Gå til indhold

Regeringen vil fortsætte med at brænde olie og gas af: Giver ingen mening

Regeringen vil fortsætte med at brænde olie og gas af: Giver ingen mening
  • 28. august 2026

På trods af løfter om mere grøn energi vil regeringen undersøge muligheden for at forlænge forbruget af olie og gas fra Nordsøen.

De grønne løfter står ellers i kø i den nye regerings aftalepapir.

Regeringen vil arbejde for en udfasning af opvarmning med olie og gas i 2035. Der skal udelukkende bruges grøn gas i 2030. Grøn energi skal være hovedfokus for blandt andet at sikre forsyningssikkerheden.

På trods af de fine ord om nødvendigheden af grøn omstilling er regeringen nu gået ind i arbejdet med at forlænge brugen af olie og gas fra de eksisterende platforme i Nordsøen. Noget, der ellers var enighed om at udfase i en politisk aftale fra 2020.

Efter planen ville forbruget af olie og gas fra Nordsøen stoppe totalt i 2042. Men nu kan det meget vel blive virkelighed, at Danmark fortsætter forbruget indtil 2050. For Daniel Hauberg, klimapolitisk seniorrådgiver i Danmarks Naturfredningsforening, svarer det til at hælde benzin på et bål, vi prøver at slukke.

- Der er ingen grund til at forlænge klimaskadelige licensaftaler i Nordsøen, når fremtiden er sol og vind. Det giver simpelthen ingen mening. Det hører fortiden til, og vi skal bruge vores tid og energi på fremtiden, siger Daniel Hauberg.

Læs mere: Overset rapport afslører: Regeringens klimapolitik dumper

Forsyner kun meget få

Klimaministeriet oplyser til DR, at et foreløbigt skøn viser, at en forlængelse af licenser i Nordsøen fra 2042 til 2050 vil medføre en øget CO2-udledning på mere end fem millioner ton, hvilket svarer til cirka en sjettedel af Danmarks udledning på et år.

Politikernes argument for at forlænge aftalerne er at gøre Danmark og Europa mindre afhængige af gas og olie fra Rusland og de arabiske emirater.

Men problemet med det argument er, at Danmark stort set ikke selv ’får gavn’ af de fossile brændsler, og forsyningen til Europa udgør en forsvindende lille del af Europas samlede forbrug. Så de europæiske lande vil stadig være afhængige af gas og olie fra ikke-EU lande.

- EU kommer aldrig til at kunne kontrollere prisen på olie og gas, lyder det fra Daniel Hauberg.

- Derimod vil en udbygning af den europæiske produktion af vedvarende energi, kombineret med elektrificering, give Europa en energiforsyning baseret på egne ressourcer, som vi selv har kontrol over, og som i mindre grad er afhængig af internationale priser.

Sæt skub til den grønne udvikling

Sæt skub til den grønne udvikling

Som medlem af Danmarks Naturfredningsforening kan du få en fordelagtig el-aftale fra Andel Energi. Medlemmer får nemlig 12 måneders gratis abonnement på SolEnergi. Dit strømforbrug dækkes 100% af certifikater fra danske solcelleparker. På den måde er du med til få endnu mere solenergi ind i fremtidens elforsyning i Danmark.

Går imod løfter og al logik

Licensforlængelserne ligger på klimaminister Samira Nawas bord. Hun har før sin ministertid været ude at kalde den tidligere regerings planer om det samme for ’helt uacceptabel’.

-Det kan virke som en bagatel, at det kun er otte års fornyelse af licensaftalerne. Men det er det ikke. Både fordi det i sig selv lægger en yderligere kraftig belastning på klimaet, men også fordi vi har brug for løsninger og investeringer i den grønne omstilling. Ikke sort forsyning, siger Daniel Hauberg.

-I stedet for at give tilladelse til nye boringer og oliefelter, som det her konkret vil betyde, bør vi investere i infrastruktur til grøn energi og udvikling af sol og vind, lyder det.

Læs mere: Oliekaos rammer verden, men Danmark har en fordel

Dyre og dårlige investeringer skal stoppe

Daniel Hauberg nævner en aktuel sag med en sukkerfabrik i Nakskov, der netop er lukket. I 2021 besluttede daværende klimaminister Dan Jørgensen at betale for et gasrør, så sukkerfabrikken kunne overleve. Det var en meget dyr løsning, og dengang argumenterede mange, inklusiv DN, imod det, fordi fabrikken nærmere burde have fået hjælp til at omstille til grøn el.

At sukkerfabrikken nu er lukket blot to år efter, gasrøret blev indviet, udstiller blot, at det er både dyrt og ineffektivt at blive ved med at investere i ’fortidens løsninger’ siger Daniel Hauberg.

-Klimaministeren har netop været ude at tage afstand fra investeringen i gasrøret, fordi fokus burde have været på den grønne omstilling. Det er vi helt enige i, og derfor forstår vi ikke, at ministeren er ved at begå samme fejl, hvis hun tillader investeringer i olie og gas.