Det var egentlig bare for sjov, da Christian Holmgaards far engang på en auktion købte en traktor fra 1962. I mange år stod den bare og stod på forældrenes ejendom, men i dag er den kommet til sin ret i 29-årige Christian Holmgaards grøntsagsproduktion. Egentlig var planen, at han skulle være enten professionel trommeslager eller fysioterapeut, men lidt tilfældigt havnede han på Kalø Økologisk Landbrugsskole, og så var han solgt. Nu kører han sin femte sæson og dyrker alt fra aspargesbroccoli til jordbær og græskar på sine godt 20 hektar jord i Halkær Ådal i Nordjylland.

På den ene af traktorens hjulskærme har Christian Holmgaard monteret en babygynge. Sådan en med ryglæn, hvor ungen kan stikke benene ud af to huller.

-Jeg elsker denne her traktor. Den kan både luge, harve og passe mit barn, griner han.

I dag går hans lillebror og ”skruer”, som Christian Holmgaard siger. Han smører alle dele og blæser luft igennem, så ”den gamle dame” kan få et endnu længere liv.

Pengestærk investor vil vise vejen til et nyt landbrug

Udenfor på marken går 72-årige Jørn Otte og skubber en rullerenser foran sig. Den pensionerede økologiske landmand hjælper til på gården en gang om ugen. Efter han og hans hustru droslede ned, havde han stadig lyst til at ”rode i jorden og nørde grøntsager”, fortæller han, så det passer ham glimrende at bruge nogle timer her hver uge mod at få lov at fylde sin rygsæk med grøntsager, før han cykler hjem.

Jørn Otte og Christian Holmgaard har lært hinanden at kende på Halkær Kro et par kilometer derfra, hvor de begge er involveret i både kroen og den tilhørende landsbyfælled.

Når der er pizzaaften på kroen, tager den unge landmand sine to børn og kæreste med. Mange år før de blev et par, gik de sammen på den friskole med tilhørende børnehus, hvor de i dag afleverer deres ældste søn hver morgen. Nogle af de andre forældre har spurgt, om han vil være med til at lave et orkester, men det kniber med tiden.

-Landbruget kunne tage al min tid, hvis jeg ville, men jeg prøver at styre det. Det er heldigvis nemt, når man har en dejlig familie at komme hjem til.

Til gengæld kan børnene, i takt med at de bliver ældre, være en stadig større del af arbejdet på gården. Og de kan heldigvis godt lide at køre traktor.

Milliardær køber landbrugsjord - og giver den tilbage til naturen

Livskvaliteten er højere på landet

Christian Holmgaard elsker at bo på landet, og det er han ikke ene om. En stor undersøgelse fra 2018 og 19 viser, at livskvaliteten generelt er højere i landdistrikterne end i byerne. 82 pct. har høj livskvalitet på landet, mens det i byerne kun er 76,8 pct. I hovedstaden er den helt nede på 74,7 pct.

En af dem, der har været med til at lave undersøgelsen, der var et samarbejde mellem Aalborg, Københavns og Syddansk Universitet (SDU), er Pia Heike Johansen, lektor på SDU. Hun fortæller, at de bad folk i fem udvalgte landdistrikter fra Thyholm til Svaneke om at indsende billeder, der for dem illustrerede livskvalitet. Forskerne modtog 267 meget forskellige billeder af solnedgange, kajaksejlads og nyoptrukne gulerødder, men noget glimrede ved sit fravær: Ikke på et eneste af billederne optræder industrilandbrug, vindmøller eller solcelleparker.

-I Danmark er 63 pct. af jorden dyrket, og når du bor ude på landet, så er 98 pct. dyrket, fordi det er hele vejen rundt om dig. Hvis man tager et billede af livskvaliteten ved at bo på landet og formår at finde 2 to pct. – altså at man undgår at fotografere landbruget – så har man jo anstrengt sig. Det vil sige, at man ikke har en oplevelse af, at landbruget har noget med livskvalitet at gøre, siger hun.

Det har til gengæld fællesskabet og følelsen af tilhørsforhold, forklarer Pia Heike Johansen. Og det gælder især for de unge.

