Lokale butiksejere og beredskabsfolk kæmper en umulig kamp mod vandmasserne på Præstø Havn om aftenen den 20. oktober. Der er storm og heftig regn i Danmark, og Sydsjælland er hårdt ramt. I løbet af aftenen stiger vandstanden med over to meter, og vinden blæser med op til 30 meter i sekundet. 

På tv dokumenterer gennemblødte reportere, hvordan sandsække forgæves stables for at beskytte huse og veje. Lystbåde smadrer mod træværk eller driver ud i Præstø Fjord. Og inde i byen ser ejeren af Café Mocca time for time sit livsgrundlag blive oversvømmet. 

Ødelæggelserne den aften er omfattende. Men én hændelse skiller sig ud for Jørgen Sandby Nielsen, projektleder i Naturstyrelsens sydsjællandske afdeling. Fra sit hjem lige syd for Præstø følger han begivenhederne på tv, og det er her, han dagen efter får et opkald fra sin ven: Diget et par kilometer nord for byen – som i over 100 år har holdt fjord og land adskilt – er brudt sammen. Marker ligger under vand.  

Jørgen Sandby Nielsen har svært ved at tro det. Men da han når op til diget ved Orup Bæk, møder synet ham: De marker, som før lå som et kludetæppe i brune, grå og grønne nuancer, er nu forvandlet til søer. Gæs, svaner, ænder, viber og rødben i massevis har allerede indtaget det nye, mudrede spisekammer. 

Han står længe og ser ud over landskabet. Målløs – men ikke på den dårlige måde. For skæbnen vil, at projektlederen i årevis har arbejdet for et naturprojekt lige her, der netop skulle begynde med at fjerne diget, stoppe pumpen og vådgøre området kontrolleret. 

- Vi er mange, der i mange år har argumenteret for at sløjfe pumpen. Og nu havde naturen gjort det for os ved at lave et 30 meter stort hul i diget. Allerede den morgen begyndte jeg at tænke i muligheder. Det var jo fantastisk, for at være ærlig.

Vi skruer tiden tilbage til 1800-tallet, hvor området var en mosaik af enge, søer og moser. Men i slutningen af 1800-tallet blev de opdyrket ud fra devisen om, at hvad der kan dyrkes, skal dyrkes. I hele Danmark er lavbundsjorder og ådale blevet opdyrket nærmest per automatik i slutningen af 1800-tallet, også steder, hvor eksperter i dag kraftigt ville fraråde det. 

Vandet kommer - og Danmark bliver mindre 

Ifølge Jørgen Sandby Nielsen har opdyrkningen af lavbundsjorderne ved Orup Bæk hele tiden været på lånt tid. 

- Dengang havde man en ret grådig opfattelse af jorden som ressource. I bagklogskabens lys burde man have givet slip og holdt afstand til vandet. Vandet står højt, og oversvømmelser har også dengang været et problem. Jorden har heller ikke været optimal at dyrke, nedbrydning af tørv har fået jorden til at sætte sig en del.

Snakken om at stoppe drænene og fjerne pumpen har da også eksisteret næsten lige så længe som pumperne, der fører vandet væk – og for alvor siden amtet i 1996 foreslog et naturprojekt. Argumenterne var flere: mindre kvælstof til en presset fjord, bedre biodiversitet og et landskab, der bedre kan håndtere vandmasser som en naturlig buffer.   

Men der var altid en håndfuld lodsejere, der fik bremset projekterne. 

Indtil stormfloden altså accelererede processen på ny. Og I dag, to et halvt år senere, er visionerne blevet til virkelighed. Efter lange diskussioner i byrådet, juridiske afklaringer og forhandlinger med lodsejere blev det besluttet, at diget ikke skulle genoprettes. 

Engang var landet dækket af moser 

Et englandskab tegner sig 

180 hektar tidligere landbrugsjord er vådlagt, og fuglelivet blomstrer. Vådlæggelsen sparer fjorden for 19 ton kvælstof om året, fordi markerne ikke længere hælder gødning og gylle ud i fjorden. De 19 ton er en femtedel af, hvad myndighederne vurderer skal til for at få fjorden tilbage i god tilstand.

