Gå til indhold

Se kortet: Fiskefarme forurener hårdt pressede havområder

Se kortet: Fiskefarme forurener hårdt pressede havområder
Foto: Jan Henningsen
  • Havbrug
  • Hav
  • Iltsvind
  • 09. oktober 2026

17 af Danmarks 19 havbrug ligger i områder, hvis økologisk tilstand er ringe eller dårlig. Havbrug udleder kvælstof og fosfor – og det er et stort problem lokalt.

Rundt om i de danske fjorde og farvande ligger 19 havbrug. Det er en samling af netbure, hvor der bliver opdrættet regnbueørreder. Derfor bliver de også kaldt fiskefarme. Fiskenes afføring, foderrester og andet organisk materiale bliver ledt direkte ud i havet – helt uden rensning.

Udledningen består af kvælstof og fosfor, der er næring for algerne og altså med til at skabe iltsvind, når algerne dør. Det samme er det organiske materiale, som bruger ilten direkte. Derfor giver forureningen fra havbrug store problemer, især lokalt.

Samtidig viser en opgørelse fra Danmarks Naturfredningsforening, at samtlige 19 havbrug ligger i havområder, der i forvejen er pressede. 17 af dem endda i områder, hvor tilstanden er dårlig eller ringe. Ingen havbrug ligger i områder, hvor havnaturen trives.

Hvad er et havbrug? 

Kategorierne stammer fra EU's vandrammedirektiv. Ringe økologisk tilstand betyder, at havområdet viser tydelige og uacceptable tegn på menneskeskabt forurening eller fysisk forringelse. Dårlig økologisk tilstand betyder, at økosystemet er brudt alvorligt sammen, og at store dele af det naturlige dyre- og planteliv mangler i havområdet.

- Havet er presset som aldrig før. Så det giver ingen mening, at noget så forurenende som havbrug kan få lov at ligge i områder med ringe og dårlig økologisk tilstand. Det er som at hælde benzin på et bål, siger Lars Midtiby, der er direktør i Danmarks Naturfredningsforening.

Læs også: Kritisk stort iltsvind - nyt rædselsår tegner sig

Voldsom udledning lokalt

Landbruget er uden sammenligning den største udleder af kvælstof til vores hav. De står ifølge Miljøstyrelsen for knap 70 procent af den samlede udledning. Havbrugene står kun for 0,5 procent.

Alligevel giver det mening at se på forureningen fra havbrugene, mener en af Danmarks førende eksperter i havmiljø. For en række forhold gør, at påvirkningen fra havbrug er større.

Et kilo kvælstof og fosfor fra havbrug påvirker havmiljøet negativt mange gange mere, end et kilo kvælstof fra landbruget gør. Og det er der tre grunde til forklarer Stiig Markager, der er professor i havmiljø ved Aarhus Universitet:

  • Havbrugene fylder netburene med udsætningsfisk om foråret og fodrer dem op hen over sommer og efterår. Det er altså i den periode, at udledningen er størst. Og det er også dér, algerne vokser

  • Udledningen sker tæt på havoverfladen, hvor der er meget lys. Algerne har brug for lys til at vokse

  • Havbrugene udleder kvælstof og fosfor samtidig. Algerne har brug for begge næringsstoffer samtidigt for at vokse.

- Når man udleder både fosfor og kvælstof samtidig, så er der sådan set ingen bremse overhovedet på algevæksten, siger Stiig Markager.

- I havbrug kommer udledningen direkte ud i hovedet på algerne. Og nær vandoverfladen, hvor de har masser af lys, så du har ligesom den optimale måde at fodre algerne på.

I As Vig ved Horsens Fjord ligger fem havbrug i eller lige udenfor fjorden. Tilsammen udleder de 36 tons kvælstof og 4 tons fosfor.

- Det er jo voldsomt. Så lokalt vil jeg mene, at det har en betydelig negativ effekt, siger Stiig Markager, der desuden peger på havbrugenes placering.

Havbrug skal helst ligge et sted med stor gennemstrømning, så forureningen bliver spredt og opløst over et større område. Men netburene er følsomme over for store bølger, og havbrugene skal ikke ligge for langt fra land, fordi medarbejderne hver dag skal sejle ud med foder.

Derfor er de fleste havbrug placeret tæt på land og i mere beskyttede områder, hvor forureningen får større betydning.

Havbrug drives på lempelige tilladelser fra 90’erne

Fordi havbrug forurener, skal de have miljøgodkendelse og placeringsgodkendelse. Men de færreste havbrug har papirerne i orden.

Samtlige 19 danske havbrug drives på tilladelser fra 1990’erne, hvor miljølovgivningen var mere lempelig end i dag.

Det har fået Rigsrevisionen til at kritisere Miljøstyrelsen, der skal føre kontrol med havbrugene. Rigsrevisionen kalder det “meget utilfredsstillende" og vurderer, at den mangelfulde forvaltning kan skade det omkringliggende havmiljø.

- Jeg kan simpelthen ikke se, at man kan forny de her tilladelser, siger Stiig Markager og uddyber:

- Vi har et grundprincip om, at hvis et område ikke er i god tilstand, så må du ikke udlede mere af de stoffer, der gør, at det ikke er i god tilstand. Så for mig er det jo indlysende, at så kan man ikke tillade udledning af næringsstoffer til et område, som allerede har for mange næringsstoffer.

Danmarks Naturfredningsforening arbejder for helt at stoppe havbrug i Danmark.

- Jeg kan ikke se, at så forurenende en produktionsform har en fremtid. Vores hav er presset til det yderste, og vi skal sætte ind alle de steder, vi kan, for at redde det, siger Lars Midtiby.

Red vores hav!

0

Har allerede skrevet under

Skriv under nu!
  • Sådan redder vi vores hav:

  • Stop landbrugets voldsomme kvælstofforurening af havet

  • Stop bundtrawl i beskyttet hav

  • Stop udledning af skadelig kemi over grænseværdierne til havet

  • Stop havbrug i Danmark.