Theis Ørntoft: Ulven er naturens sendebud
- 21. oktober 2026
Mit barndomshjem lå nær Gudenåen, og vi cyklede ofte ned til åen for at fiske skaller og gedder fra bådebroen. Jeg fangede næsten altid noget, mens små motorbåde og Hjejlen tøffede forbi med turister på tur til Himmelbjerget.
Som 13-årig blev jeg kørt ned af en flugtbilist og havnede på midten af en skrænt i grøften langs en øde landevej. Her lå jeg i januarmørket og forventede at høre lyden af en bildør, der smækkede, stemmer, der nærmede sig, men jeg hørte kun lyden af regnen i græsset. Over mig kunne jeg ane lysene fra bilerne, der kørte forbi, nedenfor lå mørket.
Jeg tror, at noget i mig allerede her erfarede, at meningen med universet ikke findes på individplan, men i de større forbindelser og samhørigheden med noget, der er større end os selv.
Mit nervesystem finder hjem i naturen
Fra mit barndomsværelse kunne jeg se ned til den mørke nåleskov. Det tændte en følelse af, at verden er fuld af betydning, mystik og mening. I storbyen savner jeg de stemninger, naturen vækker. Jeg bor med min kæreste og vores datter på Indre Nørrebro og føler ofte, at vi lever i en slags ’kulisser’ i et alt for automatiseret liv, hvor man fra sofaen kan bestille alt, hvad man har brug for, via et større og større arsenal af apps. Jeg tror, at vi er kommet for langt væk fra farerne og besværet og har retning mod en mere og mere meningsløs livsform.
Jeg har altid haft det bedst alene i naturen og kan forsvinde fuldstændig ind i den. For små ti år siden købte jeg et hus på Møn for i en periode at undersøge det at være helt alene i naturen. Der er få ting, der er bedre end følelsen af at ankomme en sen aften til et stille hus under en blændende stjernehimmel, fornemme en ugle, der letter fra træet, og bevægelserne ude i engen.
I naturen er det, som om jeg endelig slipper alt det, der ellers kører i mig. En anden sensibilitet stiger op i mig, når jeg går rundt ude i skoven. Farver, dufte, afstande, det skiftende underlag. Det er, som om noget i mit nervesystem finder hjem.
Natur og Miljø
Artiklen blev først bragt i vores medlemsmagasin Natur og Miljø.
Vil du modtage magasinet direkte i din postkasse og samtidig støtte en god sag?
Artiklen blev først bragt i vores medlemsmagasin Natur og Miljø.
Vil du modtage magasinet direkte i din postkasse og samtidig støtte en god sag?
Det gør mig vred at se os fortsætte ødelæggelserne af planeten. Selv bruger jeg ikke længere ordet klimakrise, da en krise er noget midlertidigt, man kan løse, og vi kan jo se på de officielle myndigheders statistikker, at ødelæggelserne bliver værre. Vi har i mine øjne fejlagtigt låst vores fokus på en temperaturstigning. For vi tør ikke lade pilen pege på os selv og den måde, vi lever på.
Vi har kendt løsningen siden 1972, hvor bogen ’Limits to Growth’ udkom. Siden da har vi vidst, at vores økonomiske vækst ødelægger kloden. Samtidig er CO2-udledningen steget med knap 150 pct. Jeg ser ikke, at vi er i gang med at løse noget problem. Jeg ser, at problemerne bliver større, mens politikerne taler om at nå i mål med en grøn omstilling, som jeg ikke kan få øje på. Jeg har et mørkt håb og lyst til at sprænge hul på den kollektive fortrængning. Det er det, jeg forsøger med mit nye essay ’Bag litiumbjergene’.
Læs også: Når vi behandler dyrene dårligt - så svækker vi vores egen overlevelse
Theis Ørntoft
I naturen er det, som om jeg endelig slipper alt det , der ellers kører i mig.
Realiteten er, at vi aldrig har brændt så meget kul og olie af, som vi gør i dag. Energien fra solceller og vindmøller er ikke omstilling, men en tilføjelse til et globalt energiforbrug, som stadig vokser. Ordet grønt er misvisende. For minedriften og udvindingen af sjældne jordarter efterlader klistrede have af syrekemikalier og aktive affaldsstoffer.
Jeg opfatter ulven som naturens sendebud. Den træder ind i paradis for at erklære, at spillereglerne er ændret. Ulven er et billede på det kontroltab, som naturen er ved at sætte i gang. Som når parcelhusveje bliver oversvømmet. For den enkelte husejer er det jo ikke fedt. Men jeg tror, der er en ny etik i det besvær, oversvømmelser skaber. De tvinger os til at samarbejde og gøre noget i fællesskab.
Læs også: Ulven er en oprindelig del af dansk natur
Måske har min vrede på naturens vegne med min trafikulykke som ung at gøre. Jeg følte, at jeg med min ene hånd rørte ved dødens verden. Jeg tror på Gaia-teorien: at Jorden er en levende organisme, og at vi alle er en del af Gaia, som gør, hvad den skal for at sikre livets stadige mangfoldighed og overlevelse. Det føles smukt at være forbundet med et stort, levende biosfærisk system. Måske opstod følelsen af forbindelse allerede dengang, da jeg blev kørt ned, lå i den grøft og blev ramt af regnen.
Skrevet af: Af Anne Anthon Andersen, foto: Mariam Dalsgaard/Ritzau Scanpix