For nylig kunne man læse en historie i et østjysk medie. Et træ i skoven havde tabt en gren - endda to gange. På et andet medie udfoldede dramaet sig over en plante, der over natten "invaderede Nordens største spejderlejr". Og så er der larven "fra helvede", dræbersneglen og dræbergoplen.

Rune Engelbreht Larsen, der er idéhistoriker og forfatter til en række bøger om Danmarks vilde natur, undrer sig:

- Det paradoksale er, at de samme danskere, som medierne forsøger at skræmme væk fra skovbunden, gladeligt pakker bilen hver sommer for at holde ferie i Syd- og Centraleuropa, hvor både ulve, bjørne og giftige larver findes i langt, langt større tal end herhjemme. Men der stopper forargelsesbrølet pudsigt nok ved grænsen. Der lever man fint med den mikro-mikroskopiske risiko, lyder det fra Engelbreht Larsen, der også sidder i Naturfagligt udvalg i Danmarks Naturfredningsforening og er tidligere medlem af det Etiske Råd.

Han er bekymret over måden, vi taler om faldende grene og gopler, der dræber. For det er med til at fremmedgøre os fra den natur, vi ellers i alle undersøgelser siger, vi vil redde. 

- Det har reelle konsekvenser. Danmark er i forvejen det land i EU, der passer ringest på sin natur og biodiversitet. Vi har brug for det stik modsatte af den nuværende dækning. Vi har brug for naturforståelse, fascination og respekt for de økosystemer, vi er en del af, siger Rune Engelbreht Larsen.

Glat badeværelsesgulv er farligere end ulvene

Men naturen er blevet et fjernt ekko for mange mennesker, lyder det fra forsker ved Lunds Universitet, Johan Kjellberg Jensen. Han undersøger forholdet mellem mennesker og natur og har forsket i, hvorfor nogle mennesker er bange for naturen eller ikke kan lide den. Et fænomen, der kaldes biofobi.

- Meget tyder på, at vores sociale miljø er en af drivkræfterne. Her indgår mediernes skildringer af natur, der kan forme vores opfattelse af forskellige arter, for eksempel gennem sensationelle artikler om negative møder med naturen. Det påvirker måske især dem, der har få egne oplevelser i naturen, lyder det fra Johan Kjellberg Jensen.

Han fremhæver eksemplet med filmen Dødens Gab, der skabte skræk for hajer. I årene efter filmen om den store hvide hajs angreb på borgerne i en lille by satte en regulær jagt ind efter hajer i Atlanterhavet og det estimeres, at bestandene skrumpede med op mod 50 procent. Steven Spielberg, der stod bag Dødens Gab, har siden beklaget, at hans film fra 1975 fik så enorme konsekvenser.

Rune Engelbreht Larsen er ikke i tvivl:

- Det er meget, meget, meget farligere at bevæge sig ud i dansk trafik end at bevæge sig ud i dansk natur. Og et glat badeværelsesgulv udgør en langt større risiko for danskere end alle vores ulve, dræbersnegle, helvedeslarver, hvepse og giftblomster tilsammen. Vi skal ikke tale naturen ned. Vi skal tale den op. Naturen er en fortæller, der forærer os farverige og forunderlige oplevelser, og vi ved, at naturoplevelser er godt for sindet og hjertet. Men desværre er dansk natur i krise. Mange arter fortrænges og uddør nationalt, og deres levesteder forsvinder, fordi vi mest tænker på vores egne privilegier. Vi lader os narre af den irrationelle frygt, som desværre fodres af mange medier i agurketiden.