Gå til indhold

Danmarks Naturfredningsforening glæder sig over politisk aftale om arealomlægning

Danmarks Naturfredningsforening glæder sig over politisk aftale om arealomlægning
  • Grøn trepart
  • 12. april 2025

Regeringen og partierne bag den grønne trepart og landbrugsforliget har indgået en aftale om rammerne for udtagning af landbrugsjord.

En ny politisk aftale sikrer nu mere klarhed over, hvilke tilskudssatser landmænd kan modtage for at omlægge deres jord til skov, vådområder eller ny natur. Den betyder samtidig, at 5,3 milliarder kroner fra EU’s landbrugsstøtte skal gå til initiativer i aftalen om den grønne trepart.

Regeringen har indgået aftalen sammen med SF, Liberal Alliance, De Konservative, De Radikale, Dansk Folkeparti og Enhedslisten.

Læs mere: Hvor grøn er treparten? Få svar på de mest stillede spørgsmål

Danmarks Naturfredningsforening glæder sig over, at der nu er aftalt nogle faste rammer for udmøntningen af midlerne i trepartsaftalen, samtidig med at en stor del af EU’s landbrugsstøtte, der kaldes CAP-midlerne, trækkes ind i det grønne trepartsarbejde.

- Det kan kun gå for langsomt med at komme i gang omlægningen af det danske landskab. Derfor er det rigtig godt, at der nu kommer klarhed om rammerne for de forskellige omlægningsordninger. Nu glæder vi os til at se lodsejere søge ordningerne og give landbrugsjord tilbage til naturen, siger præsident i Danmarks Naturfredningsforening Maria Reumert Gjerding.

Ros for at fastholde brakkrav

Læs mere: DN-præsident: Allerede om få år kan landskabet se anderledes ud

Aftalen betyder samtidig, at kravet om at 4 procent af landbrugsarealet skal holdes braklagt fastholdes for 2026. 4 procents-kravet medfører en kvælstofreduktion på 618 tons kvælstof, en CO2-reduktion på 0,06 mio. tons, og arealerne kan potentielt blive til levesteder for vilde arter.

- Det er virkelig positivt for klima, natur og vandmiljø, at vi fastholder kravet om 4 procents brak på landbrugsarealerne. Hvis kravet blev fjernet, ville vi få 60.000 ekstra hektar landbrugsjord under plov i forhold til i dag. Det er stik imod ambitionen i grøn trepart, som er, at vi skal have markant mindre landbrugsjord, siger Maria Reumert Gjerding.

Bedre biodiversitet i skovene

Aftalepartierne har samtidig besluttet, at skovloven skal revideres senest i 2027 for at skabe bedre rammer for biodiversitet i skovene, blandt andet for at give mulighed for at urørt skov kan gro til af sig selv. I dag er skovloven en barriere for naturlig tilgroning, ligesom der er regler om at kun 10 % af en skov må græsses eller være lysninger. Regler, der giver gode vilkår for produktionsskove, men som forhindrer at man kan skabe gode betingelser for biodiversiteten. 

- Desværre understøtter skovloven idag primært klassisk produktionsskov. Derfor er jeg meget glad for, at regeringen nu har lovet at ændre loven og fjerne de juridiske barrierer for, at naturen kan slippes løs i skovene, siger Maria Reumert Gjerding.

Du kan læse baggrundsnotat om bl.a. omlægning af CAP og nye ordninger på dette link.

Det betyder aftalen:

Derudover tilføjes yderligere 250 mio. kr. til kompensation af ny kvælstofreguleringsmodel, som udrulles fra 2027, under CAP’en.

Kilde: Ministeriet for Grøn Trepart