Havørns rede fældet midt i ynglesæsonen
- 12. februar 2026
Et ørnepar har gjort klar til næste generation havørne i et træ i en skov ved Skælskør. Men som det eneste træ i skoven, er netop det træ med ørnenes rede blevet fældet. Det er næppe tilfældigt, skriver Dansk Ornitologisk Forening, der nu har anmeldt den ulovlige fældning af havørnenes redetræ til Midt- og Vestsjællands Politi.
Ødelæggelsen af havørnenes rede føjer sig til en lang række af voldsomme angreb mod rovfugle i Danmark. Dansk Ornitologisk Forening har siden 2008 kendt til omkring 69 rovfugledrab, hvor en del af de døde havørne, kongeørne, røde glenter, tårnfalke og andre rovfugle er blevet forgiftet med det ekstremt farlige og strengt forbudte pesticid Carbofuran.
- Vi ser det som forsøg på systematisk at udrydde rovfugle for at beskytte private jagtinteresser. Forgiftningerne sker nemlig typisk i områder, hvor der udsættes fx fasaner tiltænkt jagt. Men fasan er også byttedyr for rovfugle, siger biolog i Danmarks Naturfredningsforening Bo Håkansson, der også undrer sig over, at man på nettet kan købe cabofuran via udenlandske hjemmesider.
Havørneredde fra Skovsgaard på Langeland
Danmarks Naturfredningsforening har længe arbejdet for en langt stærkere indsats mod kriminalitet mod naturen - såkaldt faunakriminalitet. Lige som DN også kæmper for reelle straffe for drab på de fredede rovfugle.
I september sidste år blev en havørn og en musvåge fundet døde af carbuforan, og lige før jul fandt man en havørn ved Langeland, der var blevet forgiftet med samme gift. Sagerne som disse bliver sjældent opklaret og sker det, har det stort set ingen konsekvens.
I december 2025 faldt dom i en sag fra Tyrrestrup Gods i Østjylland, hvor to forgiftede rørhøge blev fundet. Selvom drabene var en tilståelsessag, udløste de blot en dom på 40 dages betinget fængsel, og der faldt hverken bøde eller frakendelse af jagttegnet.
- Det har stort set været frit spil til disse forbrydelser, og der sker formentligt langt flere drab, end vi opdager. Men af de drab, vi opdager, er kun ganske få blevet opklaret. Selvom en sag faktisk er endt med domsfældelse, har det været stort set omkostningsfrit for den skyldige, siger Bo Håkansson, der også er uforstående over for, at man ikke frakendes jagttegnet for bestandig, hvis forbrydelsen direkte eller indirekte relaterer sig til jagt.
Når mennesket skader naturen - se 5 eksempler på naturkriminalitet
Regeringen har med et bredt flertal netop hævet bødestraffen med 100 procent for at begå naturkriminalitet. I de allergroveste tilfælde skal det medføre fængselsstraf.
Nu får vi et særligt naturpoliti
Danmarks Naturfredningsforening har opfordret politikerne til, at der dannes en specialiseret efterforskning af overtrædelser af jagt- og naturbeskyttelsesloven. Desuden skal strafferammen for at slå et fredet dyr ihjel udnyttes bedre ved grove overtrædelser, så man netop ryger i fængsel, hvis man med fuldt overlæg skader eller dræber et fredet dyr.
Politisk er det besluttet, at der skal etableres et antal stillinger med specialiserede efterforskere, som kan fokusere på naturkriminalitet. Det er endnu ikke afgjort, om der etableres en særlig enhed som i Norge, eller om efterforskerne fx skal have ophæng i de allerede etablerede dyrevelfærdsenheder.
-Vi er rigtig, rigtig glade for, at der nu opbygges ekspertise i disse sager, for der er naturkriminelle derude, der er nødt til at få budskabet om, at man ikke må slå fredede dyr ihjel, af en dommer, siger Bo Håkansson, der efterlyser endnu mere:
-Men vi håber fortsat, at myndighederne også vil foretage systematiske stikprøvetilsyn, så der er en større chance for at opdage ulovlige fælder, giftudlægning og andre overtrædelser. Det kan være som at lede efter en nål i en høstak, men vil formodentlig have en vis forebyggende effekt, som vi jo slet ikke ser i dag, siger Bo Håkansson. Han opfordrer alle, der færdes i naturen, til at hold ekstra øje.
Finder man ådsler, eller rester af ådsler, som vækker mistanke om at være lagt ud, så tag evt. et foto, og giv et praj til enten DOF eller DNs lokale afdelinger.
Det kunne være slagteriaffald, en skudt ræv eller krage, som man jo normalt ikke ville efterlade på jorden.
Om Carbofuran:
Carbofuran er et stærkt giftigt pesticid, som er forbudt til de fleste anvendelser i mange lande, herunder Danmark og EU - på grund af dets alvorlige sundheds- og miljørisici.
Det er ulovligt at købe, sælge eller anvende carbofuran i EU. Men giften kan købes over nettet.