I en glasmontre står en petriskål med 15 småbitte ormelignende tingester i sprit. Et skilt ved siden af oplyser, at der er tale om ’grisehaler efter halekupering, indsamlet i 2022’.

Halerne indgår sammen med hundredvis af andre tankevækkende genstande – både nye og historiske – i udstillingen ’Produktionsdyr. Et galleri for det muliges kunst’, som kan opleves på Veterinærskolen på Københavns Universitet.

Her er et kæmpestort yver, som minder en om, hvor meget mælk en moderne malkeko leverer. Her er brækkede brystben fra høns, der nok har lagt for mange og for store æg. Her er narresutter, som skal imødekomme kalvenes suttebehov, fordi de alt for tidligt bliver taget fra deres mor. Her er et utal af forskellige tilsætningsstoffer til dyrefoder – fra forklistret hvede til blodplasma – og en ’pick-block’, som høns kan hakke i, så de ikke hakker i hinanden.

Udstillingen giver et sjældent indblik i, hvordan vi i Danmark gennem århundreders forskning i foder, sygdomsbekæmpelse og avl har tilpasset især grise, køer og høns til vores ønsker.

Det er historien om, hvordan vi på under 100 år er gået fra at have et landbrug, hvor vi fortrinsvis havde husdyr for at brødføde os selv, til at have en decideret industri, som hvert år producerer millioner af dyr i store haller til et internationalt marked.

En industri, der på den ene side er verdensberømt og hyldes for sine resultater. Som f.eks. at danske malkekøer er gået fra at give 5-6 liter mælk om dagen i gennemsnit til næsten 30 liter i dag. At et slagtesvin kan vokse fra at veje 1 kg til 100 kg på bare 5-6 måneder. Og at danskproducerede høns og æg er garanteret salmonellafri.

På den anden side er det også en industri, som i årevis er blevet kritiseret, fordi dyrene presses til det yderste i, hvad der ligner en ustoppelig jagt på at få mere ud af mindre.

Vi er alle nødt til at forstå landmændene

Udstillingen tager fat i nogle af de dilemmaer og ofte svære afvejninger, som moderne dyreproduktion medfører. Og netop dette dilemmafyldte farvand har været helt afgørende at tage udgangspunkt i for Nathalia Brichet, der er antropolog og har været den drivende kraft bag udstillingen.

- Vores ønske er, at vi ved at vise nogle af de her dilemmaer, som forskere, landmænd og myndigheder dagligt står over for, kan skabe et rum for samtale om dansk husdyrproduktion uden på forhånd at udskamme nogen, siger hun.

Hun er ikke i tvivl om, at vi i de kommende år står over for nogle helt nødvendige, men også svære omstillinger i dansk landbrug. Både på grund af den tiltagende kritik af dyrevelfærden og på grund af de mange utilsigtede konsekvenser, den intensive dyreproduktion har for både klima, biodiversitet, vandmiljø, sygdomsspredning m.m.

- Hvis vi skal lykkes med den omstilling, bliver vi nødt til at kunne tale sammen om, hvad vi kunne tænke os fremover. Hvad skal vi have mindre af, og hvad skal vi have mere af? siger hun og tilføjer:

- Og os, der står uden for landbruget, er nødt til at prøve at forstå, hvorfor landmændene gør, som de gør. Når grisene får klippet halerne af, er det ikke, fordi landmændene er onde, men fordi de af alle mulige strukturelle grunde producerer under vilkår, som får grisene til at bide i hinandens haler. Her nævner hun blandt andet mange forbrugeres ønske om at kunne købe billigt grisekød og det faktum, at vi som samfund har valgt at understøtte en globalt konkurrencedygtig husdyrproduktion.

Udstillingen kommer hverken med entydige løsningsforslag eller en opfordring til, at man skal tænke noget bestemt. Den forsøger at diskutere en udvikling på godt og ondt, som Nathalia Brichet siger, og hun forstår godt, at det kan virke voldsomt at blive konfronteret med afklippede grisehaler og brækkede brystben.

- Det er da voldsomt. Men som flere af mine kolleger ofte påpeger, er det ’det muliges kunst’ – en konstant og vanskelig afvejning af, hvad man kan gå med til for at kunne konkurrere på et globalt marked. Men så kan de også pege på fremskridt i branchen. F.eks. er udluftningssystemerne i staldene forbedret, antibiotikaforbruget er reguleret og reduceret, og der er langt større opmærksomhed på, at dyr ikke skal være bundet fast. F.eks. går de fleste køer i dag i løsdriftsstald, da bindestald er under udfasning, siger hun.

