Faktatjek i ulvedebatten: Vi gennemgår de mest brugte argumenter om ulve i Danmark
- Ulv
- 28. april 2025
Efter 200 år er ulven tilbage i Danmark. Det skaber en række helt nye situationer, som vi ikke er vant til herhjemme.
Og nu har regeringen netop offentliggjort en ny plan, der gør det nemmere at skyde ulve. Man ændrer nemlig, hvornår en ulv kategoriseres som en “problemulv”. Men retningslinjerne er upræcise, mener DN, og det øger risikoen for, at ulve bliver skudt helt uden grund.
Nyhed: Nu bliver det nemmere at skyde ulve
For Bo Håkansson, der er biolog i Danmarks Naturfredningsforening og mangeårig ulveekspert og medlem af regeringens ‘Ulvegruppe’, er debatten om ulve i Danmark i for høj grad baseret på frygt og misforståelser.
- Ulven er vendt tilbage efter 200 år, og vi må alle anerkende de reelle problemer og have dyb respekt for de helt forståelige bekymringer, som ulve kan føre med sig, siger han.
- Men man kan ikke skyde sig ud af problemerne. EU har besluttet, at der fortsat skal være levedygtige ulvebestande i EU-landene, herunder Danmark. Derfor hjælper det jo ikke at skyde tilfældige ulve i et forsøg på at forebygge angreb på husdyr. De andre ulve vil nemlig fortsat have fri adgang til dyrene, medmindre man ulvesikrer hegnene.
Og det er netop de ulvesikre hegn, som politikerne må koncentrere sig om at få i spil langt flere steder:
- Det ved vi nemlig er utroligt effektivt til at holde ulvene ude. Vi mener, at det er den retning, politikerne bør tænke i; Vi skal udrydde konflikten mellem ulve og mennesker, men vi skal ikke udrydde ulven.
Læs om nogle af de mest almindelige myter og misforståelser om ulven her.
Forskere fra Aarhus Universitet har i en rapport angivet, at der er plads til cirka 100 ulve i Danmark, hvis man udelukkende ser på fødegrundlaget, altså bestanden af hjortevildt. Mange ulve vil dog blive kørt ned eller udvandre til Tyskland, efterhånden som antallet af ulve måtte vokse.
Foto: © Kristian Ørsted Pedersen / DN
Eksempel på ulvevenligt landskab; Klosterheden i Vestjylland. Det er et af stederne, hvor ulvene lever i Danmark. Foto: Kristian Ørsted Pedersen.
Lige nu skønner man, at der er omkring 40 ulve i Danmark. Man ved det dog ikke helt, fordi man ikke tæller hvert enkelt individ (det er der ikke afsat penge til politisk), men i stedet laver et skøn ud fra antallet af ulvefamilier og enlige ulve.
Ulvene etablerer sig i de store naturområder. Der, hvor der er store skove og plantager med krondyr. Områderne ligner meget de områder i Tyskland, som ulve har levet i, i mange, mange år, før de genindvandrede til Danmark. Tyskland er et landbrugsland ligesom Danmark, og derfor er det også der almindeligt at se strejfende ulve på marker.
Ikke kun er der plads i Danmark til ulven - den er naturligt hjemmehørende her. Den har bare være udryddet fra 1812 til 2012. Og en vigtig pointe er, at ulvene ikke ved, at der er en grænse mellem Tyskland og Danmark – de ser ét kæmpestort sammenhængende område. Derfor kan de sagtens leve i Danmark og være en del af bl.a. den tysk-polske ulvebestand.
Der er masser af naturlig føde til ulvene. Faktisk har vi i Danmark en voksende eller i hvert fald stærk og stabil bestand af krondyr, fordi der ikke er rovdyr til at holde bestanden nede. Ulve tager kun husdyr, hvis husdyrene er ubeskyttede. Det svarer til en ræv, der går i hønsehuset, hvis man glemmer at lukke lågen. Vi er nødt til at ”lukke lågen”, altså at ulvesikre hegnene om husdyrene, eller at bruge vogterhunde, som i fx Tyskland.
