Gå til indhold

Naturen er Danmarks største turistattraktion - og skaber jobs på landet

Naturen er Danmarks største turistattraktion - og skaber jobs på landet
  • 14. august 2026

Store naturområder skaber turistindtægter i milliardklassen og sikrer vigtige arbejdspladser i landdistrikterne, ifølge ny EU-rapport. I Danmark er der med Grøn Trepart flere store naturområder på vej.

Når den tyske lystfisker kaster snøren i Skjern å for at fange laks. Eller den norske familie booker et feriehus for at gå ture ved den vilde Vestkyst. Så er det udsigten til unikke naturoplevelser, der lokker dem til Danmark.     

Den slags naturturister lægger mange penge i lokalområdet. Det fremgår af en ny rapport fra EU-kommissionen om turismen i de såkaldte Natura 2000-områder.

Natura 2000-områder er store beskyttede naturområder, hvor EU’s medlemslande har forpligtet sig til at gøre noget ekstra for at passe på sjældne og truede arter eller særlige naturtyper.

Den slags naturområder er ikke bare vigtige for vores truede dyr og planter, fremgår det af EU-rapporten. Naturen trækker turister til og skaber arbejdspladser i ofte tyndtbefolkede egne.

Ifølge rapporten genererer turismeaktiviteter ved naturområderne årlige indtægter på op til 635 mia. kr. i EU-landene. Samtidig sikrer naturturismen op til 2 millioner fuldtidsarbejdspladser - især ude i landdistrikterne og i kyst- og bjergområderne, hvor der ofte mangler jobs.

Det kan løfte både økonomi, levevilkår og livskvalitet for lokalbefolkningen i området.

Læs også: 9 steder i Danmark: Her ligner naturen noget fra et eventyr

I Naturnationalpark Fussingø nær Randers er der skabt et 833 hektar stort sammenhængende naturområde. Bl.a. ved at arealer med landbrugsmarker er omlagt til natur.  Det giver plads til sjældne arter og mulighed for nye interessante naturoplevelser for lokale besøgende og turister.

Todo

Foto: © Claus Garde Bergmann

Naturturisme kan genskabe tabte arbejdspladser

Det er politisk aftalt, at vi skal have meget mere natur i Danmark. Det kan blive en kærkommen håndsrækning til landdistrikterne i Danmark, hvor arbejdspladserne er forsvundet i takt med effektiviseringen i landbruget.

For ifølge EU-rapporten kan naturturismen hjælpe til at holde landområder levende og give mulighed for, at lokalbefolkningen kan blive boende steder, hvor mulighederne for at tjene penge ellers kan være begrænsede eller ikke-eksisterende, som der står i rapporten.

Samtidig kan nærheden til et attraktive naturområde, ifølge EU’s rapporten, løfte hele lokalområdets image og øge investeringslysten her.

Bliv naturbeskytter

Bliv naturbeskytter

Naturen mangler plads, og tusindvis af dyr og planter er i tilbagegang og i fare for helt at forsvinde fra vores land.

Du kan blive en del af Danmarks største grønne fællesskab. Red naturen, klimaet og det rene drikkevand sammen med 137.000 andre.

Hvert år besøger ca. en halv million turister Rubjerg Knude ved Vestkysten, som hører til blandt de mest imponerende naturområder i Danmark. Her kan man opleve vild og utæmmet natur. Området er fredet og ejes af Danmarks Naturfond.

Todo

Foto: © Claus Garde Bergmann

Grøn trepart skal skabe store naturområder i Danmark

Sidste år vedtog partierne bag den grønne trepartaftale at sætte gang i arbejdet med 10 såkaldte signaturprojekter. Her er målet at skabe store sammenhængende naturområder rundt omkring i Danmark.

Det skal ske ved, at eksisterende mindre naturområder bliver bundet sammen til store, når marker bliver taget ud af landbrugsdrift og omlagt til natur.

Signaturprojekterne kan ifølge naturpolitisk rådgiver i Danmarks Naturfredningsforening Anders Horsten give os en natur tilbage, som vi ikke har i Danmark i dag. Med nye unikke naturoplevelser.

