Trods høje pesticidfund: Overvågningen spares væk
- 11. februar 2026
Bekymrende høje fund af pesticider i grundvand og dermed også i drikkevandet har ikke fået regeringen til at stramme op. Tværtimod spares overvågningen af grundvandets tilstand bort i 2026.
Det er udmeldingen fra Styrelsen for Grøn Arealomstilling og Vandmiljø. I et svar til Danmarks Naturfredningsforening lyder det:
”Det nuværende budget kan ikke rumme udgiften til overvågning for pesticider, dvs. det er ikke planen at overvåge for pesticider i 2026. Vi kender endnu ikke det endelige budget for 2027, men vi forventer at gennemføre pesticidovervågning i 2027.”
Besparelsen sker netop som en ny rapport fra Miljøministeriet konkluderer, at beskyttelsen af det rene drikkevand i Danmark er en fiasko:
- Det er ubegribeligt, at man sparer netop nu, hvor vi atter for konstateret, at det er gået helt galt med beskyttelsen af grundvandet. Man skal tværtimod sætte alt ind nu og skrue op for indsatsen for vores rene vand, siger grundvandsekspert Walter Brüsch fra Danmarks Naturfredningsforening.
Sådan redder vi vores drikkevand
Hele 45 procent af det undersøgte øvre grundvand er forurenet over grænseværdien, og der findes pesticidrester over grænseværdien for grundvand i 87 pct af de undersøgte boringer i 2024. Det er næsten ubegribelige 90 pct af det vand, der nu er på vej ned mod vores drikkevandsmagasiner.
Den manglende overvågning er en konsekvens af, at der fremover kun er planlagt kontrolovervågning hvert sjette år, hvor det tidligere var hvert andet år. Men det betyder reelt, at man ikke ved, om der kommer flere - eller færre - pesticider i grundvandet.
- Ved at undlade at teste kan man naturligvis sige, at så finder man heller ikke problemerne og behøver ikke handle på politisk på dem. Men det er ekstremt overraskende og dybt uansvarligt, at overvågning af det, statsministeren har kaldt Danmarks guld i undergrunden, ikke er en topprioritet for regeringen, siger Walter Brüsch. Han vurderer at den manglende overvågning er i strid med EU’s vandrammedirektiv. Og han er ikke i tvivl om, at den manglende politiske indsats gennem årtier er et brud på danskernes ret til rent vand:
- Vi ved, at der er virkelige alvorlige problemer med vores grundvand og den manglende beskyttelse ødelægger stadigt mere af det rene vand, nye generationer har krav på. Det er uacceptabelt at mørklægge tilstanden, når alt tilsiger, at vi tværtimod skal handle på den, lyder det fra Walter Brüsch.
Miljøminister Magnus Heunicke siger i en skriftlig kommentar til Altinget, at man på tværs af ministerier arbejder på at finde en løsning.
Danmarks Naturfredningsforening arbejder for, at der oprettes grundvandsparker, der er områder, hvor der ikke må bruges sprøjtemidler. Samme forslag har blandt andre Socialdemokratiet, SF og Radikale Venstre tidligere lanceret.
I den nye rapport fra Miljøministeriet anbefales det at sætte ind med et nationalt sprøjteforbud, der hvor grundvandet dannes og drikkevandet hentes op. Det vil være det billigste middel for samfundet og positivt for samfundsøkonomi.
Minister vil forbyde pesticider
Prisen for rensning af forurenet vand vil nemlig være væsentlig højere, end de tabte udgifter landbruget får. Samtidig konkluderes det, de nuværende frivillige aftaler med landbruget om et stop for brugen af sprøjtegifte ovenpå grundvandet har spillet fallit, lyder det i rapporten.
Fremtidens rene drikkevand er i fare, men vi kan stadig nå at vende udviklingen. Bliv medlem af Danmarks Naturfredningsforening og vær med i kampen for vores drikkevand!