Grønne dokumentarfilm du skal se
- Medlemsfordel
- 26. februar 2026
Vi giver dig 9 grønne anbefalinger til dokumentarfilm. Brug rabatkoden: NATUR , når du bestiller dine billetter, så får du 20 pct.
I Danmark stiger vandet. I Sverige spreder skovbrandene sig. I Norge skrider jorden under deres fødder, og på Færøerne kæmper de mod voldsomme storme. Alt sammen på grund af klimaforandringerne. Den danske dokumentarfilminstruktør Phie Ambo har gennem flere år skabt film om, hvordan vi kan undgå klimakrisen. Problemet er, at det kan vi ikke længere. Vi skal nu til at lære, hvordan vi lever med krisen og naturens kræfter.
Så da den danske forsker Rico Kongsager kontaktede Phie Ambo for at høre, om hun ville følge projektet ’The Climate Change Resilience in Small Communities in the Nordic Countries’ (CliCNord), sagde hun ja. I projektet undersøger forskerne, hvad der sker, når vi begynder at tale om klimaforandringerne – og oplever dem helt tæt på. Det er der kommet filmen ’Ilden, Vandet, Jorden, Luften’ ud af. Den er skabt af filmhold i Danmark, Sverige, Norge og Færøerne, der fokuserer på hvert sit element. I Danmark fulgte Phie Ambo indbyggerne på den sydfynske ø Skarø, der er voldsomt udfordret af havstigninger. I starten er særligt den brandansvarlige Bjarne ikke ret optaget af de stigende vandstande, men da øen bliver ramt af en stormflod, vender han på en tallerken og kaster sig ind kampen.
- Historien viser så fint, hvad fællesskaber kan. Men den viser også, at mange skal igennem en erkendelsesproces, hvor de skal forstå, hvor alvorligt det her er. På Skarø bygger de ikke bare et dige, nej, de står sammen og hjælper hinanden, da vandet pludselig stiger, siger Phie Ambo.
- Det allerbedste beredskab er at kende sin nabo, når krisen rammer. Det er i fredstid, du skal lave madklubber og nabofællesskaber – det er en ekstremt positiv tilgang til krisebevidsthed, synes jeg.
Men samtidig med at vi ruster os mod klimaforandringerne, skal vi fortsat gøre alt, hvad vi kan, for at politikerne træffer de rigtige valg, mener Phie Ambo.
- I øjeblikket ruster vi os til krig – og det skal vi selvfølgelig – men krig kan gå over. Det gør klimakrisen ikke. Det er resten af vores liv, og derfor skal vi fortsat kæmpe imod. Men vi er også nødt til at kunne gå ind og ud af krisetilstanden, for ingen kan forholde sig til kriser hele tiden. Jeg ser det som et stafetløb, hvor man kan tage en velfortjent pause, mens en af de andre overtager stafetten, så man har kræfterne til at løbe, når stafetten kommer retur.
Trods de dystre fremtidsudsigter skal vi også holde fast i troen på fremtiden. I filmen taler en person fra fremtiden derfor direkte til os og lader os vide, at der, hvor hun er, er det lykkedes at skabe en bedre verden. Fremtidsfortællingen er skrevet af Shekufe Tadayoni Heiberg, der har skrevet den lille ordbog ’Livets verber’.
- Det er et vidunderligt værk. Og selvom det er lidt usædvanligt at bruge en fiktiv fortælling i en dokumentarfilm, var det nødvendigt for at bevare modet. For det hjælper at sætte ord på, hvordan verden vil se ud, når det er lykkedes. Når vi lever i en fremtid, hvor vi ser os som en del af naturen og ikke over naturen. Det gør mig håbefuld.
’Ilden, Vandet, Jorden, Luften’ får premiere på CPH:DOX den 12. marts og derefter i en række biografer landet over den 23. april. Du kan få på 20 pct. rabat ved visningen på CPH:DOX. Brug koden NATUR
Skrevet af Charlotte Taarnhøj Dahlstrøm, foto: PR
Mød instruktør Phie Ambo med præsident for Danmarks Naturfredningsforening Maria Reumert Gjerding og klimaforsker Nina Baron til en snak om klimaberedskab, håb og handlemuligheder.
De fleste har nok ind imellem drømt om at hoppe af hamsterhjulet, flytte på landet og leve et enkelt liv tæt på naturen. Ema har gjort noget ved. Sammen med sin mand, Tomas, har hun trodset både sine forældres forventninger og samfundets normer og valgt sin egen vej. Det unge par har hævet deres opsparing og købt en grund på landet for at starte en familie, hvor de sammen kan omfavne forældreskabets transformerende kræfter.
Men ikke alt er idyl. Emas valg om at prioritere sin familie frem for karriere og sikkerhed skaber en dyb kløft mellem hende og hendes forældre, der har svært ved at acceptere hendes valg. Mens Ema og Tomas kæmper med økonomiske vanskeligheder, går Ema i terapi for at reflektere over sig selv og sine valg. For måske er den anerkendelse, hun søger fra sine forældre, nødt til at komme inde fra hende selv. Patricia Dratis debutfilm er en nærværende film om at omfavne livet og selv, og emmer af både kærlighed, venskab og cinematisk poesi.
Find filmen her.
Brug rabatkoden NATUR, når du bestiller dine billetter, så får du 20 pct.
I 30 år har stormjægeren og naturfotografen Jeff Gammons opsøgt alle de største orkaner langs de amerikanske kyster og indfanget deres rå skønhed med sit kamera. ‘Stormbound’ følger ham tæt, når han ufortrødent kaster sig ud i uvejret, og er lavet i det ultimative biografformat, IMAX. Med andre ord: Det her er en biografoplevelse af den allerstørste slags. Men selvom de sublime scener fra orkanernes øje kan måle sig med de største actionbrag, er det på en bund af smertefuld alvor. Jeff lider nemlig af en livstruende sygdom, der betyder, at han kan dø når som helst. Og måske er det netop dødsdriften, som driver ham mod stormene? Med en mørk sky hængende over sig, og med sin elskede og trofaste kone ved sin side, er det på tide at overveje, hvad der egentlig betyder mest i livet. Derfra udvikler sig en ren og smuk kærlighedshistorie, der vil gå lige i hjertet.
Den unge aktivist Michael Greenberg er grundlægger og leder af klimabevægelsen Climate Defiance og igennem ham får vi et unikt indblik i nutidig klimamodstand i konstant bevægelse. Med inspiration fra Gandhi, USA’s borgerrettighedsbevægelse og ACT UP kalder han til civil ulydighed mod de kræfter, der er ved at ødelægge planeten og vi møder et broget, idealistisk fællesskab, der improviserer, fejler, sadler om og fortsætter, drevet af en urokkelig vilje og en enorm energi.
Med andre ord, et magnetisk centrum for en film om vor tids nok største udfordring. Instruktørparret Emma Wall & Betsy Hershey følger Greenberg og hans med-aktivister i deres aktioner, deres kriser og deres gennembrud. De er fælles om desperationen over den apatiske indstilling til klimaet, men det betyder ikke, at de enige om alt. Med deres ikke-voldelige aktioner ryster de samfundet vågent og skaber virale bølger på de sociale medier. Og i ‘Just Look Up’ sker det til musikalsk brændstof af Chappell Roan, Doechii og Billie Eilish - stemmer, der ligesom Greenberg selv taler på vegne af en generation, der vil have forandring nu.