- Med signaturprojekterne får vi omsider sat skub i etableringen af områder med plads til en vild og dynamisk natur i Danmark, siger Anders Horsten, der fortsætter:

- Det vil skabe levesteder for et væld af truede og sjældne arter - og samtidig give både lokalbefolkningen og turister nye muligheder for nye store naturoplevelser, siger han.

Når landbrugsdrift stopper i et område, så kan orkideerne komme tilbage. For når der ikke gødes med gylle og kunstgødning mere, så bliver der plads til de nøjsomme og sjældnere arter, der lever bedst i næringsfattig jord. Her en plettet gøgeurt i Villestrup ådal syd for Aalborg.

Todo

Mere vild natur på vej i Danmark med Grøn Trepart

- Den danske natur er en af de mest forarmede i Europa

- Mens landbruget fylder 60 procent af landarealet, så mangler der levesteder til de vilde dyr og planter.

- Det skal der laves om på med blandt andet grøn trepart

- Her skal et markareal svarende til Fyn og Bornholm omlægges til skov og vild natur.

- Samtidig er regeringen på vej med en natur- og biodiversitetslov

- Den har som mål, at 30% af landet skal være beskyttet natur.

Danmarks største områder med sammenhængende natur ligger i Thy, bl.a. i området Thy Nationalpark. Den besøges hvert år af naturturister, der bl.a. vandrer tværs gennem de store hede- og klitområder og langs de uberørte kyster som her ved Vorupøre.  

Todo

Mangel på natur har konsekvenser

Mens store beskyttede naturområder er udbredt i det meste af Europa, så halter Danmark her gevaldigt bagefter. Danmark har meget få store områder med sammenhængende natur og kun omkring 2 procent af landet kan ifølge Biodiversitetsrådet betegnes som beskyttet natur.

Naturen har desperat brug for mere plads i Danmark, og det har store konsekvenser for biodiversiteten.

- Vi mangler plads til de naturlige processer, der er med til at skabe variation og levesteder for den truede og sjældne natur, siger naturpolitisk rådgiver i Danmarks Naturfredningsforeningen Anders Horsten, der uddyber:

 - Vi skal have store sammenhængende naturområder, hvor arterne kan brede sig, vandet flyde frit, træer blive gamle, og hvor store dyr som vildheste, vildokser og bison kan være med til at forme et levende landskab, siger han.

Læs også: Oplev den fantastiske natur, som Grøn Trepart kan give os meget mere af

Naturen ved Skjern å lokker lystfisker-turister fra hele verden til Ringkøbing kommune. Men fiskebestandene i Danmarks mest vandfyldte å-system er pressede. De mangler levesteder og rent vand, hvilket kommunerne, Danmarks Naturfredningsforening og landbruget arbejder sammen om at gøre noget ved gennem den lokale trepart.  

Todo

Foto: © Thomas Laursen

Naturen er Danmarks største turistattraktion

Kyst- og naturturismen er allerede i dag en væsentlig bidragsyder til vækst og udvikling i de danske landdistrikter og stod i 2022 for mere end 45 mio. overnatninger uden for de større danske byer.

Her brugte kyst- og naturturister i gennemsnit 1000 kr. pr. døgn og bidrog med en samlet omsætning på godt 88 milliarder kroner, næsten 2,5 gange det storbysturisterne lægger i Danmark.

Det fremgår blandt andet af analyser fra turistorganisationen Visit Denmark, der her kalder naturen for Danmarks største turistattraktion

I en undersøgelse fra 2024 fremgår det, at 77 procent af de udenlandske kyst- og naturturister og 61 procent af de danske i høj eller afgørende grad vælger at holde ferie i Danmark for ”Natur, strand, kyst og hav”.

Mens 55 procent af de udenlandske og 44 procent af de danske kyst- og naturturister angiver at ønsket om ”Vandring og længere gåture i naturen” i høj eller afgørende grad har været årsag til, at de valgte at holde ferie i Danmark.   

De natursøgende turister genererer mange jobs - især i tyndt befolkede kommuner som Ringkøbing, Jammerbugt og Varde, hvor kyst- og naturturismen står for 18-24 procent af alle arbejdspladser i kommunerne.

