Kun en tåbe frygter ikke havet. Og i Danmark har vi haft god grund til det. Med over 8.800 kilometer kystlinje og store lavtliggende områder har vandet altid været tæt på de fleste mennesker. Og nogle steder for tæt. 

Derfor har vi gennem generationer forsøgt at holde det ude. Vi har bygget diger, drænet jorder og ledt vandet væk. Vi har indrettet os efter en forestilling om, at vandet kunne kontrolleres, og at grænsen mellem land og vand kunne trækkes skarpt op. 

Ifølge klimaprofessor ved Syddansk Universitet Sebastian Mernild, ph.d. og dr.scient. i klimaforandringer og glaciologi, er den tid dog ved at rinde ud. 

 - Klimaforandringerne er her allerede, og de har konkrete konsekvenser i Danmark. Vores samfund er indrettet til at lede vand hurtigt væk. Men nu kommer vandet hurtigere og i større mængder, end systemerne kan følge med til, siger han. 

Siden slutningen af 1800-tallet er nedbøren i Danmark steget markant. Vi får nu omkring 150 millimeter mere nedbør om året end dengang. Samtidig falder regnen i dag oftere som intense byger. Forklaringen er, at en varmere atmosfære kan holde på mere fugt. Omkring 7 pct. mere, for hver grad temperaturen stiger. Det betyder, at når det regner, regner det kraftigere. Samtidig sker der en anden udvikling: Havet stiger. 

Når isen smelter, og havvandet udvider sig, løftes vandstanden globalt. Selv relativt små stigninger kan få store konsekvenser i et land som Danmark, hvor mange områder ligger lavt, og hvor byer og infrastruktur er placeret tæt på kysten og åmundinger. I år 2100 forventes havet omkring Danmark at stige i gennemsnit med omkring 50 til 60 centimeter, i værste fald op til 120 til 130 centimeter. 

Stormfloden kom - og land blev til vand 

Vandet hober sig op

Allerede i dag er knap en tredjedel af det danske areal potentielt påvirket af vand ifølge en analyse fra Concito. Og det har konsekvenser for over 440.000 helårsboliger og 160.000 fritidsboliger. Det er koblingen mellem den øgede, intense regn og havvandsstigningerne, der udgør problemet, fortæller Sebastian Mernild. 

- Når vi får stormflod samtidig med kraftig nedbør, får vi det, vi kalder koblede hændelser. Når havet står højt, kan vandet fra land ikke løbe ud gennem åer og vandløb. Samtidig falder regnen. Resultatet er, at vandet hober sig op og oversvømmer lavtliggende, kystnære områder.

Det er den type situationer, der i stigende grad vil præge Danmark. 

- Stormfloder, som vi tidligere så hvert 20. eller 100. år, vil fremover ske langt hyppigere,  siger Sebastian Mernild. 

Tænk på en å. En helt almindelig dansk å. Hvis du har været i de danske åbne landskaber for nylig, så er billedet for dit indre øje højst sandsynligt en lige å, uden krumninger og sving. Der er måske siv og lidt træer langs siderne, og med lidt held kan du skimte en ørred eller en gedde i vandet. Men engang var det danske landskab fyldt med bække og åer, der fulgte deres naturlige, snoede løb gennem et landskab. De var omgivet af vådområder og enge, hvor de kunne løbe over deres bredder, når der var meget vand. I dag er mange vandløb rørlagt og rettet ud. Alt sammen for at give plads til mere landbrug, byer og veje. 

Den store udretning af de danske åer og vandløb er et godt eksempel på den unaturligt tørre klimafælde, vi har sat for os selv. Det fortæller Thyge Nygaard, landbrugspolitisk rådgiver i Danmarks Naturfredningsforening. 

- Konsekvensen er, at vandet ikke længere bliver tilbageholdt i landskabet. I stedet transporteres det hurtigt videre – og rammer byerne, der typisk ligger nedstrøms. De ligger som propper i systemet. Vi har alt for sent erkendt, at der er steder, hvor man simpelthen ikke skal bygge, dyrke og anlægge infrastruktur, siger han og tilføjer, at løsningen er at genoprette nogle af de funktioner i landskabet, vi har fjernet. 

- Ådale og enge skal igen kunne fungere som reservoirer for vand. Det kan reducere oversvømmelser og samtidig bidrage til natur og klima. Men vi har så få tilbage, fordi alt er opdyrket.

