Resultatet er klar: Affaldsindsamlere fandt 80 ton skrald på en uge
- Affaldsindsamlingen
- 24. april 2025
Danmark fik sig noget af en forårsrengøring, da børn og voksne over hele landet rykkede ud med affaldssække og gribetænger i forbindelse med Danmarks Naturfredningsforenings årlige affaldsindsamling i begyndelsen af april.
I løbet af en enkelt uge blev der samlet og registreret godt 80 ton affald.
Se her, hvor meget affald der er registreret i hver enkelt kommune.
Selvom det er et voldsomt tal, er det faktisk en del lavere end tidligere år. Kun en enkelt gang i løbet af de seneste ti år er der blevet registreret mindre affald – det var ved indsamlingen tilbage i 2020, der grundet corona blev afviklet på en enkelt dag.
Samtidig har Danmarks Naturfredningsforening fået usædvanligt mange tilbagemeldinger fra deltagere, der har oplevet, at der i år lå mindre affald end tidligere. Og det giver anledning til optimisme, lyder det fra Maria Reumert Gjerding, præsident i Danmarks Naturfredningsforening.
– Det er sørgeligt, at det overhovedet er nødvendigt at samle affald. Men vi kan glæde os over, at der trods alt er fundet mindre affald end tidligere. Der kan selvfølgelig være mange faktorer, der spiller ind på resultatet – ikke mindst, at der var færre deltagere end de sidste par år. Men når vi samtidig hører fra vores frivillige, at de oplever mindre affald derude, kan vi altså godt tillade os at være en smule optimistiske og håbe, at mange års fokus på problemet nu begynder at bære frugt, siger hun.
Ud over vægten af det indsamlede affald er deltagerne også blevet bedt om at registrere, hvor mange vapes, puffbars og andre former for e-cigaretter de stødte på.
I de seneste år har Danmarks Naturfredningsforening fået flere meldinger om henkastede e-cigaretter, og i en undersøgelse, som Epinion har lavet for foreningen i år, svarer næsten hver tredje, at de har oplevet e-cigaretter, der lå og flød på jorden eller gaden.
Det fik Danmarks Naturfredningsforening til at benytte årets affaldsindsamling til at undersøge problemet nærmere.
I løbet af ugen blev der samlet og registreret godt 2.200 e-cigaretter.
Omkring hver tredje, der har registreret affald ifm. årets indsamling, er stødt på e-cigaretter. Registreringen tegner samtidig et billede af, at det er et landsdækkende fænomen. Der blev således fundet e-cigaretter i næsten samtlige kommuner – dog allerflest i Odense (198), København (124), Aabenraa (124), Aarhus (114), Vejle (106) og Aalborg Kommune (101).
Affaldsindsamlingen har tidligere sat fokus på andre nikotinprodukter. Sidste år blev der registreret 115.000 snus- og nikotinposer, mens der i 2019 blev registreret mere end halvanden million cigaretskod. Men selvom e-cigaretterne langt fra blev fundet i samme mængder, er der grund til at være opmærksom på den relativt nye type affald, lyder det fra Danmarks Naturfredningsforening.
– Om 2.200 e-cigaretter er mange eller få, afhænger nok af, hvem man spørger. Men jeg må indrømme, at jeg selv havde frygtet, at vi ville finde endnu flere. Omvendt er det jo dybt problematisk, at der overhovedet er e-cigaretter, der bliver smidt i naturen, på gaden og i grøftekanten. De indeholder jo giftstoffer og tungmetaller, og deres batterier er så skadelige for naturen og levende organismer, at de ligefrem skal sorteres som farligt affald. Derfor er det vigtigt, at vi fortsat holder øje med e-cigaretterne, og at det desuden bliver undersøgt, hvor mange der havner i de forkerte skraldespande, siger Maria Reumert Gjerding.
Foto: © Bodil Fosgaard
Med udgangspunkt i en britisk undersøgelse anslog Samvirke sidste år, at op imod 270.000 e-cigaretter ugentligt kan havne i naturen eller i restaffald – langt hovedparten i sidstnævnte.
Ud over de mange skoler, dagtilbud, foreninger og privatpersoner, der tog del i den landsdækkende skraldejagt, har Affaldsindsamlingen i år også mødt stor opbakning fra en lang række virksomheder.
Blandt andet fra Fjällräven, MINI A TURE Copenhagen, Lavazza, Sol og Strand, DKTV, New Loop, NIO og GoBoat, der som officielle partnere har været med til at gøre årets indsamling mulig.
Danmarks Naturfredningsforening takker for støtten og det gode samarbejde.
Samtykkeerklæring ved afgivelse af underskrift på Danmarks Naturfredningsforenings (DN) hjemmesider
Oplysning om det samtykke du accepterer ved at afgive din underskrift på en underskriftsindsamling på en af vores hjemmesider.
Du kan altid trække dit samtykke tilbage ved at kontakte persondata@dn.dk.
Samtykkeerklæring
Der gives samtykke til at nedenstående organisation behandler dine persondata:
Danmarks Naturfredningsforening
Adresse: Masnedøgade 20
By: 2100 København Ø
CVR/EAN: 60804214
Telefonnr.: 39174000
E-mail.: persondata@dn.dk
Dine persondata behandles med følgende formål: Håndtering af underskrifter afgivet på en af DN’s hjemmesider.
Vi passer godt på dine data. Når du deltager i en underskriftsindsamling på en hjemmeside udgivet af Danmarks Naturfredningsforening, opbevarer vi dine indtastede data med det formål at kunne vise hvor mange personer, der har skrevet under på en given underskriftsindsamling og dermed tilkendegivet deres støtte til sagen: