Myndigheder får hård kritik: Kontrollen med svinestalde svigter
- Landbrug
- 27. april 2026
Kontrollen med dyrevelfærd i de danske svinestalde er hullet som en si. Der er flere muligheder for at undgå kontrol. Kommer der sanktioner, er de i langt de fleste tilfælde milde, og den lovmæssige efterfølgende kontrol af stalde, hvor der har været lovbrud, kan landbrugerne omgå. Så hård er kritikken af kontrollen med dyrevelfærd i de danske svinestalde, som Rigsrevisionen fremfører.
Præsident i Danmarks Naturfredningsforening Maria Reumert Gjerding er rystet over kritikken fra Rigsrevisionen:
- Grise i Danmark lever under så ringe forhold, at vi ikke kan være det bekendt. Store dyr vokser op på 0,65 kvadratmeter uden nogensinde at se dagslys. De spændes fast i metalbøjler, og svimlende 25.000 smågrise dør hver eneste dag. Nu konkluderer Rigsrevisionen så, at myndighederne udfører særdeles mangelfuld kontrol med, at svineproducenterne lever op til de alt for lave minimumsstandarder for dyrevelfærd, som er virkeligheden her i 2026 i Danmark. Det er slet ikke godt nok, siger Maria Reumert Gjerding.
Kommunen vil sige stop for flere svin - men loven spænder ben
Danmark er et af verdens mest intensivt dyrkede lande. Landbrug tager plads fra natur og forurener drikkevandet. Men der findes løsninger. Vi arbejder for at reducere husdyrproduktionen markant, og mere økologi.
Rigsrevisionen kritiserer samtidig, at Fødevarestyrelsen har en instruktion om ikke at kontrollere reglerne for halekupering, selvom der i EU har været forbud mod halekupering i 33 år. Det kan være et brud på EU-reglerne, mener Rigsrevisionen.
- Det er under al kritik, at styrelsernes kontrol med halekupering er så mangelfuld. Systematisk halekupering har været ulovligt i årtier, og alligevel halekuperes stort set alle smågrise. Det er åbenlyst, at gældende lovgivning ikke overholdes. Det er vildt, og kalder på akut politisk handling, siger Maria Reumert Gjerding.
Journalist undercover: Et blik ind i horrible forhold i staldene
Problemerne med dyrevelfærdskontrollen er massive. Danmarks Naturfredningsforening finder det særlig grelt, at kontrollen giver mulighed for at griseproducenter bevidst kan snyde.
Rigsrevisionen finder nemlig eksempler på at svineproducenter, der tidligere har fået påbud eller bøde på grund af problemer med dyrevelfærd, efterfølgende forsvinder fra kontrolsystemerne, fordi de splitter deres virksomhed op. Og derved undgår opfølgende kontrol i samme virksomhed som før.
- Når man læser rapporten, er det tydeligt at nogle griseproducenter bevidst udnytter huller i systemet med virksomhedskonstruktionerne for at undgå træk i landbrugsstøtten. Politikerne bør undersøge om man kan trække i støtten med tilbagevirkende kraft i de tilfælde, hvor der har været snyd, siger Maria Reumert Gjerding.