Gå til indhold

Forurenet jord truer natur og drikkevand – nu kræves handling

Forurenet jord truer natur og drikkevand – nu kræves handling
  • Drikkevand
  • 28. august 2025

Rent drikkevand er under pres fra forurenet jord og slam på markerne. Nu kræver DN og Danske Vandværker et stop for udlægning i sårbare områder.

Det skal være slut med, at jord kan udbringes på områder, hvor fremtidens drikkevand dannes og hentes op. Det mener Danmarks Naturfredningsforening og Danske Vandværker, der er gået sammen om en fem-punktsplan, der skal beskytte drikkevand og natur fra jordforurening.

Udspillet kommer i kølvandet på den senere tids mange sager med forurenet jord – fx sagen om Nordic Waste ved Randers, og den afdækning af svindel med forurenet jord, som har været afdækket i TV2-dokumetaren ”Den Sorte Svane”.

Folketingets partier skal mødes hos miljø- og ligestillingsminister Magnus Henunicke (S), for netop af diskutere hvordan man politisk kan håndtere forurening med jord.

- Det er glædeligt, at regeringen har varslet en styrket indsats i forhold til forurenet jord, og det er helt essentielt, at vi sikrer, at drikkevand og natur bliver bedre beskyttet mod potentiel forurening fra jorddeponi. Derfor forslår vi et fuldt stop for udlægning af jord på sårbare drikkevandsområder, for der er ingen grund til at gamble med vores fremtidige forsyningssikkerhed, når det gælder drikkevand. De sidste fem år er der fundet pesticidrester i over halvdelen af de aktive drikkevandsboringer, så det haster med at få beskyttet drikkevandet bedre, og her er et stop for udbringning af jord – der potentielt kan være meget forurenet – en vigtig brik, siger Lars Midtiby, direktør i Danmarks Naturfredningsforening.

Jorden kan ødelægge drikkevand

I talrige sager er forurenet jord hentet fra byggepladser i byerne, og endt som en del af såkaldte "jordforbedringsprojekter" ude i det åbne land. Allerede i dag flere af de arealer, hvor vi indvinder vores drikkevand.

-Det burde få alle alarmklokker til at ringe. Hvis vandværkerne i fremtiden skal kunne levere rent vand til den danske befolkning, så er det afgørende, at vi får en langt bedre beskyttelse, herunder en garanti for, at der ikke bliver udlagt jord på drikkevandsområder. Der er simpelthen ingen garanti for, at jorden er tilstrækkeligt testet eller renset. Derfor bør der indføres et stop for udbringning i drikkevandsområder alene ud fra et forsigtighedsprincip. Tvivlen skal komme drikkevandet til gode, siger Lise Lotte Toft, direktør i Danske Vandværker.

Miljøministeriet er p.t. i gang med en meget detaljeret kortlægning af de grundvandsdannede områder, som forventes færdig næste år, men lige nu tegner det til, at de sårbare grundvandsdannende områder udgør omkring 200.000 hektar landbrugsjord.

Stop for spildevandsslam

Ud over at sætte ind over for potentiel forurening fra jord så bør der samtidig indføres et stop for udbringning af ubehandlet spildevandsslam på danske marker, særligt i sårbare grundvandsdannende områder.

I dag kan danske landmænd frit gøde deres marker med spildevandsslam, uden nogen ved, om det utilsigtet kan forurene natur og grundvand. 

Spildevandsslammet indeholder stoffer, som bør renses fra, før slammet kan bruges til dyrkning af fødevarer. I dag er det for eksempel tilladt at bringe slam ud med et PFAS-indhold, der er 5.000 gange højere end grænseværdien for drikkevand.

-Det er langt fra en fremtidssikret løsning at sprede spildevandsslammet ud på markerne de samme steder, hvor vi skal dyrke drikkevandet og beskytte naturen. Derfor bør der indføres et fuldt stop for udbringning, så spildevandsrester som kan indeholder PFAS, tungmetaller, medicinrester og miljøfremmede stoffer ikke havner i vores natur eller kan sive ned og forurene vores drikkevand, siger Lars Midtiby.

Stop for ukontrolleret jordforurening, der truer natur og grundvand