, som de dygtige danske producenter kunne dyrke i vores gode danske klima. Det er bare lige lidt dyrere end grøntsagerne fra udlandet, siger hun og påpeger, at når Danmark er gået fra selv at dyrke maden til at være dybt afhængig af import fra udlandet, handler det mere om prioriteringer, priser og marginaler end om, hvad der egner sig til at gro i dansk jord.

-Vi kunne selv dyrke alle slags kål, alle rodfrugter og også flere salater på friland og i nye mere energieffektive væksthuse. Vi kunne dække de danske hovedsæsoner, og vi kan gøre det lokalt. Jeg siger ikke, at vi skal spise 100 pct. i sæson og spise kål hele vinteren. Fra januar til den nye høst er det svært at holde kvaliteten på lager af frugt og grønt. Men der er langt fra den situation, vi har nu, til at være dogmatisk på sæson. Vi kan dække markedet langt mere, end vi gør i dag, siger professoren og tilføjer:

-Det er jo ikke en sund situation for et land, at vi ikke er selvforsynende med sunde fødevarer. Hvis grænserne lukker, og vi får en krise på linje med corona, så er vi meget hurtigt uden frugt og grønt.

Læs også: 30 millioner løg om året - Gram Slot får god forretning ud af økologi

En tilsvarende pointe har Rasmus Willig. Han er medstifter af Andelsgaarde, formand i COOP amba, der ejer cirka halvdelen af COOP Danmark og forstander på Suhrs Højskole.

-Kriserne får folk til at forstå behovet for kritisk infrastruktur, og energi og fødevarer er kritisk infrastruktur. Det eneste, vi ikke kan undvære, er vores mad.

Vi mødes i Liseleje på andelsgården Lerbjergård, hvor spæde spirer er på vej op af jorden i polytunneler og under beskyttende overdækninger på marken. En lille mark vel at mærke. Gården har kun i alt tre hektar, heraf en hektar til natur, en hektar til skovhave med frugttræer og bærbuske på vej og en hektar til grøntsager. Men det lykkes de to forpagtere af gården at omsætte for 600.000 kr. grøntsager i gårdbutikken og ved direkte salg til restauranter.

-Vi har de sidste 100 år pløjet alle de danske frugtplantager op til fordel for grisefoder. Både den danske landmandsstand og politikerne har været enige om at lave svineproduktion og har glemt at holde øje med, at grøntsagerne forsvandt. Det har som konsekvens, at der er en meget lav, nærmest ikkeeksisterende, investering i rammerne for dansk mad, siger Rasmus Willig.

Grøntsager og frugt kræver meget mindre plads

Andelen af dansk areal til grøntsager og frugt er altså forsvindende lille. Til sammenligning udgør det danske areal til dyrkning af foder til dyrene i den animalske produktion cirka 80 pct. af det samlede dyrkede areal. Det er der en grund til, forklarer Anna Bak Jäpelt, der er landbrugspolitisk rådgiver i Danmarks Naturfredningsforening.

-Lige nu går langt størstedelen af EU’s landbrugsstøtte i praksis til at støtte den animalske produktion. Når man producerer en gulerod, får man godt nok hektarstøtte, men guleroden kræver et meget lille areal, hvilket i sig selv er en pointe: at man med grøntsager og frugt kan producere mere mad på mindre areal. Det kræver jo til sammenligning et stort areal at opfodre en gris, og det er de store arealer til fodermarker, som for alvor udløser hektarstøtte, altså direkte betaling for at have jorden under plov. Sådan burde det ikke være, siger hun.

Der er ikke tilnærmelsesvist samme støtte fra EU til at dyrke grøntsager på mindre, men mere arbejdsintensive arealer. Ifølge rapporten ’CAP at the Crossroads’, udgivet af organisationen Foodrise i 2026, blev der i 2020 givet over ti gange så meget EU-støtte til produktionen af kød og mælkeprodukter som støtte til frugt og grønt-produktionen, forklarer Hanne Lakkenborg Kristensen og påpeger, at det kan virke urimeligt, for grøntsagsdyrkning kræver mange maskiner, mange timer og meget energi. Det er en større investering per hektar. Til gengæld ville vi ikke behøve tilnærmelsesvist så meget landbrugsareal til frugt og grønt, som vi i dag bruger på fodermarker. Så ville vi drukne i mad.

-Så der er mange arbejdspladser i grøntsagsproduktion, men det er svært for de danske avlere at være med, fordi lønniveauet er lidt højere i Danmark, og detailhandlen og kantinerne siger, at de gerne vil have dansk grønt, men de køber som regel de udenlandske varer, fordi prisen er lige det lavere, siger hun.

-Og samtidig kræver de centrale indkøbsfunktioner faste leverancer uden skelen til sæson og variation i mængder.

Det kan Rasmus Willig som formand for COOP amba skrive under på. Hans syn på supermarkedernes ansvar for den knækkede stængel i dansk grøntsagsproduktion har ændret sig, efter at han har oplevet vilkårene i dansk detail indefra. Konkurrencen fra andre kæder er massiv, og afgifterne blandt de højeste i EU.