Et eksempel findes lige nord for Præstø ved Orup Bæk. Her har man drænet jorder og bygget et stort dige for at kunne dyrke marker, hvor der førhen var enge. Først ved stormfloden i 2023, hvor vandet pressede et 30 meter hul i diget, og vandet oversvømmede markerne, blev kommune og lodsejere enige om at give markerne tilbage til naturen. 

Projektet blev finansieret gennem den grønne trepart, og ifølge Thyge Nygaard er det netop treparten, der lige nu er vores bedste bud på at komme klimaforandringerne i møde. 

Den grønne trepart danner grundlag for en omlægning af landskaber, hvor 15 pct. af landbrugsarealet skal blive til natur. Gennem den grønne jordbrugsfond er der afsat 43 milliarder kr. til blandt andet at omlægge lavbundsjorder til natur og kompensere lodsejerne. Og det kan ikke gå hurtigt nok, siger Thyge Nygaard.

- Hvis vi kan lære noget af sagen fra Præstø, er det, at hvis vi ikke arbejder klogt og strategisk, så skal naturen nok afgøre vilkårene. Og når diger bryder sammen, kan det være voldsomt og skadeligt og dyrt. Det er ikke den vej, vi skal gå – vi skal tænke meget mere strategisk og netop skabe den her udvikling på en kontrolleret måde.

Danmark var engang dækket af moser - nu er der få højmoser tilbage 

Vandet er en kvalitet

Naturen skal altså i fremtiden være et aktivt værn mod vandet og være med til at forhindre, at fremtidens stormfloder udvikler sig til katastrofer. Men hvordan ser det konkret ud? Og hvordan indretter man byer og landskaber, hvor vandet ikke bare holdes ude, men tænkes med fra begyndelsen? 

Det er spørgsmål, som arkitekt Boris Brorman gennem mange år har arbejdet med. Senest har han stået i spidsen for Arkitektforeningens projekt Vandets Veje, hvor flere arkitektteam sammen med biologer, geologer og kunsthistorikere har udviklet bud på, hvordan fremtidens vådere byer og landskaber skal se ud. Projekterne dykker ned i Skjern Å-systemet, Grenåens vandopland ved Kolindsund samt vandoplandet ved Kornerup syd for Roskilde. 

- Fælles for forslagene er, at vi ikke gemmer vandet væk længere. Vi prøver i stedet at gøre det synligt og arbejde med det som en kvalitet i landskabet – også når det fylder meget og kan være en udfordring, forklarer Boris Brorman. 

Nogle steder lægges landbrugsjord om til vådområder og vild natur, mens andre områder tilpasses nye dyrkningsformer, der kan tåle mere vand – som pil, tagrør, muslinger og sågar ris. Samtidig etableres diger langs markerne, der både beskytter og fungerer som stier gennem landskabet.  

I byerne får vandet lov til at bevæge sig som kanaler, gennem lavninger og i grønne korridorer mellem bygninger. Broer og stier gør de moselignende byparker nemme at opleve, ligesom kanoer og kajakker bliver en fast del af lokalsamfundene. 

Tilbage til en tid før dræning og byudvikling 

For Boris Brorman er fremtidens landskabsarkitektur et spørgsmål om et ophør af menneskets vandskyende kontrolbehov. 

 - Vi har i meget høj grad formet landskabet efter vores behov – rettet vandløb ud, drænet jorder og bygget i lavninger. Men vi har i langt mindre grad formet os efter landskabet og dets dynamikker. Konsekvensen er, at vi i dag mange steder arbejder imod de naturlige processer snarere end med dem, siger han. 

Som en del af projektet har Boris Brorman og arkitektteamene kigget på meget gamle kort over Danmark, der viser, hvordan vandet faktisk bevægede sig. 

- De historiske kort er ekstremt interessante, fordi de ret præcist viser, hvor vandet har ligget og bevæget sig, før vi begyndte at regulere det. De kan give os nogle klare pejlemærker for, hvor det giver mening at give plads igen, siger han. 

Pointen er ikke, at vi skal tilbage til en tid før dræning og byudvikling, pointerer Boris Brorman, men bruge den viden, vi har i dag, til at indrette os langt klogere. 

Som eksempel nævner Boris Brorman den forstad til Aarhus, hvor han selv bor. Her har man valgt en anden måde at håndtere regnvand på end den traditionelle. I stedet for bare at lede regnvandet så hurtigt som muligt i kloakken opsamles det i store bassiner midt i boligområdet. På den måde aflastes kloaksystemet, og risikoen for oversvømmelser bliver mindre. I husholdningerne har beboerne tre rør – et blåt og et rødt til det kolde og varme vand og et tredje rør, der er lilla. Det er det genanvendte regnvand, som blandt andet bruges til toiletskyl. 

