30 millioner løg om året: Gram Slot får god forretning ud af økologi
- 15. september 2026
Struttende grønne løgtoppe strækker sig i snorlige rækker i den bløde sandmuldjord.
-Den jord, vi står på her, har været fri for kemikalier, altså pesticider, i 30 år, fortæller Svend Brodersen. Sammen med sin kone, Sanne Brodersen, ejer han Gram Slot, som er en af de få store producenter af danske økologiske grøntsager.
Med hænderne viser Svend Brodersen helt nede i jordhøjde mellem løgtoppene, hvordan mekanisk lugning skiftevis strigler og hypper løgrækkerne. Striglen er en slags bløde børster, der trækker spirende ukrudt op og smyger sig uden om løgtoppene. Bagefter bliver jorden trykket op om løgplanterne med hypningen.
-Vi driller ukrudtet nok til, at løgene får fat og gror op først, forklarer Svend Brodersen om det lille forspring, som er et af de simple principper for den økologiske dyrkning på slottets jord.
Læs også: Efterårets kål - kokken guider dig med opskrifter og tips
Foto: © Martin Dam Kristensen
Ejer af Gram Slot
Jeg ved intet om at plante eller vedligeholde træer, men jeg vidste heller ikke noget om at dyrke kartofler, da vi gik i gang for godt 20 år siden.
Svend og Sanne Brodersen købte Gram Slot for cirka 20 år siden, og de har fra første færd dyrket grøntsager til danskerne. I dag gror der grøntsager på godt 700 hektar af de i alt 3.500 hektar, som Gram Slot enten ejer eller forpagter. Der er kartofler på 450 hektar, gulerødder på 200 hektar, løg på 50 hektar, og så er der 15-20 hektar med rødkål, hvidkål, rødbeder og andre mindre afgrøder.
-Vi dyrker 15-20 pct. af alle danske økologiske kartofler, og vi laver i alt 30 millioner økologiske løg. Det svarer til mere end 250.000 danskeres årlige forbrug af løg, siger Svend Brodersen. I alt udgør grøntsagerne cirka 40 pct. af slottets omsætning.
-40 pct. af omsætningen er rigtig meget. Vi kan jo lave 50-70 kilo grøntsager på det areal af jorden, der skal til for at lave et kilo oksekød. Så det er helt afgørende at stå med et stærkt eksempel på et landbrug, der kan dyrke andet end mælk og kød, siger Svend Brodersen.
-Dengang vi startede, var der udbredt skepsis over for, at vi ville dyrke grøntsager. Men vi var fast besluttet på, at vi ville finde en måde at høste grøntsager, samtidig med at jorden blev bedre og bedre.
Derfor bestræber Gram Slot sig til stadighed på at minimere pløjning og holde markerne grønne året rundt for at holde på kvælstof, kulstof og mikrolivet i jorden.
Artiklen blev først bragt i vores medlemsmagasin Natur og Miljø.
Vil du modtage magasinet direkte i din postkasse og samtidig støtte en god sag?
Artiklen blev først bragt i vores medlemsmagasin Natur og Miljø.
Vil du modtage magasinet direkte i din postkasse og samtidig støtte en god sag?
For tre år siden satte Gram Slot dertil i alt cirka 3.000 frugttræer, og i år har de netop sat cirka 2.000 bærbuske. Det er starten på et skovlandbrug med produktion af frugt og bær. Træer og buske er sat som rækker af levende og spiselige hegn på markerne. Mellem rækkerne er der lagt striber af varige blomsterblandinger til insekterne, som hjælper med at beskytte planterne.
-De snyltehvepse, som bor i vores insektstriber, har holdt kålsommerfuglelarverne væk, så vi ikke har haft behov for at dække vores rødkål over med plast i år, og mariehønsene tager bladlus, fortæller Svend Brodersen.
Få skridt fra løgtoppene er vi henne ved en af insektstriberne, som er lagt mellem to rækker af pære- og kirsebærtræer og stikkelsbærbuske. Svend Brodersen peger ned for at gøre opmærksom på nogle af de helt nytilflyttede: myrerne i en tue, som er sat ind i samarbejde med myreforsker Ida C. Jensen. Det viser sig nemlig, at myrerne holder æbler og pærer fri for skurv.
