Tanglopperne hopper rundt i den ravrøde blæretang, der ligger og vugger i vandkanten i den lille bugt i Isefjorden. En lille tangnål spræller febrilsk i overfladen og slipper endelig løs og begiver sig ud på det åbnere vand – i retning mod den wadersklædte Simon Weber og den sorte motorbåd, han er ved at hente ind, så han kan få udstyret om bord. 

I dag skal Simon Weber høste tang. Ikke fra de sporadiske bundter af savtang og strengetang, der vokser i sandbunden, men fra de metervis af tangguirlander, der nøje tilrettelagt vokser på reb ude i fjorden. 

- Man kan nu sagtens spise det, siger Simon Weber og peger på de små bundter på sandbunden.

- Det gode ved tang er, at der ikke er noget, der er giftigt – i modsætning til svampe. Man kan ikke rigtig gå galt i byen. Tommelfingerreglen er, at man kun skal plukke tang de steder, man også ville bade – altså i rene områder uden afløb, siger han, mens vi nærmer os turens egentlige formål, de reb med tangguirlander, som Simon Weber nøje har podet og sat ud på reb i fjorden. 

Spis fra naturen - Se hele vores univers med vild mad

Simon Weber ville aldrig selv kalde sig det, men den 31-årige iværksætter er vel en slags havbonde. I stedet for traktor og mejetærsker høster den wadersklædte Simon Weber sine afgrøder med sin motorbåd, en køkkensaks og en tønde. 

Det er ti år siden, at Simon Weber sammen med sin far, Claus Marcussen, kom på idéen om at dyrke tang professionelt. I dag har deres firma Dansk Tang seks ansatte, der holder til i det gamle Anneberg-kvarter i Nykøbing Sjælland med en blanding af andre innovative virksomheder, kulturinstitutioner og det psykiatriske hospital som naboer. Her poder de tang i små akvarier, inden det skal ud på havet. Efter høst og tørring bliver tangen pakket og sendt til private kunder, kantiner og restauranter i alle mulige prisklasser. I den prominente ende restaurant Noma, der var firmaets allerførste kunde. 

- Der er virkelig sket meget på de små ti år, vi har været i gang. Tang er stadig ikke blevet allemandseje, men vi er ved at være der, hvor folk er nysgerrige på, hvad det kan, siger Simon Weber. 

Dansk Tang dyrker fire forskellige slags tang. Den mest kendte er nok sukkertangen. Når den er frisk, smager den som sukkerærter, tørret kan den blive til umamifyldte chips. Derudover dyrker virksomheden fingertang, rørhinde og søsalat. Sidstnævnte er lækkert frisk og smager som spinat, men får en helt trøffelagtig smag, når den er tørret. Virksomheden sælger også flere tangtyper, men de bliver plukket på helt almindelig vis og altså ikke podet hjemme i akvarierne. 

En bæredygtig afgrøde - kræver hverken gødning eller sprøjtning

I årtusinder  har tang været en del af menneskets føde. I Japan, Korea og Kina er det en selvfølgelig del af dagligdagen – en kilde til jod, fibre, protein, vitaminer og umami. I Norden har vi også spist tang førhen, men på et tidspunkt gled det ud af vores kulinariske bevidsthed. Måske fordi det lugtede lidt for meget af hav eller for lidt af flæskesteg. Måske fordi vi havde travlt med at vende os mod jordens afgrøder i stedet for havets. 

Men tang er faktisk en af de mest bæredygtige afgrøder, vi kan dyrke. Den kræver hverken gødning, sprøjtning eller vanding. Tværtimod renser tangen vandet for kvælstof og optager CO2, mens den vokser. Med i ligningen hører, at meget tang vokser meget hurtigt, og derfor får man mange kilo mad ud af meget lidt plads. Hele fire til fem kilo på en meter reb, siger Simon Weber. Og så indeholder den en masse protein, mineraler og fibre. At kalde tangdyrkning ’win-win’ er næsten en underdrivelse. 

- Det eneste energi, vi stort set bruger, er benzin til båden, når vi skal høste, siger Simon Weber. 

Kokkene elsker det - det ligner spaghetti

Ude i Isefjorden  på den sorte motorbåd hiver Simon Weber op i et meterlangt stykke sukkertang, der skinner og glimter i kontrast til den blå himmel. Med et tilfredsstillende rshh klipper han flagerne af, så der kun sidder et par centimeter tilbage. Det er sjovt at tænke på, at sukkertangen for bare få måneder siden var mikroskopiske prikker på en snor i et akvarie oppe i Anneberg. Og i morgen ligger det på en middagstallerken på Restaurant Baka d’ Busk i København. Simon Weber fylder en tøndeful og styrer motorbåden mod land. 

Lige nu er Simon Webers helt store mission at skalere dyrkningen af strengetang. I årevis har de i Dansk Tang arbejdet på at knække koden til, hvordan tangtypen kan vokse – og Simon Weber tror, den er ved at være der. På vej ind til stranden hiver han op i rebet, hvor trådene af strengetang hænger. 

- Wow, de er allerede blevet længere end sidst, jeg kiggede til dem, siger han og tilføjer, at det kunne være fantastisk, hvis det lykkes at dyrke strengetangen, der kræver et meget specifikt saltindhold i vandet og har det med at falde af linerne. 

- Kokkene vil sikkert elske den, fordi den ligner spaghetti og bliver flot, klar grøn, når man koger den. Så den minder lidt om tangsalat fra Japan, som mange jo kender.

Da Dansk Tang åbnede dørene for små ti år siden, var det ret uhørt i Danmark at tænke på tang som en afgrøde. I dag findes der flere tangvirksomheder i samme kategori som Dansk Tang. 

Er I fiskere eller landmænd? 

Ud over at dyrke og høste tang arbejder Dansk Tang også for netop at udbrede kendskabet til tangens muligheder. Det gør de blandt andet på deres tangsafari, hvor gæster kan hoppe i et par waders og komme med ud og se og plukke tang selv. 

- Mange er ikke helt sikre på, hvad det egentlig vil sige at spise tang, hvad man kan bruge det til. For nogle er tang ulækkert og måske lidt farligt, siger Simon Weber. 

Han har også mødt en del modstand hos myndighederne. I den spæde start skulle Dansk Tang søge om tilladelse til at dyrke tang i Isefjorden, og det første, de blev spurgt om hos Fødevarestyrelsen, var: "Er I fiskere eller landmænd?” I de følgende år viste det sig svært at befinde sig i ingenmandslandet mellem ’fisker’ og ’landmand’. 

- Der har været mange tilladelser, vi har skullet presse på for at få, og mange processer, vi har været de første til at afprøve. Man har godt kunnet mærke, at myndighederne har været lidt famlende. Vi har et rigtig godt samarbejde, men det har også nogle gange været svært at skulle bryde mure ned og rette op på misforståelser. 

En af misforståelserne har f.eks. været den om tungmetaller, som tang indeholder lidt af. Det har både været afskrækkende for myndigheder og for private. Men som Simon Weber siger, skal der virkelig meget tang til, før tungmetallerne bliver skadelige. Sådan lyder det også fra Annette Bruhn. 

- Ligesom vi ikke udelukkende skal leve af æbler eller gulerødder, vil tang jo højst være en lille del af kosten. Tilmed en virkelig sund og næringsrig del.