Vinteren er snart forbi - om lidt ser naturen sådan her ud
- 03. februar 2026
Fortvivl ikke! Selvom næsen er rød, ørene bundfrosne og sne og sjap gør støvlerne våde, så er foråret lige om hjørnet. De lyse timer tager til, og de fineste forårsbebudere bryder nu også gennem den sorte jord.
- Vintergækker pibler så småt frem, og erantis strækker sig mod solen. Der skal ikke meget til, for at de kan bryde den kolde muld, siger biolog Bo Håkansson fra Danmarks Naturfredningsforening.
Vintergæk og erantis er sikre forårsbebudere sammen med krokus og hasselbusk, snepryd, skilla og den tidlige, blå anemone. De pibler alle sammen frem i februar, og det er et lille mirakel hver gang. For planter skal have lys, vand, varme og næringsstoffer for at skyde gennem mulden og dække jorden med forårsfornemmelser. Men frost og korte dage er ingen hindring. For årets første vilde blomster har nemlig udviklet en særlig egenskab.
- Det er genialt. De tidlige blomster er nemlig udstyret med en indbygget powerbank i form af et løg, og løget har dannet en madpakke, så dets blomst nu har kraft til at blomstre, siger Bo Håkansson. Og selvom sne og frost skulle lægge sig tungt over for eksempel de første vintergækker, så lader de sig ikke sådan knægte. Planten har nemlig sukkerstoffer i sine blade, der virker som en slags anti-frostvæske, så vandet i cellerne først fryser ved meget lave temperaturer.
Vinteren kan stadig være bidende hård i februar måned, men når måneden er slut, er dagen blevet omkring to timer længere. Lyset er livgivende, og naturen svarer ved for alvor at vågne, og lyde, dufte og farver vælter frem.
I marts og april dækker anemoner skovbunden, og påskeliljer, perlehyacinter og violer tager mod nogle af naturens første insekter. Citronsommerfugle, dagpåfugleøje og søvndrukne humlebier suger løs af de tidlige blomsters nektar. Fuglesangen tager til.
Men allerede nu kalder naturen, og man kan med held kigge ekstragodt bag snedriven efter de første vintergækker og den lille gule erantis.
De er stensikre garantier for, at nu er vinteren snart forbi.