-Jeg ved intet om at plante eller vedligeholde træer, men jeg vidste heller ikke noget om at dyrke kartofler, da vi gik i gang for godt 20 år siden. Det er der heldigvis andre, der gør, og jeg ser et hul i markedet for dansk frugt og bær. Både på hjemmemarkedet og i Sverige og Norge, og det vil Gram Slot gerne dække.
Gram Slot ligger i Sønderjylland og står for en væsentlig andel af de grøntsager, der bliver dyrket i Danmark. De er lykkedes med at få både forretning og grøntsager til at gro, og det skyldes ikke mindst et partnerskab med supermarkedskæden REMA 1000.
Foto: © Martin Dam Kristensen
Supermarkedskæden REMA 1000 hører med til historien om, hvorfor Gram er lykkedes med grøntsagerne.
For at nå dertil har det nemlig været afgørende at få andre med på at være et eksempel til efterfølgelse. Ikke mindst har det krævet stabil og pålidelig afsætning af produktionen.
Da vi er tilbage på godskontoret, finder Svend Brodersen den tryksag frem, som han fremstillede til sit første møde med REMA 1000. Store sider i A3, udelukkende med billeder. Ingen tal, kolonner og lange tekster. Ingen priser. Kun visualiseringer af f.eks. Gram Slots mærke på produkter til supermarkedets hylder. På mødet inviterede han REMA 1000 til at blive en del af den gode fortælling med eksklusiv ret til at have Gram Slot som kædens private label.
-På det allerførste møde lavede vi den aftale, som holder i dag. At REMA 1000 ville aftage hele vores produktion, fortæller Svend Brodersen. Det var i 2009. I dag ejer REMA 1000 49 pct. af Gram Slot. Og det er helt i Svend og Sanne Brodersens ånd, da det for dem er vigtigere at være fælles om løsningerne end at eje dem helt selv.
Skrevet af Johanne Gabel, foto af Martin Dam Kristensen
✤ Gram Slot har i alt 3.500 hektar jord. Al jorden er økologisk.
✤ På cirka 700 hektar dyrkes der kartofler, løg, gulerødder, kål og andre grøntsager.
✤ Der er skovlandbrug på cirka 100 hektar.
✤ For tre år siden blev der sat 3.000 frugttræer. I år er der sat 2.000 bærbuske samt hassel, valnød og spisekastanjer.
✤ Mellem træerne er der striber af varige blomsterblandinger til insekter.
✤ Der pløjes så lidt som muligt. Markerne holdes helst grønne for at holde på kvælstof, kulstof og mikrolivet i jorden.
✤ Der er 150 ansatte på deltid og fuldtid på Gram Slot.
✤ Alle produkter bliver solgt i REMA 1000, som er medejer af slottet.
Samtykkeerklæring ved afgivelse af underskrift på Danmarks Naturfredningsforenings (DN) hjemmesider
Oplysning om det samtykke du accepterer ved at afgive din underskrift på en underskriftsindsamling på en af vores hjemmesider.
Du kan altid trække dit samtykke tilbage ved at kontakte persondata@dn.dk.
Samtykkeerklæring
Der gives samtykke til at nedenstående organisation behandler dine persondata:
Danmarks Naturfredningsforening
Adresse: Masnedøgade 20
By: 2100 København Ø
CVR/EAN: 60804214
Telefonnr.: 39174000
E-mail.: persondata@dn.dk
Dine persondata behandles med følgende formål: Håndtering af underskrifter afgivet på en af DN’s hjemmesider.
Vi passer godt på dine data. Når du deltager i en underskriftsindsamling på en hjemmeside udgivet af Danmarks Naturfredningsforening, opbevarer vi dine indtastede data med det formål at kunne vise hvor mange personer, der har skrevet under på en given underskriftsindsamling og dermed tilkendegivet deres støtte til sagen: