Da Lea Korsgaard var 35, fik hun hold i ryggen. Det var, hvad det var, men kiropraktorens forklaring på problemet ændrede radikalt hendes syn på verden.  

- Jeg fik at vide, at det er noget, der kommer med alderen. Den sætning havde jeg aldrig hørt før. Dér gik det op for mig, at jeg skal dø en dag.

Selvom det åbenlyst var en hård erkendelse, var den også sund, forklarer hun. 

- Pludselig opdagede jeg, hvor forbundet vi er til det fysiske. Til knogler, til mineraler, til hud. Vi er materie, og det var nok ikke helt dårligt at blive mindet om det, siger hun, mens hun trækker benene op under sig på den antracitgrå daybed i sit lille arbejdsværelse.  

Her er parketgulv, loft til kip og en bogreol, der tårner sig tre meter i vejret. I forstanderboligen på Krogerup Højskole, som hendes mand, Rasmus, leder, flyder vindfanget med sko, tennisgrej, en yogamåtte, hundens snor og håndklæder fra morgenens dyp i Øresund. Men længst nede ad gangen har Lea Korsgaard sit ”room of one’s own”, som Virginia Woolf skriver. Lea Korsgaard er ansvarshavende chefredaktør på magasinet Zetland, som hun også var med til at stifte, og så er hun forfatter, blandt andet til bogen ’Inden året er omme’, som Informations anmelder kalder ”en bog om livets mening – og et vidunderligt forsvar for en truet natur”. 

Før sin livsomvæltende erkendelse på kiropraktorens briks betragtede hun naturens verden og menneskets verden som to væsensforskellige ting. Især som helt ung, hvor naturen bare var noget, der skulle overstås.  

- Det blev noget, jeg transporterede mig gennem for at komme hen til der, hvor livet var, siger hun.  

I København og New York, hvor hun brugte sine unge år, handlede det liv om bøger, teater, dybe samtaler og dansefester. Men midt i 30’erne, kom erkendelsen altså til hende: Mennesket og naturen er ikke to forskellige ting. Mennesket ér natur.  

Samtidig flyttede hun og familien til et ”lillebitte hus i Valby med et frimærke af en have, ligesom alle de andre fra Vesterbro”, som hun udtrykker det, og her mærkede hun glæden ved at få ting til at gro. Glæden fik imidlertid en brat ende i sommeren 2018, hvor Danmark blev ramt af sin hidtil værste tørkesommer.

20 mest almindelige danske dagsommerfugle, du kan se i din have

Manglede noget i sit liv

- Jeg kan bare huske, at alt var så støvet og tørt, og ens bussemænd blev sådan helt ... siger hun og rynker næsen i væmmelse.  

- Den sommer var virkelig et chok for mig, som den var for rigtig mange mennesker. Det var et radikalt wakeupcall til en virkelighed, som jo havde været i gang lige siden industrialiseringen, men som vi er alt for mange, der først alt for sent fattede konsekvenserne af. Det var brutalt, siger hun.  

Den store glæde ved at få sin egen have i kombination med den skrækkeligt tørre sommer gjorde det klart for chefredaktøren, at hun manglede noget i sit liv. 

- Nemlig et sprog for naturens verden og en mere daglig erfaring af, at naturen ikke bare er vores omgivelser, men vores ophav og noget, jeg er forbundet til på et eksistentielt plan. Og ud ad den vej begyndte den der sommerfugle-idé at materialisere sig.

"Den der sommerfugle-idé” var den ambitiøse og i manges øjne håbløse beslutning om at se alle 64 danske sommerfuglearter på et år – som på grund af sommerfuglenes biologi i realiteten bare var seks måneder. Selvom hendes udgangspunkt ikke var evnen til at genkende mere end de allermest almindelige arter (spoiler alert), lykkedes missionen på nær hedepletvinge, engblåfugl og fransk bredpande. Og det blev i 2025 altså til bogen ’Inden året er omme’, der har fået lutter positive anmeldelser og er solgt til udgivelse i 11 lande.

"Jeg blev i stand til at se mere. Jeg fik simpelthen flere pixels på skærmen".

Jagten på sommerfugle handlede om langt mere end flueben på en meget lang liste. Den handlede om at erhverve sig et sprog, som hun manglede. For vil man se sommerfugle, skal man forstå, hvilket landskab de lever i, hvilke planter de suger nektar fra, hvilke myrer de snylter på. Man må forstå naturen, der omgiver den enkelte art, hvad enten det er moseperlemorsommerfugl eller kusinen engperlemorsommerfugl.   

