Husdyr, kæledyr, skadedyr, forsøgsdyr, produktionsdyr, cirkusdyr…  

Listen over ord, vi bruger til at betegne alt fra orme og rotter til heste, grise og elefanter, er lang. Og ord er ikke bare ord. Betegnelserne er med til at bestemme, om et dyr bliver behandlet som et ekstra, elsket familiemedlem eller som et produkt, en genstand, påpeger forfatter og foredragsholder Mathilde Walter Clark. 

-Vores ord for dyr handler typisk om, hvordan vi bruger dem. Derfor handler de mere om os end om dyret. At være produktionsdyr er jo ikke en naturgiven kategori. Det er os, der har skabt et sprog for en bestemt gruppe dyr, der fuldstændig fortrænger, at de er noget som helst andet end noget, der hører til i en produktion. Og så kommer det helt bag på os, at de har nogle behov, der rækker ud over produktionshallen, siger hun. 

De senere år har hun brugt en stor del af sit virke på at tale særligt produktionsdyrenes sag. Hun holder jævnligt foredrag om emnet og har blandt andet skrevet en anmelderrost bog om minksagen, ’Det blinde øje’, og essaysamlingen ’Hvordan man laver dyr’. I begge bøger dissekerer hun, hvorfor og hvordan vi er holdt op med at betragte dyrene i vores produktion som dyr, og hvad det gør ved os.  

-Og jeg hiver hele tiden fat i sproget, fordi jeg synes, det siger enormt meget om vores opfattelse af dyrene, siger hun. 

Systemisk dyremishandling - Vores landbrug er på dyrenes bekostning 

200 millioner dyr gemt af vejen i haller 

Men det er ikke kun i sproget, vi har fortrængt dyrene. De er også fortrængt fra den virkelige verden. Fra marker, enge og bakkedrag, selvom de, deres antal taget i betragtning, burde være synlige overalt, pointerer Mathilde Walter Clark. 

-De færreste af os tænker jo over, at der er 200 millioner dyr her i landet, som vi deler plads med, fordi de lever gemt af vejen i store haller. Det gør, at vi ikke kan forvisse os om, hvad der egentlig foregår, og det betyder, at vores erfaringsverden ikke længere er overlappende, siger hun og mener, det har skabt en ’normkløft’ mellem dem, der arbejder i produktionen og har en økonomi bundet op på det, og det omgivende samfund.  

-Den normkløft tror jeg ikke, der var, dengang en fjerdedel af befolkningen arbejdede i landbruget, og alle kunne stå og kigge ind over hegnet. Så selvom jeg ikke tror, at det var idel lykke for dyrene dengang heller, så var der nogle fælles normer for, hvad der var acceptabelt at gøre ved dem. Så hvis alle de der produktionshaller var lavet af glas, og vi var tvunget til at se, hvad der foregår, så tror jeg, det hele ville se anderledes ud, siger hun. 

At vi indimellem får et kig ind bag murene i de store svinefabrikker – f.eks. gennem skjulte optagelser – er ikke tilstrækkeligt, konstaterer hun.  

”Dels glemmer folk det hurtigt igen. Og dels får vi ofte at vide, at det kun var i lige netop de besætninger, der var problemer. Man spiller på, at vi ikke har mulighed for at vide, om det er sandt,” pointerer hun og tilføjer, at fortalerne for at producere dyr, som vi gør i dag, i samme ombæring argumenterer med, at der ellers bare er andre lande, der tager over, og så får dyrene det værre endnu.  

”Det er en drejebog, som lobbyisterne har taget fra tobaksindustrien. Det samme argument bliver brugt af andre klimaskadelige industrier, som f.eks. kødindustri og kulindustri.”  

I sin bog ’Hvordan man laver dyr’ henviser hun til en international undersøgelse, der viste, at syv ud af verdens ti største kødproducenter – herunder Danish Crown – hævder, at deres produktion er mindre klimaskadelig end andre landes.  

”De benytter sig af ’the bullshit asymmetry principle’, som lyder, at det kræver meget mere energi at tilbagevise den slags argumenter end at producere dem. Men vi bør pille ’hvis ikke vi gør det, gør de andre det’-argumentet fra hinanden en gang for alle, så vi ikke skal have den diskussion, hver eneste gang vi skal have nedlagt en eller anden forurenende aktivitet.”  

