For 1.500 år siden begyndte et tyndt tæppe af mos at spire på en ferskvandslagune i det, der i dag er Himmerland. Mens jernalderfolket byggede huse af halm og ler i danmarkshistoriens første landsbyer, lagde et friskt lag sphagnum cuspidatum – pjusket tørvemos – kimen til det, der på sine steder i dag er en mere end seks meter høj tørvemose i Lille Vildmose sydøst for Aalborg.

Her er der både elge, ynglende hav- og kongeørne, bisonokser, krondyr og vildsvin, men det er højmoserne, der gør stedet til noget fuldstændig enestående. 

I Lille Vildmose ligger blandt andet Nordvesteuropas største lavlandshøjmose, Tofte Mose. På nær et enkelt udkigstårn er den dog lukket for publikum, men i Portlandmosen kan man opleve mosens magi, og det er netop her, direktør på Lille Vildmosecenteret, Jakob Konnerup, har taget os med ud.

I jakke og bukser fra Fjällräven og kraftige vandrestøvler, der skal vise sig at være aldeles vandtætte, ligner han præcis, hvad han er; en entusiastisk naturvejleder, der i næsten 20 år har fortalt om mosens fantastiske egenskaber. Han mangler bare en hat, hvilket ellers kan være en god ting herude, fortæller han. 

- De ældre herrer på rundvisningerne har næsten altid kasket på, og jeg plejer at sige, at det er rigtig godt, for så kan vi se, hvor de er plumpet i, griner han. 

I nyere tid er der selvfølgelig hverken forsvundet pensionister eller skolebørn, men de gamle overleveringer om at blive taget af mosen er der nu noget om. For mosen er ikke så tør, som den ser ud. Og den er dyb. Det viser han os med en tynd tredelt jernpind med gevind. Rutineret samler han den og trykker den ned i de bløde tørv. Tre meter og ti centimeter når den, før den rammer sandbunden ved det nederste tørvelag. 

Vild, vildere, Vildmose - Sådan kan naturen se ud i Danmark

- Hvis vi havde kunnet tage en prøve med op fra bunden, kunne vi have stået med 1.200 år gamle pollen fra elletræer eller lindetræer, tilføjer han, mens han tørrer pindene af. ”Og prøv lige at mærke,” siger han og giver sig til at hoppe op og ned på stedet. 

Jeg griner overrasket, for det er virkelig forbløffende sjovt. Hele mosen gynger under mine fødder, og her går det op for mig, at jeg aldrig har stået på en højmose før. Ved første øjekast ligner det klithede med sit dække af lyng, men kigger man nærmere efter, ser man, at lyngen vokser på små tuer. I høljerne, som jeg lærer, det hedder – altså lavningerne mellem tuerne – er mos den altdominerende art. Grønne og røde tørvemosser. 

Her lever den kødædende plante soldug

Tørvemos har ingen rødder, men vokser ved at suge fugt fra det stillestående vand, det vokser på. Når mosset er blevet en tyk dyne på godt en halv meter, kan de øverste planter ikke længere suge vand fra bunden, men får det udelukkende fra regnen. Planterne dør i bunden, men takket være surheden og manglen på ilt rådner de ikke. Det er derfor, mosen hele tiden vokser. Det højeste sted i Lille Vildmose er godt nok ’kun’ omkring seks en halv meter, men Jakob Konnerup kender til højmoser i Baltikum, der er både 10 og 20 meter høje. 

Fordi tørvemosserne lever udelukkende af regnvand, er det et ekstremt næringsfattigt miljø, og derfor er der ikke meget, der kan leve der. 

- Højmosen er ikke særlig biodivers. Til gengæld har vi nogle arter på højmosen og tilknyttet højmosen, som er meget sjældne. Og nogle af dem endda endemiske, altså højt specialiseret til højmosen, fortæller Jakob Konnerup. 

Det gælder f.eks. den kødædende plante soldug og multebær, der er meget sjældne i Danmark. Også en række sommerfugle, edderkopper og guldsmede lever godt i den lyng, revling og kæruld, der vokser side om side med spagnummosserne. Og tranebær er her. Overalt, man løfter på mosset, gemmer der sig syrlige, saftspændte røde bær. 

Derudover har højmosen en fantastisk evne til at suge og lagre CO2. I 2013 blev Lille Vildmose udpeget til Ramsar-område, en international beskyttelse af vådområder. Og det er Jakob Konnerup faktisk lidt stolt af. 

- Vi er det første sted i verden, der er blevet udpeget til Ramsarområde med udgangspunkt i, at vi var gode til at lagre CO2. Normalt er Ramsar-områder beskyttede vådområder med særlig betydning for fugle, men i Lille Vildmose har højmosens evne til at opsuge og lagre C02 haft stor betydning for udpegningen, hvilket er meget specielt, siger han. 

Og det er faktisk ikke så lidt CO2, tørvemosen kan opsuge. Beregninger viser, at Lille  

Vildmose har potentiale til at reducere udledningen af CO2 med 14.000 ton om året. 

Vandet kommer - og Danmark bliver mindre og mindre

Det tabte land 

Mosen må altså have opsuget ubegribeligt store mængder kulstof i de 1.500 år, den fik lov at passe sig selv. Dengang dækkede den et område på størrelse med Fanø, men da Frederik V i 1760'erne forærede området til sin ven og rådgiver, grev Adam Gottlob Moltke, startede forarmelsen af Lille Vildmose.

