Nyt håb for truet bi: Fundet for første gang i 50 år
- Vild natur
- Bier
- Naturnationalparker
- Insekter
- 03. september 2024
Vilde bier er meget vigtige for vores økosystemer, da de bestøver vores planter og afgrøder. Men desværre er mange vilde bier i risiko for at uddø, da vi har fået mindre vild natur og mere intensivt landbrug.
Alene i Danmark er 19 arter af vilde bier allerede uddøde, og yderligere 56 arter er så truede, at de risikerer at uddø.
Læs mere: 7 eksempler på vilde bier, der risikerer at uddø i Danmark
Men nu er der heldigvis godt nyt om en af de arter af vilde bier, som er udryddelsestruet i Danmark. Forskere fra Københavns Universitet har nemlig fundet den såkaldte overdrevsvejbi i Jægerspris i Nordsjælland, og det er første gang siden 1973, at den vilde bi er blevet set i Danmark.
- Det er en fantastisk nyhed, for vilde bier er meget vigtige for vores planet. Overdrevsvejbien er i tilbagegang i både Danmark og Europa, så det er godt nyt, hvis fundet er et tegn på, at den kan overleve i Danmark, hvis vi får mere vild natur, siger Therese Nissen, der er natur- og miljøpolitisk rådgiver i Danmarks Naturfredningsforening.
De vilde bier er truede, fordi de mangler sammenhængende og beskyttede levesteder med masser af blomstrende planter.
Vi kæmper for at hjælpe dem med mere og bedre beskyttet natur i Danmark. Vil du støtte vores kamp?
Foto: © Krister Hall
Overdrevsvejbien har det latinske navn Halictus leucaheneus, og den er afhængig af større naturområder med blotlagt eller sparsomt bevokset sand.
Mindre natur giver færre vilde bier
Overdrevsvejbien har tidligere levet flere steder i både Østjylland og Nordsjælland, men den er altså gået stærkt tilbage, fordi dens levesteder er forsvundet, fordi vi har fået markant mindre vild natur.
Forskernes nye fund af bien er sket i et område, hvor der går helårsgræssende kvæg og laver naturpleje, og ifølge forskerne er det formentlig ikke tilfældigt, da naturpleje med græssende kvæg og heste er godt for en lang række dyr og planter.
- Når kvæg og heste går ude hele året rundt uden at blive fodret med andet end det, de selv går og finder af føde, laver de en naturlig forstyrrelse. De skaber bar, soleksponeret jord og ændrer vegetationens sammensætning, så der kommer flere føderessourcer til bierne i form af blomstrende urter. De store græssende dyr kan altså øge variationen i naturområder og skabe nye levesteder for sjældne og sårbare arter, fortæller Lasse Gottlieb fra Institut for Geovidenskab og Naturforvaltning på Københavns Universitet.
Læs mere: Sådan kan du hjælpe vilde bier og andre dyr i din have
Foto: © Hjalte Calberg Ro-Poulsen
Den truede overdrevsvejbi er fundet i forbindelse med forskningsprojektet Grazing4Diversity, hvor forskere undersøger, hvordan helårsgræssende kvæg og heste i den danske natur påvirker vilde dyr og planter.
Lasse Gottlieb er daglig leder projektet Grazing4Diversity, der dokumenterer, hvordan naturpleje med græssende kvæg og heste påvirker biodiversiteten. Forskningsprojektet foregår på 42 naturområder med helårsgræssende dyr, og her er der indtil videre fundet hele 127 arter af vilde bier.
- De mange fund af sjældne vilde bier i vores projekt har givet os en stærk formodning om at metoden med at lade kvæg og heste græsse året rundt bidrager med yderst vigtige processer til det naturlige økosystem. Lige nu er det noget nær den bedste forvaltningsmodel vi har for vild natur. Den er let at implementere og kræver mindre menneskelige indblanding, siger Lasse Gottlieb.
Metoden med helårsgræssende kvæg og heste vil formentlig også blive indført i de kommende naturnationalparker i Danmark.
Læs mere: Hvad er en naturnationalpark, og hvor skal de være i Danmark?
De vilde bier er truede, fordi de mangler sammenhængende og beskyttede levesteder med masser af blomstrende planter. Vi kæmper for at hjælpe dem med mere og bedre beskyttet natur.
Kilde: Københavns Universitet