-Selvfølgelig har supermarkeder også et historisk ansvar for, at de små grøntog frugtavlere må lukke. Men efter at jeg er kommet ind og ser tingene fra den anden side, oplever jeg, hvordan mange gode tiltag må falde, fordi det er et hårdt marked. Supermarkeder i Danmark dækker tilsammen, hvad der svarer til 16 millioner mennesker. Det koster meget at tage en lille producent ind. Danmark er det land i Europa, hvor detailleddet tjener den mindste margen, blandt andet fordi afgiftsniveauet er blandt de højeste i Europa. Momsen alene er jo en 20-pct.- prisforskel, og forbrugerne går efter discount, siger han og glæder sig over, at der i regeringsgrundlaget fra juni er udsigt til momsfritagelse af frugt og grønt, og så beder han danskerne om at vælge de danske supermarkeder og om at engagere sig hele vejen fra jord til bord.

Læs også: Livet på landet er bedre - men en ting truer idyllen

-Vi er blevet fremmede for alt fra dyrkning til madlavning, i takt med at ejerskabet er afkoblet fra, hvordan maden bliver produceret. Jeg er gået ind i Andelsgaarde og i COOP og i Suhrs Højskole for at få et komplet ejerskab til hele værdikæden. Det kan alle gøre, og medejerskab har den følgesvend, at du er sammen med andre om at vide, hvad der bliver dyrket, hvordan det bliver dyrket, og hvordan det kan dyrkes ved at dele pladsen med naturen. Så andelstanken skal ikke på museum. Det er en moderne nødvendighed, mener Rasmus Willig.

Også professor Hanne Lakkenborg Kristensen har en frygt for, at vi er ved at lukke og slukke for dansk frugt og grønt. Hun ser imidlertid ikke nødvendigvis en momsfritagelse som løsningen, fordi den ikke vil give dansk frugt og grønt den nødvendige støtte i forhold til udlandet.

-Hellere tage alle millionerne og målrette dem til den intensive produktion af frugt og grønt i Danmark. Hvis vi opskalerer grøntsagsdyrkningen og nedskalerer andre produktioner, så kunne vi dyrke dansk frugt og grønt på langt mindre areal, og det ville give et meget lavere pres på naturen, siger hun. Og tilsvarende siger Henning Otte Hansen:

-Hvis målet er at fremme dansk produceret frugt og grønt, er en momsfritagelse af frugt og grønt en ineffektiv, dyr og bureaukratisk løsning, som nok primært vil komme de lande til gode, som vi importerer frugt og grønt fra. Så hellere investere i at gavne konkurrenceevnen hos danske producenter af frugt og grønt, f.eks. i innovation og infrastruktur og sammenhæng i sektoren.

Vi spiser beige mad - fødevarerne mangler farver 

I takt med at grøntsags- produktionen visner i Danmark, spiser danskerne mindre frugt og grønt. Trods kampagner som den mindeværdige ’Seks om dagen’ spiser vi i dag 28 pct. færre grøntsager end for ti år siden.

-Den danske madkultur er en kødkultur. Vi tænker kødet først. Forbruget af frugt og grønt er tilmed faldet. Hvorfor? Vi er i et accelerationssamfund, hvor alt skal gå stærkere, og så bliver madlavningen taber. Vi køber ’convenience food’ og ’beige’ mad, altså pasta, ris, sandwich, pizza. Næsten ikke nogen fødevarer med farver. Når vi køber og spiser grøntsager, så er det typisk de samme fem grøntsager: peberfrugt, gulerødder, salat, tomat og agurk. Det er ikke særlig varieret, og løg og gulerødder er det eneste, vi er selvforsynende med i Danmark, siger Judith Kyst.

Ifølge rapporten fra Madkulturen (2025) er den tilbageværende produktion af frugt og grønt i Danmark i høj grad koncentreret om nogle få afgrøder. Målt i vægt er næsten halvdelen af det frugt og grønt, der høstes i Danmark, gulerødder og løg.

Pengestærk investor vil vise vejen til et nyt landbrug

I Madkulturens regi er 35 mennesker, som repræsenterer leverandører, forarbejdning og madlavning, nu gået sammen om at vende den stille krise. Det er kokke, producenter, detailled, foreninger og køkkener.

-Nu skrider vi til handling med ’Forum for dansk frugt og grønt’, fordi det kræver en samlet handlingsplan. Det er ikke gjort med at sætte skilte op i supermarkedet, hvor der står ’køb dansk’. Vi skal have hele kæden aktiveret fra produktion til afsætning. Derfor ser vi også positivt på regeringsgrundlaget, hvor ambitionen om øget selvforsyning af frugt og grønt og bedre vilkår for små producenter er skridt i den rigtige retning, siger Judith Kyst.

Danmarks Naturfredningsforening er blandt deltagerne i det nye initiativ, og målet for det nye forum er, at 50 pct. af de frugter og grøntsager, der bruges i Danmark, i 2050 skal være produceret i Danmark.

-Vi er nødt til i langt højere grad at skabe bedre rammevilkår for de producenter, der producerer fødevarer direkte til mennesker, men også samtidig skubbe på forbruget af dansk frugt og grønt, siger Anna Bak Jäpelt og understreger:

-Der er nødt til at være et reelt alternativ som landbruger i Danmark – og det kan ikke passe, at man enten skal være gigantisk specialiseret grøntsagsproducent eller en lille producent, der skal afholde events for at kunne overleve. Derfor skal fordelingen i landbruget grundlæggende vendes på hovedet. Det kræver et opgør med både støtteordningerne og den måde, vi prioriterer landbrugsproduktionen. Heldigvis ser det ud til, at den nye regering vil tage fat på nogle af de her afgørende strukturelle udfordringer.

Skrevet af Johanne Gabel, foto af Amanda Hjernøe