Til sammenligning står landbruget med følgeerhverv for 12-16,5 procent af arbejdspladserne i de tre ellers landbrugstunge kommuner.

Signaturprojekt er store sammenhængende naturområder

  • I signaturprojekter bindes eksisterende natur sammen ved at tage landbrugsjord ud af drift og genoprette naturen på arealerne.

  • Her har natur og biodiversitet førsteret og målet er at beskytte og genoprette specifikke naturtyper, f.eks. overdrev, strandenge og moser.

  • Signaturprojekterne tager udgangspunkt de lokale omlægningsplaner, som de repræsentanter for kommunerne, Danmarks Naturfredningsforening og landbruget er blevet enige om i de lokale treparter

Skagens Gren er et stort naturområde , der hvert år tiltrækker mellem 1-2 millioner besøgende. Det blev fredet i 1940 for at forhindre byggeri og beskytte den særlige natur på toppen af Danmark.

Todo

Foto: © Dennis Lundby

Fortidens kystfredning skabte grundlag for nutidens turistboom

Det er især de uberørte danske kyster, der i dag trækker turister til Danmark. Mange europæiske kyster er blevet bebygget helt ned til vandkanten, mens de danske kyster er beskyttet mod byggeri.

Det blev de, da Folketinget i 1937 efter et stort og vedholdende pres fra Danmarks Naturfredningsforening indførte en strandbeskyttelseslinje.

Ligesom med vores unikke kystnatur kan store sammenhængende naturområder andre steder også trække turister til, spår Anders Horsten på baggrund af EU-rapporten. Og skabe nye muligheder i affolkede landområder, hvor manglen på job og nye tilflyttere i dag er akut.

- Danskerne må i dag rejse til udlandet, hvis vi for alvor vil opleve vild og storslået natur. Det kan man få f.eks. i de store nationalparker rundt omkring i verden, men det er på tide, at vi giver os selv og turisterne samme muligheder herhjemme. Potentialet er enormt, lyder det fra naturpolitisk rådgiver i Danmarks Naturfredningsforening, Anders Horsten.

Læs også: 16 smukke og vilde kyster i Danmark

Med Grøn Trepart skal 400.000 hektar landbrugsjord tages ud af drift, så skov og vild natur kan vende tilbage. Det svarer til et areal på størrelse med Fyn og Bornholm tilsammen. 

Todo

Foto: © Claus Garde Bergmann

Naturturisme skal balancere med naturen

Inden for Natura 2000-områder er økonomiske aktiviteter ikke forbudt, forudsat at de ikke påvirker naturbevaringsmålene negativt. Men det gælder om at finde den rette balance mellem naturbeskyttelse og en bæredygtig turisme, fremgår det af EU-rapporten.

Et ureguleret turismepres på et naturområde kan med tiden nedslide området og gøre skade på netop den natur, som turisterne kommer for at opleve.

Anders Horsten fremhæver på linje med EU-rapporten, at det er vigtigt at tænke adgang og fritidsaktiviteter ind fra starten, når man etablerer ny natur.

- Der skal også være områder med få eller ingen stier og veje, hvor de store pattedyr, rovfugle og andre sårbare arter kan finde fred. På den måde kan man godt have mange besøgende og skabe naturoplevelser i store naturområder, samtidigt med, at der bliver plads til uforstyrrede områder til de store dyr, siger naturpolitisk rådgiver i Danmarks Naturfredningsforening, Anders Horsten.

Derfor er det vigtigt med en omhyggelig planlægning og bæredygtig forvaltning af områderne, der kan hjælpe med at balancere presset på naturen.

Så det sikres, at turismen fortsat understøtter både lokale økonomier og de naturlige og kulturelle landskaber, der tiltrækker de besøgende, fremgår det af EU-rapporten.

Den vilde natur er helt afgørende for Skagens status som turistmagnet. Her ligger bl.a. Råbjerg Hede som et stort og fredet naturområde. Det er en af Danmarks fineste urørte klitheder og danner sammen med sandmilen Råbjerg Mile et enestående og vildt landskab.

Todo

Foto: © Claus Garde Bergmann