-Unge, som er blevet boende på landet, føler sig generelt mindre ensomme, og de føler, at de har et højere selvværd end unge, der er flyttet til byerne. Det har noget at gøre med, at man hører til et sted, siger hun.

En meget vigtig faktor er desuden nærheden til naturen.

-Der er naturen som udfoldelsesrum. Det kan være leg for børnenes vedkommende, og det kan være, at man tager ud med sine børn og børnebørn og fisker eller plukker svampe. Det betyder utrolig meget, siger hun.

Dertil kommer det, hun kalder ”den mere dyrkede natur”. Glæden ved at dyrke sine egne grøntsager eller hente æg fra hønsegården.

Også det at kunne sylte, salte eller tørre råvarerne er med til at give livskvalitet. Især hvis man har nok til at kunne forære væk til naboer eller kollegaer. Det handler selvfølgelig om sundhed og om glæden ved at vide, hvor maden kommer fra, men det handler også om rytmer, forklarer Pia Heike Johansen.

-Man oplever en nærhed til årstidernes skiften og døgnets rytme. Der er mørkt, når der er mørkt.

Når man bor på landet, mærker man også vejrets skiften på en helt anden måde end i byen, og det er alt sammen med til at give os en følelse af, at der er noget, vi bare ikke kan styre. Mange oplever det som en lettelse.

-Der er nogle ting, man simpelthen ikke kan gøre noget ved. Hvorfor diskutere med vejrguderne? Det kan simpelthen ikke betale sig, siger hun.

Til gengæld kan man gå og glæde sig til, at ærterne og de første nye kartofler er klar, eller at det er sæson for makreller eller kantareller.

Kålpest kan smadre hele lortet

Selvom landbruget i de tre universiteters undersøgelse ikke bliver forbundet med livskvalitet, så kan landbrug faktisk sagtens bidrage positivt til alle de ting, som Pia Heike Johansen fremhæver: forbindelsen til årets og døgnets rytmer, de friske, lokale råvarer og fællesskabet. Det kræver bare, at landbruget bliver tænkt helt anderledes end de store eksportorienterede og industrielle landbrug, som præger Danmark i dag.

Problemet er, at det kan være svært at tjene penge på landbrug i småskala, men det er kun, fordi de store fra politisk side er blevet tildelt en bedre hånd. Det mener i hvert fald Marcus Feldthus, der er medstifter af læringsplatformen House of Small og medforfatter til bogen ’Mange bække små’ om smådriftsfordele i landbruget, der udkommer til oktober.

-Der er en udbredt opfattelse af, at de store er effektive, og at de får omkostningerne til at forsvinde. Puf. De går op i luften. Men der findes ikke den slags magi. Der findes kun illusioner. De får ikke omkostningerne til at forsvinde. De distraherer os, og så skubber de omkostningerne et andet sted hen, hvor vi så betaler for dem. Så den store er ikke nødvendigvis økonomisk og produktivitetsmæssigt mere attraktiv. Den er bare mere magtfuld, siger han.

Hvis det industrielle landbrug en dag kommer til selv at skulle betale for deres udledninger, for tab af levesteder, for udpiningen af jorden og ikke længere bliver belønnet med hektarstøtte og diverse afgiftsfritagelser, så vil regnestykket se helt anderledes ud, siger han.

-De store, industrialiserede gør rigtig mange ting, som de ikke betaler prisen for. Hvis de skulle betale den pris, så ville deres varer nede i supermarkedet koste spidsen af en jetjager.

Så ville stordriftsfordelene med andre ord ikke længere være så fordelagtige. Til gengæld har politikerne traditionelt overset de mange smådriftsfordele, en jordbruger som Christian Holmgaard har, mener Marcus Feldthus.

-Inden for landbruget er fleksibiliteten – eller det, vi kalder alsidighed – nøglen til at lykkes. De små udnytter, at de ikke har investeret i store maskiner og store anlæg; ting, der tvinger dem til at ensrette og gøre meget af én ting på én gang.

