Poplerne, som Lene og Torben Rasmussen plantede for otte år siden, rager efterhånden 10-15 meter op mod himlen. Mellem stammerne kan man lige ane årsagen til, at ægteparret plantede de 418 træer. De skærmer nemlig for noget af stanken fra de 9.000 svin, der hvert år bliver fedet op på nabogården bag træerne. Og så holder de fluerne væk.

-Officielt skulle det vist ikke virke, men det kan vi altså skrive under på, at det gør. Så nu har vi fået det tåleligt igen, fortæller Lene Rasmussen, da hun viser os rundt på ejendommen, hvor de har boet siden 1992.

Men det tålelige er nu blevet udfordret af den ansøgning, som ejerne af nabogården har sendt til Skanderborg Kommune. De vil nemlig mere end firedoble antallet af svin, så de fremover kan fede mere end 40.000 dyr op til slagtning. Og de nye stalde kommer ifølge planerne til at ligge så tæt på Lene og Torbens nedlagte landbrug, at ingen popler vil kunne gøre ret meget ved hverken stank, algevækst eller støj fra udsugning, lastbiler og skrigende dyr.

Det var seks dage før jul sidste år, at indbyggerne i Tåning vest for Skanderborg fik besked i deres e-bokse om, at firmaet Go-Gris har søgt om at udvide Ballegård, og det er mildest talt ikke blevet taget positivt imod af naboerne. Efter nogle dage i en form for choktilstand begyndte telefonerne at gløde, og snart inviterede Henning Jeppesen, der bor et par hundrede meter længere nord for svinestalden, til stiftende generalforsamling i den akut opståede Tåning Miljøforening.

Naboerne frygter nemlig, at mangedoblingen af svin vil betyde mange flere lastbiler på de små, snoede veje og meget mere ammoniak i luften, en stank, som allerede nu er fæl, når vinden står i sydøst, og som lægger et grønt lag af alger over alle faste overflader. Og hvad vil det betyde for miljøet i det vandløb, der ender i den nærliggende Mossø? For ikke at tale om, hvad de mange svin vil gøre ved huspriserne i området.

Pengestærk invester vil vise vejen til nyt landbrug 

Gylle, pesticider, klimabelastning og MRSA - ulemperne er mange

De bange anelser er ikke taget ud af ingenting. Den intensive svineproduktion i Danmark og dertilhørende intensive dyrkning af korn til foder betyder store mængder gylle og dermed nitrat i både grundvand og vandmiljø foruden et storforbrug af pesticider. Dertil kommer klimabelastningen. Svineproduktionen står for ca. 35 pct. af landbrugets samlede drivhusgasudledninger. Og så har vi slet ikke nævnt risikoen for smitte med antibiotikaresistente MRSA-bakterier, som ny forskning viser, spreder sig med luften, eller velfærden for de 11 millioner danske svin.

Så nu prøver naboerne at overbevise kommunen om de negative konsekvenser ved en mere end firedobling af svin, mens de tre ejere af Go-Gris håber, at sagen falder ud til deres fordel. For som Jonas Würtz Midtgård, der er direktør i virksomheden, siger:

-Vi følger jo fuldstændig den samfundstendens, der er med alt muligt andet også. Så det er der i min optik ikke noget usædvanligt i.

Det med samfundstendensen har Jonas Würtz Midtgård for så vidt ret i. Siden han og hans kompagnoner startede i 2008, har de ”puljet en masse landbrug”, som han udtrykker det, og har i dag svin på syv forskellige ejendomme. Dermed passer de fint i den nationale statistik, der viser, at hvor der i 2008 var omkring 14.000 heltidslandbrug, er der i dag færre end 6.000. Til gengæld er antallet af landbrug med over 200 hektar vokset omvendt proportionalt. Tendensen er altså tydelig: færre, men langt større landbrug.

Et sted i Danmark er der 48 griser pr. indbygger

Sideløbende er der sket en stor affolkning af landdistrikterne. I 1970 boede mere end 900.000 mennesker på landet, mens der i 2022 boede under 700.000. Vel at mærke i en periode, hvor den generelle befolkning i Danmark voksede med over en million mennesker.

I Statistisk Årbog fra 1896 kan man læse, at næsten 900.000 mennesker eller omkring 40 pct. af arbejdsstyrken dengang arbejdede med jordbrug. I 1966 var omkring 300.000 mennesker ifølge Danmarks Statistik beskæftiget med landbrug eller gartneri, mens det tal i dag er helt nede på omkring 60.000 mennesker. Det svarer til ca. 2,7 pct. af den samlede beskæftigelse.