Der er desværre fortsat mange fårehold, som ikke går bag ulvesikkert hegn, og der har ulvene så fri adgang. Og det er på trods af, at husdyrholdere ifølge loven har pligt til at sikre at deres dyr har adgang til vand, føde, læ og er beskyttet bedst muligt mod rovdyr. Og ulvesikre hegn er effektive: pr april 2025 har ministeriet registreret ulveangreb på husdyr i omtrent 8 år. I den tid har der været ét angreb på husdyr bag fungerende ulvesikrede hegn.
Udgifterne til ulvesikring af hegn dækkes af staten. Hegnene kendetegnes ved at være højere og langt tættere end almindelige hegn, og at de går længere ned mod jorden. Og vigtigst: der er kraftig strøm i et ulvesikkert hegn, som ulven vil huske efter møde.
Ulve er naturligt sky. De ser ikke mennesker (eller kæledyr) som byttedyr, og derfor vil deres første instinkt være at løbe i den anden retning eller stå stille, når de møder et menneske.
Nogle gange forvilder ulve sig ind i eller tæt på bebyggede områder, og det kan forståeligt nok virke skræmmende. Men ulve kommer ikke tæt på bymiljøet, fordi de har lyst til at være tæt på mennesker og trafik. I 2025 kendes i Danmark til observationer i Tistrup og Oksbøl By. Byer, som ligger tæt på de naturområder, hvor ulvene reelt holder til. I årevis har været jævnlige observationer af strejfende ulve i bl.a. tyske byer. Det har ikke ført til farlige situationer. Når de forlader naturområderne, kan de uforvarende forvilde sig ind i byerne. Det vil ulven hurtigt opdage er dumt og farligt, og den læring vil de give videre til hvalpene. Det er endnu en grund til, at det ikke bør være tilladt at skyde ulve, der forvilder sig ind i byerne; Hvis ulven bliver skudt, kan den ikke lære fra sig, og der vil jo komme flere ulve, der gør det samme.
Men ulve skal ikke begynde at opholde sig i byer! Begynder en ulv at miste skyheden og opholde sig i byen, mens der er mennesker, er det en helt anden snak: så skal den reguleres.
Foto: © Ulveatlas/ Thomas Boesdal Søren Krabbe, Mads Skamris, Naturhistorisk Museum
En af de første fotograferede ulvehvalpe i nyere tid, der blev født i Danmark og fotograferet på vildtkamera.
Foto: Thomas Boesdal, Søren Krabbe, Mads Skamris, Naturhistorisk Museum Aarhus & Aarhus Universitet/Ulveatlas.
Der findes videoklip af ulve, der observerer eller med god afstand følger efter mennesker, som er ude at gå tur med deres hund i skoven. Her kan nysgerrigheden godt tage fat i særligt unge ulve, der prøver at vurdere hunden og dens lugt - om den er en konkurrerende ulv. Det betyder ikke, at ulven gør klar til angreb. Men at ulve, ligesom hunde, er nysgerrige.
I løbet af 50-år er ni mennesker dræbt af ulve i Europa. I fem af de ni tilfælde havde ulven rabies (hundegalskab). Der findes ikke længere rabies i Danmark og Tyskland, og derfor er der kun ubetydelig risiko for, at ulvene i Danmark, kan blive smittet.
Ulve kan potentielt blive farlige for mennesker i 3 typer situationer, hvor det er tilladt at regulere, altså skyde en ulv:
Tværtimod har den danske natur rigtig godt af rovdyr, der kan holde bestanden af hjortevildt nede. Ulve tager typisk krondyrkalve . Ulve er naturens naturforvaltere i forhold til krondyr. De tager også de svageste og syge dyr, og sørger dermed for at holde bestandene af krondyr sunde. Jægerne tager i sagens natur typisk de sunde og største krondyr, så der er brug for ulven, lukker et ”hul” i den danske natur.