”Rigtig mange søvnløse nætter”

Udstillingen er en del af et nyligt afsluttet forskningsprojekt, ’Cattle Crossroads’, som var et tværfagligt samarbejde mellem humanistiske forskere og husdyrforskere på Københavns Universitet.

Det handlede om grøn omstilling inden for malkekvægdrift. Nathalia Brichet var med til at igangsætte projektet sammen med blandt andre dyrlæge og professor Liza Rosenbaum Nielsen, der forsker i husdyrproduktion på Veterinærskolen – primært inden for epidemiologi, altså læren om spredning af smitsomme sygdomme.

For hende har projektet været en øjenåbner, men det har også givet ”rigtig mange søvnløse nætter”, som hun siger, fordi hun har været nødt til at gentænke sit fag.

- Da vi mødtes de første gange, stillede Nathalia og hendes kolleger virkelig mange spørgsmål, som jeg aldrig var blevet stillet før eller havde stillet mig selv i de 25 år, jeg har været i det her fag, siger hun og forklarer, at dyrlæger bliver skolet i at tænke inden for rammerne af det bestående.

- Det er en meget natur- og sundhedsvidenskabelig tilgang, der i højere grad er optaget af forskning, udvikling og optimering inden for de givne rammer end af dyrs muligheder for at udfolde deres naturlige adfærd eller at forstå effekterne af husdyrproduktionen på den anden side af stalddøren.

Nathalia Brichet husker også samtalerne. Modsat Liza Rosenbaum Nielsen er hun som antropolog skolet i at stille spørgsmål til det bestående og undersøge andre måder at indrette samfund på. Derfor spurgte antropologerne i projektet nysgerrigt ind til både problemer og løsninger i husdyrbruget.

- Der er den her verdensmesterfortælling om, hvor dygtige vi er i Danmark til at lave supereffektive systemer og dyr. Men det kommer jo med en tydelig slagside for både dyrene og vores natur. Det kan vi se og læse i flere og flere rapporter. Så vi prøvede at komme på sporet af, hvorfor mange af de løsninger, man arbejder med, ofte ikke tager fat om problemets rod, men snarere virker som systembevarende lappeløsninger, siger hun og henviser igen til halekupering: I stedet for at have færre grise på mere plads og give dem meget mere at beskæftige sig med klipper man halerne af dem.

- Men det fjerner jo ikke selve problemet, siger hun.

Nye sygdomme og pandemier kan opstå

Liza Rosenbaum Nielsen er enig. Hun har oplevet, at når hun og andre forskere over tid har bidraget til at afhjælpe ét problem, opstår der typisk nye problemer i deres kølvand.

- Hvis vi f.eks. hjælper med at få bugt med en sygdom i nogle besætninger, så fører det mange steder til, at landmændene får flere dyr under samme tag, så dyrene går for tæt. Samtidig er der ofte skiftende personale, som ikke har tid, overskud eller tilstrækkelig viden til at få gjort rent og passet dyrene godt nok. Alt det skaber gode vilkår for, at nye infektioner bliver spredt – og så er problemet jo ikke løst, siger hun og forklarer, at det kaldes ’feedback-loops’ og er noget, man oplever, når man har fulgt produktionsformen over en årrække.

- På den måde er vi som forskere i virkeligheden medvirkende til, at man kan fortsætte med at gøre besætningerne endnu større og mere udsatte, selvom det ikke var det, der var formålet med vores studier, siger en tydeligt frustreret Liza Rosenbaum Nielsen og tilføjer:

- Jeg tror, at min holdning er gået fra at være, at det er spændende fagligt, hver gang der er en ny problemstilling, og jeg må gøre noget ved det, og så til frustration over, at det aldrig er nok. Systemet bliver ved med at være, som det er, og bevæger sig måske endda i den forkerte retning, når vi får de her kæmpebesætninger, som kræver utroligt meget at få til at fungere i praksis.

I dag mener Liza Rosenbaum Nielsen, at antallet og tætheden af dyr i dansk landbrug er et problem i sig selv.

- Jeg kan jo se, at det har nogle afledte effekter i forhold til miljøet, men også folkesundheden, siger hun, blandt andet med henvisning til risikoen for, at der opstår nye sygdomme og mulige pandemier.

Hun er derfor meget optaget af noget, der hedder ’One Healthtankegangen’, der handler om at kigge på hele systemet og forsøge at gøre noget ved det frem for kun at se på et afgrænset problem, f.eks. et sygt dyr eller en syg besætning. Det har blandt andet betydet, at hun, som hun siger, underviser fremtidens dyrlæger ”på en helt anden måde” i dag.

