Hos Hestbjerg Økologi har de et slogan, der lyder: ”Hvis du blev genfødt som gris, ville du ønske, at du havnede her hos os i Hestbjerg Økologi”.

Det bestræber de sig på at leve op til hver eneste dag, fortæller Bertel Hestbjerg, der sammen med hustruen, Marianne Fløe Hestbjerg, driver Hestbjerg Økologi, en økologisk grisebedrift, som er en af Europas største. De har 1.500 søer og fravænner årligt cirka 37.500 smågrise.

- For os giver det mening, at vores grise – og også vores medarbejdere – har det godt, samtidig med at vi passer på den jord, vi har til låns, siger Bertel Hestbjerg, der er 15. generation på gården – en gammel familiegård med rødder tilbage til 1623. I dag er der 30 medarbejdere, og grisene er fordelt på otte gårde i Vestjylland, hvor hovedgården, St. Hestbjerg, er beliggende cirka 10 kilometer uden for Holstebro.

Grise er skovdyr

De vil gerne skille sig ud på dyrevelfærd, som han siger, og de ønsker, at dyrene i så høj grad som muligt skal kunne følge deres instinkter og udleve deres naturlige adfærd. De nøjes derfor ikke med at leve op til minimumskravene til økologiske bedrifter.

- Vi har iagttaget, hvordan vildsvin lever i det fri, og ud fra det har vi lavet nogle tiltag, som vi synes, giver meget dyrevelfærd i forhold til de ekstra omkostninger, der naturligt følger med. Grise er skovdyr, og et af tiltagene er derfor, at vi har plantet poppeltræer på vores grisemarker, så grisene kan søge skygge og læ, fortæller Bertel Hestbjerg og tilføjer, at træerne også har stor betydning for biodiversitet og optagelse af de næringsstoffer, grisene efterlader på markerne. Poplerne har desuden lagt navn til brandet ’Poppelgrisen’, som nogle forbrugere måske er stødt på i Coops supermarkeder.

- Et andet tiltag har været at øge dieperioden for smågrisene. EU’s regler siger, at økologiske grise skal have seks ugers dieperiode, men vores grise bliver først vænnet fra efter otte til ti uger. Det betyder, at grisene er robuste, stærke og levedygtige, når de bliver fravænnet og overflyttet til en løsdriftsstald, hvor de lever, indtil de skal slagtes, siger Bertel Hestbjerg og skynder sig at tilføje, at det ikke er sådan en stald, som kendes fra de konventionelle bedrifter.

Godt nok er der betongulv, men her hører ligheden også op, understreger han.

- Grisene har forskellige ’aktivitetszoner’, som de frit kan bevæge sig imellem. Der er et område med masser af halm, hvor de kan ligge og sove, og de har også et ’wellness-område’, som vi kalder det, hvor der er en blanding af muld og mindre grene, som grisene kan rode i med deres tryner. Det er meget populært, siger han og fortæller, at grisene også har mulighed for at komme ud under åben himmel, hvor de kan spise grovfoder – f.eks. økologiske rodfrugter – og få et køligt brus, når det er mere end 15 grader varmt.

- Både de økologiske rodfrugter og det, at grisene kan gå i wellness, er en overbygning i forhold til minimumskravene. Det har almindelige økologiske grise ikke.

Pattegrisedødelighed er halveret

At bedriften er økologisk, betyder ikke, at de er fuldstændig fri for de problemer, der kendes fra konventionel svineproduktion, fortæller Bertel Hestbjerg.

- Vi kan også opleve udbrud af halebid eller diarré, og vi har også pattegrise, der dør, men frekvensen er meget lav.

Det skyldes ikke mindst, at de for ti år siden valgte at skifte deres søer ud med nogle, der egner sig rigtig godt til at leve på friland. Tidligere havde de søer, der var avlet til den intensive konventionelle indendørsproduktion, hvor fokus var på at få flest muligt levendefødte grise.

- De grise, vi har nu, er fra avlsfirmaet Topigs Norsvin. De er stærke, robuste og har gode moderegenskaber. Og det vigtigste er, at de ikke føder flere grise, end de selv kan passe. Så ved at skifte søer har vi halveret vores pattegrisedødelighed. Det har også betydet, at vores sø-dødelighed ligger markant under landsgennemsnittet.

Helt undgå, at de små grise dør, kan man ikke, understreger Bertel Hestbjerg, der synes, de har nået et acceptabelt niveau.

- Søerne får deres unger i hytter ude på marken både sommer og vinter, og der kan godt falde en gris ud af åbningen. Hvis det er om vinteren, og grisen er svag, kan den godt dø. Og selvom søerne har rigtig gode moderegenskaber, kan de også komme til at træde eller ligge på en gris, og om sommeren kan ungerne blive væk i det høje græs eller blive taget af en ræv. Det ville jo også ske i naturen, siger han.

Det sværeste ved at have økologiske grise er, at der er meget administrativt arbejde og mange kontroller. Og så er det grundlæggende en udfordring, at folk ikke prioriterer at betale ekstra for dyrevelfærd, mener Bertel Hestbjerg.

- Hvorfor købe en økologisk flæskesteg til 198 kr., hvis du kan få en til langt under det halve? Når vores flæskesteg ligger i køledisken, og den ved siden af er meget billigere, så køber mange den billige – i hvert fald hvis de ikke ved, hvorfor der er forskel. Så vi gør rigtig meget ud af at formidle, at det er et andet liv, der ligger bag vores flæskesteg, siger han og understreger, at glæderne ved at have grise, der har et godt liv, heldigvis er langt større end udfordringerne.

Skrevet af Maja Plesner, foto: Marianne Fløe Hestbjerg