Med i gaven var 20 års skattefrihed mod, at han ville kultivere mosen, og tilladelse til at udtørre de fire søer, der dengang var med til at holde området fugtigt. Hermed startede den ”dramatiske dekonstruktion” af Lille Vildmose, som Kjeld Hansen skriver i storværket ’Det tabte land’. 

I 1919 kom det totale lavpunkt, da cementfabrikken Aalborg Portland på bagkant af 1. Verdenskrigs mangel på brændsel købte en del af vildmosen med henblik på at kunne blive selvforsynende, hvis behovet skulle opstå igen. Det gjorde det som bekendt kun få årtier senere, da 2. Verdenskrig brød ud. Da tørvegravningen var på sit højeste, havde Aalborg Portland 1.200 arbejdere til at grave lige så mange år gammelt tørvemos op. 

Jakob Konnerup tager os med op i brandtårnet, hvorfra vi tydeligt kan se de fem kilometer lange gravebaner, hvor arbejderne sled deres rygge fra 1937 til 1963. En gravko kommer pludselig til syne, og jeg spørger Jakob Konnerup, om de er i gang med noget naturgenopretning af en art. 

- Nej nej, ham der skal ud og grave spagnum til pottemuld, siger han med et skuldertræk og peger på det hegn, der holder elge og krondyr inde i vildmosen. 

- 200 meter på den anden side af hegnet har de stadig tilladelse til råstofudvinding. Det er meget paradoksalt, fortsætter han. 

Det bliver ikke mindre paradoksalt, når man tænker på alle de tiltag, der er i gang på denne side af hegnet for at redde stumperne af den oprindelige Lille Vildmose. Fra 2011 til 2020 gennemgik området en meget omfattende genopretning som en del af EU’s LIFE-projekt. Birkesø blev genoprettet efter 256 års udtørring, store dyr er blevet sat ud i de omkringliggende moser, og med alle mulige forskellige midler forsøger man at styre vandstanden i højmoserne. De gamle gravebaner er i dag fyldt op med vand, og i kanten står tagrørene tæt. Men det skulle de helst ikke blive ved med, forklarer Jakob Konnerup. 

- Nede imellem tagrørene har vi stillestående vand, og der har vi allerede den første begyndende tørvedannelse. Så man begynder at få dannet det tæppe, der så stille og roligt vokser sammen og tiltager i tykkelsen til en dyne. Men det tog 1.200 år, da naturen selv gjorde det. Så hvor lang tid det vil tage nu, det ved vi ikke.

20 højmoser tilbage 

Sikkert er det dog, at mosen ikke kan klare sig uden hjælp endnu. For lidt over 100 år siden var der ifølge Lex – Danmarks Nationalleksikon højmose i 668 såkaldte mosekomplekser. I dag er der godt 20 egentlige højmoser tilbage, hvoraf kun de otte er større end fem hektar.

Der er især to store problemer: for lidt vand og for mange næringsstoffer. Vandet forsøger Aage V. Jensen Naturfond, der ejer store dele af Lille Vildmose, i samarbejde med Naturstyrelsen at holde inde ved hjælp af 200 spunsvægge og træskodder. Birk og pil, der med deres rødder suger væden, bliver holdt nede med motorsav og buskrydder, selvom et enkelt stort birketræ dog har fået lov at stå i udkanten af Portlandmosen. 

- Man har nok bare syntes, det var for flot, konstaterer Jakob Konnerup, da vi passerer det på vores vej rundt på de plankestier, der sørger for, at de mindre velforberedte – som jeg selv – kan komme tørskoet rundt. 

Næringsstofferne er sværere at gøre noget ved, for de kommer med vinden fra de landbrug, der omkranser det fredede område. I den store Tofte Mose har de forsøgt at løse problemet med vandstanden ved at banke en membran ned langs kanten, der skal holde vandet inde, men det er ikke helt ukontroversielt. 

- Det løser problemet, men nogle vil jo også sige, at vi pakker vores fornemmeste natur ind i Vita Wrap. Det er måske ikke noget, man skal bryste sig af som et rigt samfund, siger han. 

I stedet håber han, at lodsejerne med den grønne trepart går med til at bytte de jorder, der ligger op til mosen, væk. 

- Lad nu landbruget få de højereliggende jorder, hvor der er mulighed for at lave en ordentlig produktion, og lad så de næringsfattige og de fugtige arealer blive til natur.

Med de stigninger i både grundvand og nedbør, som vi allerede nu oplever, og som ifølge klimaforskerne kun vil blive mere udtalte, kan højmoserne og de fugtige arealer, der bliver nødt til at være rundt om dem, være en del af løsningen. Og selvom højmosen er en kræsen naturtype, der stiller helt specifikke krav til både vand og næring, viser de mange projekter, der er i gang over hele Europa, at det godt kan lade sig gøre at genskabe moserne. 

Det illustrerer Jakob Konnerup ved at lægge sig fladt på maven og hive en drivvåd tot mos på 30-40 centimeter op. For ikke så længe siden var det her tagrørenes domæne, men snart vil mosset igen tage over og samle sig som et tykt tæppe over de gamle gravebaner. Og får tørvemosserne lov til at gøre det, de er bedst til, vil mosekonen, lygtemændene og elverpigerne måske igen komme til at våge over de magiske højmoser.

Skrevet af Rikke Bolander, foto: Lea Meilandt