Gå til indhold

Fra mark til skov: Nu bliver Grøn Trepart til virkelighed

Fra mark til skov: Nu bliver Grøn Trepart til virkelighed
Foto: Naturstyrelsen
  • 13. oktober 2026

De første nye skove fra Grøn Trepart skyder nu op. De skal give mere plads til vild natur, nye levesteder og samtidig beskytte vores drikkevand. Over 20 % af Danmark vil blive skov i fremtiden.

Skovmår, pragttorbister og grønspætter får nye levesteder. I disse måneder rejses den første del af den urørte skov, der er besluttet i den grønne trepart. Det sker ved Horsens, hvor en ny urørt skov i fremtiden skal udgøre et nyt vildt hjem til mange af de arter, der i dag er hjemløse, og samtidig beskytte borgernes rene drikkevand.

- Den nye Højballe Skov i Horsens er 191 hektar. Det er bare begyndelsen på de 250.000 hektar nye skove, der skal etableres de næste 20 år. På den måde er det en af Danmarkshistoriens største skrivebordsøvelser, der nu er i gang med at blive omsat til konkret handling, siger Anders Horsten, der er biolog i Danmarks Naturfredningsforening.

Det særlige ved den nye skov er, at den efter en årrække skal lægges urørt. Det betyder, at der de første cirka 30 år f.eks. tyndes ud i skovens træer, mens træerne i øvrigt får lov at ligge i skovbunden, når de vælter.

Der er planer om, at skoven skal afgræsses, så der skabes mere lys til skovens planter og blomster. Det sikrer en meget større variation end i en produktionsskov. Efter 30 år overgår området til urørt tilstand, mens drift af veje, stier, friluftsfaciliteter og naturforbedrende tiltag fortsætter.

- Vi har et akut behov for at give skovens mange truede arter deres levesteder tilbage. Så det er helt afgørende, at vi lægger endnu flere eksisterende skove ud som urørte. Men det er også vigtigt, at vi tænker nye vilde skove ind i de nye skovlandskaber, vi i fremtiden skal have, siger Anders Horsten.

Læs også: De her dyr og planter er vi ved at miste

Todo

Foto: © Naturstyrelsen

Skove er mere end bare træer

I dag har Danmark omkring 650.000 hektar skov, og yderligere 250.000 hektar nye skove er planlagt, så skove vil dække 21 procent af landets areal. Ud af dem skal 100.000 hektar udlægges som ny urørt skov, hvor naturen og biodiversiteten skal have frie rammer uden kommerciel skovdrift.

- Fremtidens urørte skove kommer forhåbentlig til at se markant anderledes ud end de skove, vi kender i dag. I stedet for de nuværende mørke skove, med træer på rad og række, vil skovene være langt mere lysåbne. De vil være fulde af skovenge og skovmoser med et mylder af blomster, sommerfugle og vilde bier. Der vil være mange flere gamle og døde træer og flokke af heste, okser og bisoner, siger Anders Horsten.

Hvad er en urørt skov? 

Bliv naturbeskytter

Bliv naturbeskytter

Naturen mangler plads, og tusindvis af dyr og planter er i tilbagegang og i fare for helt at forsvinde fra vores land.

Du kan blive en del af Danmarks største grønne fællesskab. Red naturen, klimaet og det rene drikkevand sammen med 137.000 andre.

I Højballe Skov får vandet lov at vende tilbage. Det sker ved at bryde markdræn og tilbageholde overfladevand. Så genskabes fugtige lavninger, der styrker biodiversiteten og understøtter en mere varieret naturlig tilgroning. Naturstyrelsen har allerede plantet over 140.000 træer på den tidligere landbrugsjord.

- De nye skovlandskaber skal helst opstå af egen drift og ad den vej blive store, sammenhængende landskaber med mosaikker af levesteder med græssende dyr. Vi kan hjælpe naturen på vej ved at stoppe tømmer- og landbrugsproduktion, men der er ingen grund til at plante træer. De er smarte nok til at så sig selv uden vores mellemkomst, siger Anders Horsten.

Læs også: Milepæl for naturen - snart kommer elgene

Skoven er til forhandling nu

Netop nu skal Folketinget forhandle en ny skovlov på plads, og Danmarks Naturfredningsforening arbejder for, at loven skaber de nødvendige rammer for at eksisterende og nye skove fremover har biodiversitet som formål.

Det betyder for eksempel, at det gamle loft over, at der kun må være græssende dyr i 10 procent af en skov, skal fjernes, og at forbuddet mod at lade vandet flyde frit i skoven, skal ophæves.