Små landbrug har også mulighed for at prøve ting af i samarbejde med deres kunder, som de ofte har en relation til, og de kan nemt sadle om, hvis noget ikke fungerer efter hensigten.

I så uforudsigelig en branche som landbruget kan det være rigtig smart at lægge sine æg i flere kurve, om man så må sige. Og her er resiliens eller modstandsdygtighed endnu en smådriftsfordel, forklarer Marcus Feldthus.

-Når du arbejder med alsidighed og diversitet i landbruget, hvilket du meget bedre kan, når du er lille, så er du også mindre udsat for sygdom. Hvis der kommer et eller andet, der godt kan lide kål, så kan det ikke sprede sig til dine andre afgrøder. Hvis du kun har kål, og du har kørt det konventionelt, så du også har dræbt alt andet liv omkring det, så kan den der kålpest bare smadre helt lortet.

Udviklingen af landbruget afvikler landsbyer

Små landbrug er heller ikke lige så afhængige af hverken Trumps, Putins eller andre magtfulde menneskers luner.

-Når Hormuzstrædet bliver lukket, så går de små økologiske, regenerative ikke ud og siger: ’Åh nej, nu stiger prisen på kunstgødning, og nu må vi snart lukke.’ Nej, de siger, at det har de alligevel ikke brugt, fordi det er enormt skrøbeligt at bygge sin forretning på. De orienterer sig mod resiliens i stedet for skrøbelig maksimering af kortsigtet profit, siger han.

Ofte behøver de heller ikke bruge en hel masse penge på markedsføring, da de har færre omkostninger og derfor har behov for færre kunder. Og så har de mulighed for at tage mere for deres produkter, fordi de kan sælge dem direkte til restauranter, kantineordninger eller private.

-De går uden om det traditionelle fødevaresystem for at få en større andel af madens pris. Og det er jo nemmere, jo mindre du er.

Kræver urimeligt meget opfindsomhed og iværksætterånd

Marcus Feldthus mener, at succeskriteriet og det, landmænd bliver belønnet for, burde være kvalitet frem for kvantitet. Hvor meget næring man faktisk producerer per hektar, hvor mange mennesker man brødføder, og i hvilken tilstand man efterlader jorden til dem, der engang skal overtage den. Her slår en regenerativ grøntsagsdyrkning på få hektar med længder de megamarker, der producerer raps til foder.

I regeringsgrundlaget er der som noget helt banebrydende lagt op til at omlægge landbrugsstøtten, så mindre går til hektar og mere til økologiske og regenerative småskalalandbrug.

Det er godt nyt, for som det er nu, kræver det urimeligt meget opfindsomhed og iværksætterånd at klare skærene, hvis det er smådriftsfordelene, man går efter.

-De små, der lykkes, er dem, der omgår de nuværende strukturer og de typiske måder at arbejde på, som er stordriftsorienterede. Dem hacker de og finder veje rundt om dem i fødevaresystemet, siger Marcus Feldthus.

En af dem er den økologiske landmand Christian Holmgaard. Han turde med egne ord kun starte op, fordi han kunne leje jorden, og så fordi den daværende daglige leder af Halkær Kro havde opfordret ham til det. Han mente nemlig, at området manglede et økologisk gartneri. I dag har den unge øko-landmand foruden et deltidsjob som underviser på landsbyfælleden også kroen som fast kunde. Men lige så vigtigt har han fået et netværk, der sikrer hans afsætning.

Foreningen Andelsgaarde er et andet kendt eksempel. Her behøver forvalterne heller ikke låne et tocifret millionbeløb for at komme i gang, og de bliver en del af en forening, der allerede har fået det til at lykkes andre steder. Derudover får de ved siden af deres landbrug løn for at oplyse og lave arrangementer for medlemmerne.

Det er for let at sige nej

Desværre spænder lovgivningen ofte ben for iværksætteriet. Det mener i hvert fald Steffen Damsgaard, der er formand i Landdistrikternes Fællesråd. I årevis har planloven gjort det meget svært at bedrive andet end landbrug i landzonerne, og derfor er et fænomen som agroturisme – bondegårdsferie, om du vil – der vinder frem mange steder i verden, ikke slået igennem herhjemme.