- Jeg forsøger at få dem til også at kunne løfte blikket fra den enkelte syge ko og lærebøgerne og interessere sig for de systemer, der driver udviklingen. Forhåbentlig kan de så få øje på de muligheder, de har for at bidrage til en reel bæredygtig produktion af animalske fødevarer i fremtiden, siger hun.

"Der er begyndt at komme sådan en holdning, at nej, det går ikke ..."

I ’Cattle Crossroads-projektet’ havde forskerne fokus på bæredygtige alternativer til den konventionelle kvægproduktion og på at undersøge, hvad vi kan lære af dem i en tid med mange og store økologiske kriser. Både Liza Rosenbaum Nielsen og Nathalia Brichet har et ønske om, at deres undersøgelser bringes frem i lyset og bliver genstand for mere forskning.

- Jeg tror, vi begge to var ret rystede over, hvor lidt viden vi har om de her alternative systemer. Alt er gearet til de konventionelle systemer – fra forskning på universitetet til lovgivning og støtteordninger. Alt sammen er tænkt i forhold til det, vi har nu. Uheldigvis betyder det så også, at det er svært at tænke, forske i og understøtte andre systemer og løsninger, siger Nathalia Brichet og fortæller, at hun og Liza Rosenbaum Nielsen flere gange er blevet mødt med undren og spørgsmål som, ”om de så bare vil tilbage til gamle dage”. Eller en opgivende holdning, hvor alternativerne ikke betragtes som realistiske i den verden, vi lever i i dag.

- Og det er, selvom vi kan pege på landmænd, som faktisk godt kan få et helt anderledes malkekvægbrug til at fungere – på trods, kunne man næsten sige. Så barrieren for at gøre noget andet er kæmpestor, siger hun.

Det oplever Liza Rosenbaum Nielsen også. Men hun fornemmer samtidig, at hun ikke er alene med sin bekymring i branchen.

- Der er begyndt at komme sådan en holdning, at nej, det går ikke med de her kalve eller med grisene eller med søerne. Der er også virkelig mange landmænd, der tænker kritisk over tingene og gerne vil gøre det anderledes, oplever jeg. Dem vil man godt kunne rykke, hvis man gav dem vilkårene og mulighederne, siger hun – men tilføjer så:

- Men det er sindssygt svært at gå en anden vej. Vi har bygget vores system sådan her, og det er ikke bare landmanden selv, der holder det i gang. Det er også banken og kreditforeningen og dyrlægen og inseminøren og alle de organisationer, der er omkring dem. Så man har vænnet sig til, at sådan er det bare. Det er jo noget, der er skredet over tid i effektiviseringens navn, og som har virket i forhold til at give os nogle flere fødevarer og i høj grad også har været drevet af økonomi. Og det er sket på verdensplan, ikke kun her i Danmark. Vi er bare meget gode til det, siger hun og nævner også, at EU kan være en barriere, fordi det er svært at gå enegang med strammere regler i Danmark.

Nathalia Brichet fortæller, at hun i forbindelse med projektet og udstillingen talte med flere pensionerede dyrlæger og spurgte dem, hvad de tænkte om udviklingen.

- Nogle af dem, jeg talte med, omtalte denne udvikling som en forråelse – særligt over for enkeltdyret, som er gledet i baggrunden til fordel for flokken. Men samtidig var det jo også en dygtiggørelse i forhold til at få produceret ekstremt mange animalske produkter på meget kort tid og med et stadigt mindre foder- og antibiotikainput, siger hun og tilføjer:

- Man må heller ikke glemme, at rigtig mange af dem, som valgte at blive dyrlæger efter Anden Verdenskrig, blev opflasket med, at der var brug for at producere masser af sunde animalske proteiner til en verden, som flere steder var på randen af sult. At der i kølvandet på sådan en modernisering og enorm velstandsstigning også kommer en forråelse for dyr og natur, var der nok kun få, der forudså.

- Så vi må kunne gøre det bedre – blandt andet ved at starte en samtale om de svære afvejninger og udfordringer, vi står midt i – og gerne uden at grave skyttegrave og udskamme hinanden.

Udstillingen ’Produktionsdyr. Et galleri for det muliges kunst’ kan ses på Institut for Veterinær- og Husdyrvidenskab, Københavns Universitet.

Artiklen er skrevet af Maja Plesner, med fotos af Martin Bubandt