Politikere skal svare ja eller nej til trawlforbud i beskyttet hav
- Fiskeri
- Hav
- 22. februar 2024
Det ødelægger livet i havet, når tunge trawlnet udspændt af jernplader bliver trukket gennem havbunden for at fange bl.a. jomfruhummer.
Det har forskere gang på gang slået fast i adskillige videnskabelige rapporter. Alligevel fortsætter fiskeriet med bundtrawl og andre bundslæbende fiskeredskaber i de havområder, vi ellers har udpeget som beskyttede i det danske hav.
Men nu skal Folketingets politikere forholde sig til et forbud mod bundslæbende fiskeri i beskyttede havområder, når beslutningsforslaget om at udfase bl.a. bundtrawl og muslingeskrab i disse områder bliver fremlagt i Folketingssalen.
- Det er meget positivt, at vores folkevalgte nu skal forholde sig til den ødelæggende praksis i vores beskyttede havområder. For det er jo direkte selvmodsigende, at man tillader en så naturskadelig aktivitet som bundtrawl i et havområde, som vi kalder beskyttet, lyder det fra havpolitisk chefrådgiver i Danmarks Naturfredningsforening, Aimi Hamberg.
Fiskeri med bundtrawl skader naturen i havet og påvirker klimaet. Derfor kæmper vi for, at det skal forbydes i beskyttede havområder.
Er du enig? Så hjælp os med din underskrift.
Selvom det skader havbunden og naturen her, så bliver der fortsat fisket med bundslæbende fiskeredskaber som bomtrawl og bundtrawl i beskyttede havområder.
Det er Enhedslisten, der står bag beslutningsforslaget om at få bundtrawl ud af beskyttede havområder. Bl.a. dem der er udpeget for at beskytte havnatur som stenrev og sandbanker efter det såkaldte habitatdirektiv. Så Danmark kan leve op til EU’s mål om en bedre beskyttelse og en genopretning af det danske hav. Det gør Danmark ikke nu.
- Den danske regering har trods mange ord gjort alt for lidt for det danske hav. De bør se at komme i arbejdstøjet og gøre noget for vores danske havnatur og fiskebestande, der har det rigtig skidt, siger Aimi Hamberg og fortsætter:
- Der er akut brug for politisk handling nu. Et forbud mod bundslæbende redskaber i beskyttet hav vil hjælpe til at forbedre leveforholdende for fisk og bunddyr på havbunden både lokalt og i de tilstødende havområder, siger hun om det politiske forslag fra Enhedslisten.
Der foregår et meget intensivt fiskeri med bundtrawl efter jomfruhummer i flere beskyttede havområder i Kattegat.
Enhedslistens forslag lægger op til, at trawlforbuddet i de beskyttede områder skal indfases over en kortere årrække. Her er det ifølge havpolitisk chefrådgiver Aimi Hamberg oplagt at starte med at beskytte de marine Natura 2000-områder, hvor de fleste stenrev allerede er beskyttet mod bundslæbende fiskeredskaber. For her bliver der fortsat bundtrawlet tæt op ad revene på de naturtyper, som ligger omkring de meget biodiverse stenrev.
- Det vil give rigtig god mening at beskytte den mosaik af forskellige havnaturtyper, der er i de beskyttede områder, og som spiller sammen som ét stort økosystem. For fisk, bunddyr og selv havplanter havplanter holder sig selvfølgelig ikke oppe på stenrevet, men lever også i området omkring, siger hun.
Helt konkret foreslår Aimi Hamberg, at politikerne starter med at beskytte al havbund og havnatur i de marine Natura 2000-områder i Nordsøen kaldet Store Rev og Gule Rev, hvor der lige nu både bomtrawles og bundtrawles.
Det samme bør hurtigst muligt ske for en række Natura 2000-områder i Kattegat, hvor der trods status som beskyttet er et meget intensivt fiskeri med bundtrawl efter jomfruhummer. Bl.a. de Natura 2000-områder, der kaldes Kims Top og Læsø Trindel.
- Lige nu er linjerne i flere beskyttede havområder tegnet, så beskyttelsen - med kirurgisk præcision - ikke generer de danske bundtrawlsfiskere. De kan fortsætte med at trække deres tunge trawlnet ind imellem stenrevene og havnaturen her. Det giver jo ingen mening, slutter Aimi Hamberg, der håber at partierne på Christiansborg vil bakke op om Enhedslistens forslag om at gøre vores beskyttede havområder trawlfri.
Er du enig i, at fiskeri med bundtrawl bør forbydes i beskyttede havområder? Så hjælp os med at råbe politikerne op med din underskrift!