- Jeg blev i stand til at se mere. Jeg fik simpelthen flere pixels på skærmen. Sådan kan jeg bedst beskrive det. Alle perlemorsommerfugle var orange til at starte med, og jeg kunne slet ikke skelne dem fra hinanden. Men pludselig kunne jeg se, ’nej, de er sgu ikke orange’. Der er en, der er mønjerød, der er en, der er paprikafarvet, der er en, der har farve som en guldfisk, der er en, der har sådan en dyb okkerfarve. De er faktisk ikke orange, og det gør, at jeg forstår, at de er forskellige. De har en individualitet hver for sig.

13 sommerfugle, der allerede er forsvundet fra Danmark

For at understrege pointen rejser hun sig og går hen til vinduet, der vender ud mod den bøgeskov, der omkranser højskolen.  

- Prøv at se, siger hun og peger ud på den nærmeste stamme, hvor jeg efter lidt søgen får øje på en stor flagspætte med postkasserød kalot.    

- Det er den samme, der altid er her. Den hører til her, fortæller hun. 

 Og det samme gælder sommerfuglene.   

- Det havde jeg aldrig nogensinde tænkt på, før jeg begyndte at iagttage det og opdage, at nu kommer citronsommerfuglen tilbage. Den flyver rundt om huset og afsøger territoriet. Det var jeg helt, helt, helt intetanende om før. Og det gør, at blikket ændrer sig. ’Hov, jeg er i nogle andres territorium nu.’ Det er ikke bare sådan en prydgenstand, der flyver igennem. Det er nogen, der har et liv her, en måde at gebærde sig på.

Når Lea Korsgaard taler, er det tydeligt, at bogtårnet heller ikke bare er en prydgenstand, og hun citerer ubesværet både de antikke filosoffer og moderne digtere. For at forstå, hvorfor hun pludselig fik behov for at erhverve sig et sprog for naturen, bruger hun en af 1900-tallets store amerikanske forfattere og essayister. 

- Jeg tror virkelig, som Joan Didion siger, at du kun kan tænke selvstændigt om verden, hvis du har sproget for verden.

En forbrydelse at naturen skal være en ressource

At have et sprog for naturen er helt afgørende for, at vi helt dybt inde forstår, hvorfor den ikke bare er noget, vi mennesker kan bruge efter forgodtbefindende, mener hun.  

- Vores store fejltagelse og forbrydelse er, at vi betragter naturen alene som en ressource: som tømmer og føde og bygningsmaterialer og olie og ting, vi kan indrette os med.

For Lea Korsgaard ramte den erkendelse som en lægtehammer, da hun mødte den store teolog Ole Jensen, der har været elev hos den endnu større teolog Løgstrup. Han holdt et foredrag på højskolen, og her fortalte han om sine tanker om ”den fejlslagne kristendom”. Han mener nemlig, at vi i løbet af den kristne historie er begyndt at fejltolke selve skabelsesberetningen og har brugt den som et alibi for at udnytte og udpine Jorden. I myten står ganske rigtigt, at Gud forærede dyrene og alt andet til menneskene og sagde, at de skulle ”herske” over det. Det er det, Ole Jensen kalder et herredømmemandat, men det er bare én læsning af myten.  

- For den er også fortællingen om en skabende Gud, der går rundt og sanser alt det, han har skabt, og mærker, at det er godt.

Man skal ikke være meget bibelkyndig for at kunne genkalde sig ordene: ”Og Gud så, at det var godt”, for hver af de seks dage, han bruger på at skabe verden. 

- Ole Jensen mener, at før vi får et herredømmemandat, så får vi et beundringsmandat. Et varetagelsesmandat, et omsorgsmandat, en pligt til faktisk at værdsætte det under, at det findes. Og det har vi valgt at se bort fra, fordi det ikke lige passede ind i det verdensbillede, som tog form.

Ærefrygt … Ære … Ærefryd - der er noget at frydes over!

Undervejs i sommerfuglejagten, der har ført Lea Korsgaard fra Nordjylland til Bornholm og tilbage igen, har hun fået nogle storslåede og decideret spirituelle oplevelser i og med naturen. Og netop denne åndelighed er afgørende for virkelig at kunne bevare og beskytte vores forunderlige natur, mener hun. 

- Jeg tror, naturkrisen også er en åndelig krise.

I hendes optik er vores meget sekulariserede samfund bygget op på en måde, der efterlader meget lidt plads til alt det, der ligger uden for den fysiske verden. Det mystiske. Det åndelige. Det gådefulde. 

- Civilisationen, som vi kender den i dag, har ført en hel masse gode ting med sig. Helt klart. Altså u-om-tvisteligt, siger hun med tryk på hver stavelse og nævner, at hun eksempelvis ikke ville vælge sin mors mulighed for at få nye hofter fra. 

- Men i vores moderne, hypereffektive samfund har vi mistet en horisont af betydning. En forståelse af, at vi er en del af noget større. Og at denne her verden ikke bare er gjort af ressourcer.

Og igen vender hun tilbage til de sommerfugle, der i så høj grad har ændret hendes blik på verden. 