En rigtig fornuftig portion, som Jørgen Sandby Nielsen formulerer det. Og samtidig holder de våde jorder på 1.600 ton CO2, som – hvis jorderne var drænet og pløjet – ville være frigivet til atmosfæren. 

Der mangler stadig arbejde. Meget. Men konturerne af englandskabet er på plads. 

Mens tv’et kørte i baggrunden hjemme hos Jørgen Sandby Nielsen den 20. oktober, havde godsejer og forretningsmand Ivan Reedtz-Thott travlt. Han ejer Strandegård Gods og Feddet Strand Resort, der ligger på feddet ud mod fjorden, tæt på diget. 

- Vandet kom med et enormt tryk. Halvøen blev nærmest til en ø. Der var vand på begge sider. Min fætters sommerhus blev ødelagt, og der lå både og vragdele oppe på land, hvor de aldrig havde været før. Campingpladsen blev også oversvømmet, og vi måtte evakuere gæster. Strømmen forsvandt, og der var komplet kaos, fortæller han. 

Ivan Reedtz-Thott ejer omkring halvdelen af projektområdet. Og ligesom Jørgen Sandby Nielsen begyndte han at tænke i muligheder. 

- Samme dag ringede jeg til Jørgen, og vi talte om, hvordan vi kunne arbejde videre med det i stedet for at genskabe det gamle. Ret hurtigt stod det klart, at vi måtte leve med det. Naturen havde i praksis taget området tilbage.

Han har i mange år arbejdet for naturgenopretning i området og været en af drivkræfterne. Han havde allerede opgivet landbrug på de fleste af sine arealer, og nogle steder har han også naturgræsning. 

Som forretningsmand i turistbranchen ser han potentialer. Da vandet kom, så han for sig et englandskab med gangbroer, formidling og fugletårne. Og måske en tilbagevenden af den truede brakvandsgedde, som tidligere har haft gydeplads her. 

- Jeg tror, vi kommer til at se mange flere situationer som den her. For mig giver det mening at arbejde med naturen i stedet for imod den. Hvis vi ved, at områderne bliver oversvømmet, er det bedre at gøre det kontrolleret og få noget positivt ud af det.

I dag oplever han et markant forandret landskab. Han følger nysgerrigt med, når vandet kommer og går, og fuglelivet er vokset. Ofte ser han sølvhejrer, der ellers ikke førhen var at se. Ifølge Dansk Ornitologisk Forenings optællinger, der hovedsageligt registrerede bramgæs i årene før 2023, spottes der nu vade- og andefugle i hundrevis. Præstekraver, brushaner, dobbeltbekkasiner, viber, terner og hjejler for at nævne nogle få. 

- Vi har også mange flere havørne nu. Det er blevet helt normalt at se flere på én tur, det kunne man slet ikke for 30 år siden. Og jeg håber da, at storken en dag vender tilbage. Det kunne være fantastisk, siger Ivan Reedtz-Thott. 

Da uvejret rasede, slukkede han for tv'et og gik i seng

Helt så lysegrønne briller er det ikke alle, der har på. Blandt de 23 lodsejere med jord, haver eller marker i området, var de fleste med på projektet. Men ikke alle. 

En af dem hedder Eskild Larsen. Den 20. oktober 2023, da uvejret rasede, slukkede han for tv-avisen og gik tidligt i seng. Reporterne talte om stormflod og orkanlignende tilstande, men Eskild Larsen var ikke skræmt. Landmanden har oplevet vilde storme flere gange, f.eks. en i 90’erne, der rev hele ladens gavl af. 

Da han stod op næste morgen og så på sine oversvømmede marker, var reaktionen en noget anden end den, Jørgen Sandby Nielsen havde blot få kilometer derfra: 

- Jeg var meget, meget ærgerlig. For min skyld kunne de være gået ud dagen efter og have lukket det hul i diget. Det var der ikke noget i vejen for.