Ser man lidt bredere på beskæftigelsen og tæller jobs på slagterier, mejerier eller transport og service med, kommer antallet af beskæftigede ifølge Landbrug & Fødevarer op på 122.700. Det udgør dog stadig kun mindre end 4 pct. af den samlede arbejdsstyrke.

Hvor landbruget tidligere har været en vigtig drivkraft for livet på landet, er det industrielle landbrug anno 2026 et langt stykke hen ad vejen det modsatte. Det mener i hvert fald Egon Noe, der er professor ved Center for Landdistriktsforskning på SDU.

-Forestillingen om, at landbruget holder liv i lokalområderne, er stærkt overvurderet, siger han.

Af de relativt set få arbejdspladser, der stadig er i landbruget, er 44 pct. ifølge Arbejderbevægelsens Erhvervsråd besat af udenlandsk arbejdskraft, typisk fra Polen, Rumænien eller Ukraine.

-Der er ikke noget galt i at bruge udenlandsk arbejdskraft, men det er bare ikke det, der løfter et lokalområde, siger Egon Noe.

En femtedel af Danmarks areal  bliver brugt til produktion af svinefoder

For at forstå, hvordan landbruget kom til at se ud, som det gør i dag, skal vi mere end 150 år tilbage i tiden, fortæller Esben Bøgh Sørensen, der er seniorforsker og samlingschef på Det Grønne Museum.

-Man kunne godt starte med landbrugsreformerne og ophævelsen af stavnsbåndet omkring 1800, men det, der virkelig kendetegner landbruget i dag, er den meget store animalske produktion, og at vi bruger så store dele af vores landskab til at producere foder til dyrene. Så hvis jeg skulle starte sådan en historie, vil det nok være med den omlægning, der sker i slutningen af 1800-tallet, hvor vi virkelig begynder at få mange flere dyr, forklarer han.

Det er nemlig her, andelsbevægelsen slår an. Det første andelsmejeri blev oprettet i 1882, og det første andelsslagteri fulgte efter fem år senere. Efter bare 20 år var der 1.000 andelsmejerier fordelt over hele landet, mens der var 62 andelsslagterier, da der var flest.

Hvor hver gård indtil 1860’erne groft sagt havde et par køer, en håndfuld høns og en gris, der skulle slagtes til jul, begyndte der nu at komme fokus på eksport frem for selvforsyning, og med det stadig voksende antal andelsmejerier og -slagterier blev svinekød – især bacon – fløde og smør dansk landbrugs vigtigste varer. Det kan man se på mængden af dyr i dansk landbrug. I årene efter 2. Verdenskrig var der 1,8 millioner svin i Danmark, mens der i 2025 var 11,6 millioner.

Så mange dyr skal også have meget at spise, og i dag bliver en femtedel af Danmarks samlede areal brugt til produktion af svinefoder. Dertil kommer de millioner ton soja, som danske landmænd importerer.

Der er 40 millioner svin om året i Danmark

Det er blevet større og større

Fra den første brugsforening i 1866 og godt hundrede år frem lå antallet af landbrug faktisk ”bemærkelsesværdigt konstant” på omkring 200.000, fortæller Esben Bøgh Sørensen. Selv traktorens indtog og andre teknologiske landvindinger op igennem 1950’erne rykkede ikke det store ved antallet. Det gjorde til gengæld den krise, som landbruget blev ramt af i 1960’erne.

-Man får svært ved at afsætte sine varer på det internationale marked, det vil sige, at priserne falder, og omkostningerne stiger, fordi du får en masse nye maskiner. Lønnen til medarbejderne stiger faktisk også på det her tidspunkt. Så indtægterne kommer rigtig meget under pres. Og en del af svaret på det bliver effektivisering og rationalisering, siger han.

Derfor blev landbrugsloven ændret, så det nu blev muligt at nedlægge eller sammenlægge gårde, hvilket der ellers tidligere havde været lovgivet imod. Der blev dermed gjort op med tidligere tiders ideal om de små selvejende familielandbrug.

-Gradvist åbner man i landbrugsloven op for større og større sammenlægningsgrænse og større og større landbrugsejendomme, fortæller Esben Bøgh Sørensen.

Udviklingen blev understøttet af, at EU’s landbrugsstøtte fra starten af halvfemserne gradvist blev ændret fra en prisstøtte til hektarstøtte, så de største landbrug belønnes alene ud fra deres størrelse.

Sideløbende blev de nu færre, men større landbrug mere og mere specialiserede. I 1970 havde to tredjedele stadig både kvæg og svin, men ti år senere var det kun én tredjedel. I dag er tallet på omkring 2 pct.