Sådan kan livet for en gris også se ud - mudder-wellness og masser af plads

Stor risiko for virus og pandemier

Mathilde Walter Clark synes ikke bare, det er synd for dyrene, at de bliver gemt af vejen og fortrængt. I sidste ende vil det gå ud over os selv, mener hun og kommer med et eksempel: 

-Det, at vi har alle de dyr og opbevarer dem under de former, som vi gør, medfører f.eks. meget stor risiko for at udvikle virus og pandemier og zoonoser, som er til fare for os selv. Og alle virologer siger, at det ikke er et spørgsmål om hvorvidt der kommer en pandemi igen, men hvornår der kommer en pandemi, siger hun og fortsætter:  

-Og så er der alle de habitater, der bliver ødelagt, fordi der skal være plads til at dyrke foder til alle de her dyr. Vi bliver ved med at lade, som om vi i Danmark har en ’fødevareproduktion’, men det har vi jo ikke. Vi har en foderproduktion. Og hele dyrkningsformen af alt det foder, dyrene skal have, går ud over vores miljø, vores omgivelser, vores vandmiljø og vores hav, som vi også er afhængige af. For det er et kemilandbrug, hvor man bruger pesticider – herunder evighedskemikalier som PFAS. Det er et system, der på ingen måde er bæredygtigt. På et eller andet tidspunkt tipper det. Så kan det ikke længere lade sig gøre at fortsætte. 

Mathilde Walter Clark hiver fat i sproget igen, når hun taler om landbrugets CO2- og kvælstofudledning. 

”Det er igen sådan nogle abstrakte ord og navne, vi bruger, så vi fuldstændig glemmer, at det handler om dyr,” påpeger hun.  

-Til mine foredrag gør jeg en dyd ud af at spørge folk, om de ved, hvad kvælstof er, og det er ikke specielt mange fingre, der ryger i luften der. Så folk ved ikke, at kvælstofudledning faktisk kommer fra pis og lort fra de 200 millioner dyr. Derfor kan vi have sådan nogle bizarre samtaler om, hvorvidt kvælstoffet på vores jorder, der løber ned i vores grundvand og ud i havet, kommer fra byerne eller fra landbruget, siger hun. 

Ifølge Miljøstyrelsen og Aarhus Universitet kommer cirka 70 pct. af kvælstofudledningen fra landbruget, og det ville formentlig ikke komme bag på nogen, mener Mathilde Walter Clark, hvis vi snakkede mere om, hvad det i virkeligheden er. 

-Så ville det ikke være svært for folk at forstå, at 200 millioner dyr, hvoraf en meget stor del er meget større, end vi er, kan producere meget mere pis og lort i løbet af et år, end vi selv kan. Uforholdsmæssigt meget mere end 6 millioner mennesker, siger hun. 

Vi er også selv dyr - og en del af et økosystem

Grundlæggende har vi en naturkrise, mener Mathilde Walter Clark. Og den kan vi ikke løbe fra, uanset hvad vi kalder det. 

-Bare det, at vi kalder det klimaforandringer … og vi snakker om at ’redde klimaet’. Det er i sig selv en mærkelig sproglig konstruktion, for hvem skulle have en interesse i at redde klimaet? Vi skal redde os selv og vores egen mulighed for overlevelse. Det er svært at forstå, hvorfor man skal redde en abstrakt størrelse som klimaet, siger hun og opsummerer sine synspunkter: 

-Alt det her, jeg remser op, er alle de steder, hvor fortrængning gør os sårbare i forhold til vores egen overlevelse på planeten. Hun fortsætter: 

-Det er, som om vi glemmer, at dyrene er dyr, men også at vi selv er dyr og en del af et økosystem. At vi selv tilhører naturen, også selvom vi i vores forestillinger har rykket os ud af naturen og bildt os ind, at vi kan mestre den. Men vi kan ikke ophøre med at være biologi. Vi kan prøve at fortrænge det og dække det til med sprog, men uanset hvad vil det få nogle konsekvenser for vores overlevelsesmuligheder, hvis vi bliver ved med at køre i det system, siger hun. Og så åbner hun for muligheden af en flig af håb: 

-Vi har en mulighed for at lave om på det, hvis vi ikke vil lære det på den hårde måde. Men det kræver, at vi begynder at snakke om tingene, som de er. Først når vi gør det, kan vi begynde at forholde os til det og få relevante idéer til, hvad vi skal gøre ved det. 

Af: Maja Plesner, Foto: Martin Bubandt