Selvom det virker banalt, fungerer løsningen perfekt, fortæller Boris Brorman. Og med tiden er bassinerne blevet levesteder for fugle, insekter og padder, og biologer registrerer en stigende biodiversitet i området. 

- Der er f.eks. flyttet vandsalamander ind. Og det er sjovt at tænke på, for dyrene og planterne ved jo ikke, at de bor i det, der i princippet er et teknisk anlæg. Hvis der er vand, føde og skjulesteder, så rykker de ind – og så begynder det at ligne natur, uanset hvad intentionen var. Det synes jeg er inspirerende, siger Boris Brorman. 

Hvis vi ikke handler, så skaber vi større og dyrere problemer

Men selvom løsningerne findes, peger Boris Brorman på en grundlæggende udfordring. Nemlig den, at en del af Danmark bliver ubeboeligt. Og hvis vi fortsætter med at bygge som hidtil, risikerer vi at gøre problemet større. 

- Hvis vi bliver ved med at placere nye bygninger i de samme risikoområder, så er vi i virkeligheden i gang med at skabe fremtidens katastrofer. Så flytter vi bare problemet med os videre. Og det er bekymrende, at der lige nu er kommuner, som faktisk planlægger at udvide byer i det, man må kalde risikozoner, siger han. 

Den pointe bakkes op af klimaforsker Sebastian Mernild, som peger på, at problemet ikke er mangel på viden – men at beslutningstagere ikke bruger den viden aktivt. 

- Vi har i dag ret præcise kortlægninger og data, der viser, hvor risikoen er størst, og hvor det er mest sårbart at bygge. Hvis vi ikke handler på den viden, så skaber vi større og dyrere problemer for os selv i fremtiden, siger han. 

Et spørgsmål om vores sikkerhed

Alligevel ser Boris Brorman tegn på, at noget er ved at ændre sig. At der er en kulturændring i gang, hvor både politikere, landmænd og landskabsarkitekter ser behovet for og fordelen ved at give slip på tanken om at kontrollere vandet. 

- Jeg foreslog for nogle år siden at genskabe Kolindsund, der engang var Jyllands største sø, og dengang blev det mødt med ret stor skepsis. Folk syntes, det lød urealistisk at få lodsejerne og kommunerne med på den, og måske også lidt ekstremt, fortæller han. 

Men i 2025 gik lodsejere og byråd i området netop med til at lade Naturstyrelsen undersøge, hvordan Kolindsund kan gendannes. Hvis det bliver gennemført, vil det betyde, at man lader et bredt bælte af nuværende landbrugsjord, der strækker sig 25 kilometer fra midt på Djursland østpå mod Grenaa, oversvømme. Et gigantisk projekt. 

- Det vil jo være helt fantastisk, og det giver håb, at lokale og politikere kan se musikken i det. Det er jo ikke kun en investering i fremtiden og et spørgsmål om vores sikkerhed; det er også muligheden for nogle helt fantastiske naturoplevelser, siger Boris Brorman. 

Vi skal acceptere, at Danmark bliver mindre

De stigende udfordringer med vand har regeringen senest foreslået en løsning på i form af ’Klimatilpasningsplan 2’, der afsætter 15 milliarder kr. frem mod 2040. De penge skal gå til diger, højvandsmure og andre typer kystsikring. Men ifølge både Thyge Nygaard og Sebastian Mernild risikerer den tilgang at overse en væsentlig del af problemet. 

- Der er stadig en meget stærk tro på, at vi kan bygge os ud af det med diger og tekniske løsninger. Men hvis vi ikke samtidig giver plads til vandet i landskabet, så løser vi kun en del af problemet, siger Thyge Nygaard, og Sebastian Mernild er enig: 

- Tekniske løsninger kan være nødvendige nogle steder, men de kan ikke stå alene. Hvis vi ikke tænker naturbaserede løsninger langt mere ind, så risikerer vi at gøre os endnu mere sårbare på længere sigt. Nutidens løsninger kan vise sig at blive fremtidens udfordringer. Vi skal acceptere, at Danmark bliver mindre, at vi simpelthen må give slip på arealer, siger han.

Skrevet af Emilie Palm Olesen, foto: Birgitte Carol Heiberg/Jysk Fynske Medier/Ritzau Scanpix (billede af Sebastion Mernild), foto: Ib Sørensen, illustration: Third Nature