- Enhver, der har stået og kigget på en dagpåfugleøje og undret sig over, hvordan det kan være, at den er så smuk, ved faktisk med sig selv, at naturen ikke bare er en ressource. For hvorfor er den ellers så fuldstændig uforklarligt smuk? Det taknemmelige ved sommerfugle er, at de ret hurtigt gør opmærksom på det besynderlige forhold, at de er smukkere, end de egentlig har brug for. Deres fuldstændig vidunderlige farvestrålende færdige kropsform behøvede faktisk ikke at være så mageløst smuk for at kunne overleve, siger hun.  

Det beviser, mener hun, at naturen ikke bare er en funktion. Naturen og alt, hvad den indebærer, har værdi og skal passes på, fordi den findes.  

 - Der er noget at være taknemmelig for, der er noget at have ærefrygt omkring. Eller ærefrygt, det er et forkert ord, siger hun og tænker sig om et øjeblik, mens øjnene flakker efter en fugl i haven. 

- Ærefrygt … Ære … Ærefryd. Der er noget at frydes over. Ærefryd.  

Hun smager på sit selvopfundne ord og griner lidt.  

- Ja. Der er noget, der bør kalde oplevelser af fryd og dyb glæde frem.

Og dét gør netop hendes nyvundne evne til at skelne perlemorsommerfuglenes nuancer, forklarer hun. 

- Det gør, at mit blik bare bliver meget mere rigt, og det er forbundet med en dyb glæde. En kæmpestor, dyb, dyb glæde. Simpelthen ved at kunne se mere. Så enkelt er det faktisk.

En vaccine mod sorg

Men ligesom der med det at elske følger en frygt for at miste, følger der med glæden også en stor alvor og sorg. For først når man virkelig forstår, hvor mageløs og storslået naturen er, forstår man, hvad vi mennesker har ødelagt og til stadighed ødelægger.  

Alligevel vil hun ikke bytte sit rigere blik med uvidenhed.  

- Det bringer en glæde og en taknemmelighed ind i mit liv, som både er adgangen til sorgen over det, vi mister, og samtidig en vaccine mod sorgen. Fordi det er glædesfuldt. Det er underfuldt at få lov til at være til. Og den glæde er jo på et dybt eksistentielt niveau en følelse, der er i familie med håb. For når det er så dejligt at være til, mon så ikke vi kan mobilisere os? Mon så ikke vi kan finde en vej ud? Mon så ikke der er noget på den anden side af det her forbrugssamfund, som kunne være bedre?

Det fører Lea Korsgaard til filosoffen Hannah Arendt, der skriver, at hvert menneske er født med en enestående mulighed for at handle. Til at starte forfra og gøre ting anderledes. Som eksempel nævner hun, at verdensøkonomien ikke længere er baseret på slavegjortes arbejdskraft, hvilket i hundredvis af år var en selvfølge.  

- Vi har jo en mageløs evne til og mulighed for at indrette os anderledes. Det kan vi faktisk. Og jeg synes, det er så saliggørende at blive mindet om det med hendes ord.

Og her kommer teologen Ole Jensen ind i billedet igen. For selvom vi skal begynde på ny, og det kan virke uoverskueligt, så starter vi ikke på bar bund, hvis bare vi læser skabelsesberetningen på en anden måde. 

- Ja, vi skal begynde forfra, men som han meget smukt siger, så findes den skabelsesberetning allerede. Vi behøver ikke tage til oprindelige folk i Sydamerika eller i New Zealand for at finde myter og fortællinger, der kan hjælpe os på vej ind i et nyt natursyn. Det findes faktisk i vores egen vestlige historie. Så når vi indlysende skal danne et nyt natursyn sammen, er der masser af skjult, glemt viden om vores forbindelse til naturen lige der i vores historie, i vores kulturarv.

Vi bliver revet ud af vores eksistentielle snak, da døren går op, og familiens lykkelige skrummel af en brun labrador dundrer ind.  

- Nej, Bobby! Åh nej, udbryder Lea Korsgaard, da hunden i sin begejstring over at se hende vælter den mælkekande, der stod på gulvet ved siden af termokanden med ’højskolekaffe’. Mens hunden larmende giver sig til at labbe den spildte mælk i sig, undrer Rasmus sig over, hvorfor vi ikke har tændt lyset i arbejdsværelset, der er blevet mørkere i takt med skumringen.  

- Så I sidder bare og går i ét med årstiderne, konstaterer han og opsummerer uforvarende, hvad vi har kredset om de sidste timer: At vi mennesker er en del af naturen præcis ligesom hunden Bobby, den store flagspætte eller de stankelben, som Lea Korsgaard i dag lader flakse under lampeskærmen. Og sommerfuglene, der er så smukke, at det ikke giver mening. Og heller ikke behøver at gøre det.

Skrevet af Rikke Bolander, foto: Karen Rosetzsky