En vigtig motor i den udvikling er indtoget af kunstgødning og pesticider i dansk landbrug, forklarer Esben Bøgh Sørensen.

-Med denne her kemi i hånden kan man dyrke meget mere ensartet. De gamle sædskifter, man stadig havde i 1950'erne, forsvinder ud. Og det er særligt foder, der bliver dyrket.

Tidligere havde der ellers været god ræson i både at have kvæg og svin, fordi man kunne bruge skummetmælk og valle fra mejeriproduktionen til at fodre grisene.

-Men da vi når op i 70'erne, og du skal til at have stordrift, så kan det ikke betale sig både at bygge store nye svinestalde og store nye kvægstalde. Du kan ikke have stordriftsfordele for begge dele. Det bliver så stort, at man specialiserer sig, fortæller landbrugshistorikeren.

En af de landmænd, der har specialiseret sig, er Jonas Würtz Midtgård. Begge hans forældre var faktisk skolelærere, men der har været landbrug i familien i generationer, og selv har han avlet svin i mere end 20 år. Vi møder ham på Evasminde 10 kilometer syd for Tåning. Her har Go-Gris knap 1.100 søer, og hver uge kommer omkring 1.000 smågrise til.

Go-Gris på Ballegård

Ved indgangen til løbestaldene er væggen dækket af gummistøvler i alle størrelser. Også et par, der ikke kan være meget mere end størrelse 24. Som de fleste andre danskere har jeg før nu aldrig sat mine ben i en svinestald, og jeg bliver overvældet af lugten, støjen og størrelsen på de hundredvis af søer, der gryntende vender hovedet efter os. Flere af dem kommer nysgerrigt hen, og Jonas Würtz Midtgård klør et par stykker bag de lyserøde ører. Jeg spørger ham, hvorfor så mange af dem har skrammer og bidemærker ned ad ryggen.

-Vi har valgt at give dem lov at gå løs, og så kan man ikke undgå, de kommer op at toppes, siger han.

Hver stald er indrettet med en lang række smalle metalbåse med hver sin foderdispenser, men i midten kan grisene altså gå frit, hvilket ellers først er lovpligtigt fra 2035. Mellem hver af de nummererede stalde er et smalt, indhegnet stykke, hvor de såkaldte duftorner går. Deres job er at stimulere søerne, så de er klar til den inseminering, der for de flestes vedkommende venter lige om hjørnet. På et whiteboard kan jeg læse, at der i sidste uge var 46 faringer, at det blev til 942 levendefødte unger og 1,1 dødfødt per kuld.

Ungerne går i fire uger hos deres mor eller en af de ammesøer, der giver mælk til dem, moren ikke havde patter til, forklarer Jonas Würtz Midtgård.

-Hver mandag flytter vi smågrise til de to sites, hvor vi har klimastald. Smågrisestald kunne man også kalde det. Der er de fra 7 til 30 kilo.

Efter otte-ni uger bliver de flyttet igen til en slagtegrisestald som den, Go-Gris har på Ballegård, og 12-13 uger senere går den sidste tur så til slagteriet i Horsens. Knap et halvt år bliver det til i alt.

Dem, der ejer landbruget, er mindre lokale

Tendensen til større og større bedrifter med flere og flere dyr startede, som landbrugshistorikeren Esben Bøgh Sørensen forklarer, i 1970’erne, men udviklingen tog for alvor fart i 2010, da VK-regeringen med Lars Løkke Rasmussen som statsminister og Eva Kjer Hansen som fødevareminister stod i spidsen for en markant liberalisering af landbrugsloven fra 1967. Nu var det ikke længere et krav, at en landmand skulle bo på sin bedrift, ligesom man ikke længere skulle have en landbrugsuddannelse – det såkaldt grønne bevis – for at købe et landbrug. Loftet over, hvor meget jord en enkelt ejer måtte have, blev også fjernet.

I 2015, da Helle Thorning-Schmidt var blevet statsminister, og Dan Jørgensen var minister for fødevarer, landbrug og fiskeri, kom så den seneste store liberalisering af landbrugsloven. Den fjernede de sidste barrierer for, at kapitalfonde eller andre investorer – danske som udenlandske – kunne købe dansk landbrugsjord.

Fra de politikere og lobbyister, der slår sig i tøjret, hver gang der er tale om at stille skrappere krav til landbruget, lyder argumentet ofte, at landbruget holder landdistrikterne i live, men det er en illusion, mener Egon Noe fra SDU.