Eskild Larsen overtog både hus og 21 hektar landbrug fra sine bedsteforældre, og siden har han dyrket dem selv. Han sidder ved træbordet i sin stue, hvor de to store vinduer mod øst spiller den absolutte hovedrolle. Lyset vælter ind, og en sort kikkert står i karmen. Udsigten, der ligner et maleri fra guldalderen, har ikke ændret sig i mange år. Bortset fra én ting: I baggrunden af guldaldermaleriet ligger der noget, der ligner en sø. Lige der, hvor Eskild Larsens marker lå for tre år siden. 

Landmanden var en af de sidste, der skrev under på aftalen om naturprojektet. 

- Jeg var meget imod, og jeg er det sådan set stadig. Du kan jo se på området dernede. Det er helt mørkt og mudret, og for mig er det ikke usædvanlig natur. Jeg mistede syv hektar ganske fin landbrugsjord.

Eskild Larsen fik erstatningsjorden i 2025, to år efter han havde mistet sine oprindelige marker. Arealet er det samme, og de ligger fint nok i forhold til de gamle, siger han. Modstanden mod projektet bunder mest i, at han stadig mener at have krav på kompensation for de to års tabte fortjeneste. 

- Det vigtigste for mig er de 70.000 kr., som jeg stadig mangler. Jeg er heldig at have en buffer, så jeg overlevede. Men havde jeg ikke haft den, måtte jeg lukke og slukke. Så ville mit landbrug ikke kunne overleve, siger Eskild Larsen. 

Naturstyrelsen har afvist kravet om erstatning med begrundelsen, at styrelsen ikke er ansvarlig for, at diget brød sammen, samt at styrelsen sørgede for erstatningsjord, som Eskild Larsen underskrev aftalen om. 

Landmanden er heller ikke imponeret over naturen, der skulle være blevet så god. Den ferskvandsgedde, som flere taler begejstret om, kan han ikke huske at have oplevet i sin barndom, så at tale om, at den ’kommer tilbage’, giver han ikke meget for. Han fortæller også om et rigt fugleliv, så længe han kan huske. Dem, der påstår, at der pludselig er kommet mange flere fugle, har ikke kigget godt nok efter tidligere, mener han. 

Med undtagelse af gæssene og skarverne. Dém er der kommet flere af efter vådlægningen, og de æder af Eskild Larsens afgrøder, hvorfor Naturstyrelsen har sørget for reguleringstilladelse. Derfor har han kikkerten stående i vindueskarmen. Den er ikke til at nyde sølvhejrer, havørne eller viber, men til at danne sig et overblik over, hvor han bedst kan skyde gæs og skarver. 

Grøn trepart har hjulpet 

Mens nogle ser et landskab, der er blevet fattigere, ser andre et, der er blevet rigere. Jørgen Sandby Nielsen hører til de sidste. Og han både håber på og arbejder for at realisere projekter som dette mange andre steder. 

Projektet er blevet realiseret med midler fra den grønne trepart, som skal sætte fart på blandt andet udtagning af lavbundsjorder i hele landet. 15 pct. af landbrugsarealet skal blive til natur og skov, og det er netop ådale og lavbundsjorder, der har førsteprioritet. Den udvikling kan også mærkes i det daglige arbejde. Hvor Jørgen Sandby Nielsen for få år siden sad alene med klimalavbundsprojekter i sit område, er de i dag seks medarbejdere. 

- Vi kan i teorien godt bygge højere diger. Men sandheden er, at det mange steder ikke vil give mening. Orup Bæk er et godt eksempel på, at stormfloden i praksis traf valget for os. Naturen kom, og så måtte vi indhente tilladelser og lave aftaler på bagkant, siger Jørgen Sandby Nielsen. 

- Andre steder kan man forhåbentlig gøre det i den rigtige rækkefølge.

Hullet i diget blev aldrig lukket, men spørgsmålene er åbne langs kyster og åløb i hele landet: Hvor længe kan vi – og skal vi – kæmpe imod vandet?

Skrevet af Emilie Palm Olesen, foto: Isak Hoffmeyer