Anja C. Andersen: Vand er magisk – og vi tager det for givet
- 22. maj 2026
Når Anja C. Andersen vil forklare, hvorfor vand er så fascinerende, fortæller hun om sit toårige barnebarn.
- Børn forstår helt instinktivt, at vand er fantastisk, siger hun med et grin og konstaterer, at det er noget, voksne desværre har en tendens til at glemme.
- Vi tager vandet for givet, men børn kan ikke få nok af vand.
Derfor tager Anja C. Andersen gummistøvlerne på og hopper i vandpytter, når barnebarnet er på besøg. Og er det solskin og tørvejr, laver de deres egen mudderpøl i haven, de kan lege med.
Det er sjovt, men det er også helt konkret at få førstehåndserfaring med jordklodens vigtigste element og et af astrofysikkens mysterier: Vandet på vores klode. For uden vand, intet liv.
Men faktisk er det noget helt særligt, at vi på Jorden overhovedet har vand. Alle de andre planeter har tørre verdener uden spor af vand. Og så kommer vi til Jorden, der svæver som et blåt smykke i universet, dækket af store oceaner – af liv. Netop derfor er spørgsmålet om vandets oprindelse blevet et af de helt store spørgsmål i moderne astrofysik. For hvor kom vandet egentlig fra?
- Hvis vi ikke kendte Jorden, altså hvis vi ikke sad på den, så ville vores teoretiske forudsigelse være, at Jorden var en helt tør planet, siger Anja C. Andersen, der til dagligt er professor ved Niels Bohr Instituttet, hvor hun forsker i kosmisk støv og samtidig arbejder med offentlighedens forståelse af naturvidenskab. Hun er kendt som en af Danmarks stærkeste videnskabsformidlere gennem bøger, podcasts og foredrag om universet og menneskets plads i det.
Anja C. Andersen er en af de mange stemmer, du kan møde i podcasten ‘Livets kilde’ fra Danmarks Naturfredningsforening. Podcasten udkommer 18. juni, hvor du gennem ti episoder kan møde forskere, eventyrer og forfattere, der går helt tæt på vandets mange fascinerende historier. Skuespiller Esben Smed er den gennemgående fortællestemme, og skuespiller Trine Pallesen lægger stemme til myter og eventyrlige fortællinger.
‘Livet kilde’ kommer blandt andet ud blandt stjernerne med Anja C. Andersen, og stiller spørgsmålet: Hvordan opstod vandet i universet og fandt frem til vores planet. Den går tæt på hvaler og andre havpattedyr med hvalforsker Hanne Strager og besøger helligkilder og smager på det reneste grundvand med biolog og forfatter Michael Stoltze.
Du kan møde Anja C. Andersen, Hanne Strager og Michael Stoltze ved en stor lanceringsfest i Den Sorte Diamant den 18. juni. Arrangementet byder også på en helt særlig lytteoplevelse af en episode af podcasten i mørke og til sidst en sanselig koncert med nogle af de musikere, der har komponeret musikken til podcasten.
Når Anja C. Andersen taler om vand, bliver kosmos pludselig meget konkret. Og sårbart. For når vi ser på et landkort, fylder havet to tredjedele af Jordens overflade. Det kan forlede os til at tro, at der er rigeligt af det. Men realiteten er, at vand kun udgør ca. 0,05 procent af Jordens samlede masse. Og det vand, vi har, er vi alt for dårlige til at passe på. Vi tager det for givet – og det skal vi stoppe med.
- Havet er bare en to kilometer tynd hinde på overfladen, siger Anja C. Andersen.
Set fra rummet fremstår det, vi normalt opfatter som enormt, derfor skrøbeligt tyndt. En fin balance.
Jordkloden er altså en undtagelse. Ikke blot fordi der er vand, men fordi der er flydende vand. Det kræver helt særlige forudsætninger: at vi er tæt nok på solen til ikke at være en frossen planet, men at vi samtidig er så langt fra, at alt vandet ikke blot fordamper.
Vi har vand på planeten, der er blødt nok til at flyde, men samtidig hårdt nok til at skære sig gennem Grand Canyon. Det flydende vand har været afgørende for alt liv på kloden. Det var her, de første organismer opstod, og gennem milliarder af år har livet været med til at forme planetens stenarter, atmosfæren og det økosystem, mennesker nu tager for givet.
- Tingene på Jorden er, som de er, fordi vi har formet dem til at være, så de passer til os. Så hvis man finder en planet, der minder så meget om Jorden, at vi kan være der: Så vi kan trække vejret, svømme i vandet, og hvor vandet har den rigtige pH-værdi, og luften har den rigtige sammensætning, ja, så vil der med garanti bo nogen i forvejen.
Det er paradokset, Anja C. Andersen vender tilbage til igen og igen: Jorden ser ud som en blå planet rig på vand. Men set i kosmisk perspektiv er det flydende vand kun en tynd, skrøbelig hinde omkring kloden.
Og det er måske den vigtigste erkendelse, rumforskningen kan give os. Når vi kigger langt ud i universet på det fremmede og anderledes, lærer vi at se vores egen planets særegenhed og vandets helt unikke rolle, siger Anja C. Andersen:
- Det, vi egentlig kan bruge universet til, er, at det er et spejl, vi kan se os selv i. Det, vi lærer mest om, er faktisk os selv og Jorden.
Samtidig rummer vores egen planet stadig enorme ukendte områder. Vi kender hele Venus, Merkurs og Mars overflade med en meget højere opløsning, end vi gør på Jorden. Store dele af havbunden er faktisk stort set ikke kortlagt. Det betyder, at der er ting, vi ved mere om på de andre planeter, fordi det er nemmere at måle dem end vores egen planet.
- Det er faktisk nemmere at rejse til Månen og til Mars med en rumsonde, end det er at bygge en lille ubåd, der kan sejle ned i dybhavet, fortæller Anja C. Andersen.
- Og hver gang man kommer lidt ned, så finder vi levende organismer, hvor det bare er sådan: Wow, okay, der lever faktisk nogen her.
Anja C. Andersen vender igen og igen tilbage til vands helt særlige egenskaber. Næsten alle stoffer i universet bliver mindre, når de fryser, men vand gør det modsatte. Is fylder mere end flydende vand, og det er igen en helt grundlæggende forudsætning for livet på Jorden.
- Det gør, at isbjerge flyder ovenpå i stedet for at ligge nede på havets bund, siger hun, og konstaterer tørt, at hvis ikke de havde gjort det, så havde Jordens have nok været bundfrosne.
- Vand består af et iltatom og to hydrogenatomer, som har fuldstændig enestående egenskaber. De opfører sig som om de ikke har læst fysikkens regler, siger Anja C. Andersen.
Og det er det, børn opdager. Fra snefnug, der daler fra himlen, til vanddamp på ruden, og det rindende vand, der favner os, er vandet forunderligt.
- Vand er magisk, og det er derfor, børn tiltrækkes af vandet, inden de forstår det med deres forstand.
Af: Gurli Marie Kløvedal