-Dem, der ejer landbrugene, har jo i mindre og mindre grad en lokal tilknytning. De omgås ikke de lokale. De skaber ikke lokale arbejdspladser. Så der er sket en afkobling, siger han.

At landbruget skulle give masser af arbejde til lokale håndværkere, er også en sandhed med modifikationer, mener han.

-Mange af produktionsanlæggene er jo så specialiserede, når de bliver bygget og serviceret, at det i mindre og mindre grad er de lokale, der gør det.

Samtidig har industrialiseringen af landbruget forvandlet landskabet og gjort det ”uvenligt og utilgængeligt”, mener Egon Noe.

-Markveje og småbiotoper er blevet fjernet. Man er jo på en eller anden måde lukket ude fra det åbne land. Plus at det er så store marker, at de ting, der sker, er meget voldsomme. Når der bliver spredt gylle på halvanden hundrede hektar, så er det en enormt voldsom oplevelse, siger han.

Dansk landbrug er heller ikke i nærheden af den økonomiske betydning, som det havde engang. I 1966 udgjorde landbruget ifølge Danmarks Statistik 6,8 pct. af dansk økonomi, mens det tal i den seneste opgørelse var helt nede på 0,9 pct. Ifølge tænketanken Kraka udgør prisen for de skader, dansk landbrug har på klima, havmiljø og luftkvaliteten, desuden halvdelen af de 27 milliarder, landbruget bidrager med. Og det er ikke medregnet de mere uhåndgribelige skader på biodiversitet, grundvand og dyrevelfærd.

Derfor mener Egon Noe, at vi som samfund bør overveje, om ikke de mellem seks og ni milliarder, som dansk landbrug får i støtte hvert år, kunne bruges bedre.

-Deres lokale betydning er stærkt aftagende. Deres bruttonationale produktværdi er stærkt aftagende.

Forandringer på vej for grisene

Dyrevelfærden er heller ikke noget at prale af i et landbrug, hvor halekuperinger og kastrationer uden bedøvelse er rutine, og hvor et slagtesvin i øvrigt kun har krav på 0,65 m2 per 100 kg. For ikke at tale om medicinforbruget. 73 ton antibiotika bliver der hvert år givet til svin, mens kun 50 ton bliver brugt til at behandle mennesker. Og dertil kommer den veldokumenterede belastning af miljø, klima og biodiversitet.

-Så alle de argumenter om, hvorfor vi som samfund skal støtte op om de her ting, er ved at blive eroderet, siger han.

Står regeringsgrundlaget fra juni 2026 til troende, er der da også store forandringer på vej. Den nye SSFMR-regering lægger blandt andet op til, at den nuværende landbrugsstøtte skal omlægges, så den i højere grad imødekommer småskala-, regenerative eller økologiske landbrug og omlægning til natur.

Det er en udvikling, som Torben og Lene Rasmussen, der altså er nærmeste naboer til én af Go-Gris’ syv ejendomme, bifalder. De flyttede ellers til området tilbage i midtfirserne, fordi Torben havde fået arbejde netop på Ballegård, der nu står til at blive markant udvidet. Han var glad for sit job og kunne fint stå inde for den måde, dyrene blev passet og markerne dyrket. Men nu står gården til at fire- eller femdoble antallet af dyr, så der langtfra er jord nok til at optage gyllen, der derfor skal køres væk i lastbiler. Det er ikke længere et landbrug, der giver mening for mennesker, dyr og natur, mener Torben Rasmussen. Han rømmer sig, mens øjnene løber i vand.

Jeg er jo landmand helt ind til knoglen, og det gør ondt, at man driver landbrug på den måde, som de er i gang med. Det har virkelig ramt mig, siger han.

Han kigger på sin kone, der tager over.

-Ja, du føler dig nærmest svigtet, ikke? Torben har været ansat inden for landbruget, og vi har mange gode venner inden for landbruget, så man har jo en kærlighed til det erhverv. Men der er noget, der er blevet forvrænget, når det får den størrelse. Det er også forvrænget, at de ikke selv bor her, siger hun.

Det agter Lene og Torben Rasmussen derimod at blive ved med at gøre. For det første, fordi, som Torben Rasmussen siger: ”Hvem ville købe det her?”

Og for det andet, fordi de ikke er typerne, der stikker halen mellem benene.

-Så har Henning og alle de andre nede i byen bare problemet.

Så derfor kæmper Lene, Torben, Henning og de andre medlemmer af Tåning Miljøforening videre for deres ret til at bo på landet. Ligesom mange andre naboer til de efterhånden få, men meget store danske landbrug gør det.

Skrevet af Rikke Bolander, foto af Lea Meilandt