Man må gerne lave en gammel landbrugsbygning om til et par ferielejligheder, men man må ikke lave en hel gård om til et decideret hotel med sauna, spa og koldtvandssøer, som ellers har stor succes på den anden side af Øresund. En ny planlov er dog på vej, men der er stadig for mange begrænsninger, mener Steffen Damsgaard.

-Vi mener, man skal droppe den meget begrænsende liste af tiltag, der kan ske i eksisterende landbrugsbygninger, og for den sags skyld også, når man taler om udvidelser af eksisterende bygningsmasser, siger han.

I stedet for en liste over, hvad man gerne må i landzonerne, mener Steffen Damsgaard, at listen skulle omhandle, hvad man ikke må.

-Og den liste skal ikke være lang, siger han og fremhæver, at planloven ikke er det eneste benspænd, hvis man gerne vil udnytte eksisterende bygninger på landet kreativt. Også kravene i arbejdsmiljølovgivningen og ikke mindst fra brandmyndighederne er blevet alt for rigide, mener han.

-Lovgivningen er blevet strammet over niveau for, hvad der er rimeligt. Det er jo ikke, fordi vi ikke synes, brandsikkerhed og godt arbejdsmiljø er vigtigt, men vi skal måske lige revurdere, om vi er gået over grænsen for, hvad der er sund fornuft på det felt, siger han, for vil man have livet tilbage på landet, handler det ikke kun om at være tæt på naturen og årets gang, påpeger han.

-Lokale arbejdspladser er forudsætningen for lokale bosætninger. I de dele af landet, hvor man oplever afvikling, skal der mere markante tiltag til for at skabe ny udvikling. Derfor er man nødt til at skabe nogle bedre rammer. Det er alt for let at sige nej.

Bæredygtighed ud til fingerspidserne

Et sted, hvor man har formået at sno sig, er på Halkær Kro, hvor der i aften er Folkekøkken. Jørn Otte er med på madholdet i aften, og senere skal han til fællesspisning med sin kone, Susanne, der i eftermiddag dyrker yoga i kroens store sal.

Sammen med den pensionerede landmand går vi igennem et stejlt skovstykke med trin i groft træ for at komme op til Halkærs landsbyfælled. Aalborg Kommune har stillet otte hektar til rådighed for landsbyen og kroen, og tre af dem er blevet til en enorm køkkenhave. Den halve hektar tilhører landsbyen Halkær, mens resten er kroens. Det er her, Christian Holmgaard underviser skolebørn fra hele kommunen i faget ’fra jord til bord’, og også her, råvarerne til kroens guldmærkede økologiske mad gror.

Da Jørn Otte har plukket de grøntsager, køkkenholdet havde sendt ham af sted efter, går vi de få hundrede meter tilbage, og han viser os det nybyggede orangeri, hvor frivillige er i gang med at lægge et gulv af genbrugte, gule mursten. Indgangsstenene til kroen har engang udgjort gulvet i den økologiske svinestald på ejendommen, hvor Christian Holmgaard lejer sin jord.

-Det er bæredygtighed ud til fingerspidserne, siger Jørn Otte med et veltilfreds smil.

Halkær Kro er et strålende eksempel på en sprællevende landsby, men det kunne nemt være gået anderledes. Da kroen i starten af halvfemserne havde været til salg i nogle år, begyndte de lokale at blive bekymrede for, hvad der skulle blive af de engang så fine bygninger. Så otte familier gik sammen og købte den. Siden har frivillige drevet kroen med udgangspunkt i økologisk mad og folkemusik. I 2023 kom så den helt store forvandling, da de med en kæmpe fondsbevilling fik mulighed for at lave en stor tilbygning, så kroen for alvor kunne blive det kulturhus og samlingssted, de lokale hungrer efter.

Når man bor på landet, sker tingene ikke af sig selv. Men har man en god idé og lidt gåpåmod, kan man til gengæld virkelig sætte noget i gang. Og så er livet værd at leve på landet, hvad enten man er 29 eller 72.

Skrevet af Rikke Bolander, foto af Lea Meilandt