- Vi er nødt til at se klimakrisens ofre i øjnene, mener stjernefotograf
Få har set – og fotograferet – så mange følger af klimaforandringerne som fotojournalist Jakob Dall. Billederne er samlet i en stærk bog, som han håber kan få os til at handle på klimakrisen. Nu.En senet gammel mand står i vand til over livet. I højre hånd har han en bulet blikskål, som han holder over vandspejlet. Manden hedder Ruhul og er fra Bangladesh. Der, hvor han står, plejede der at være rismarker. Men så kom en særlig kraftig cyklon og ødelagde digerne, så området blev oversvømmet med havvand.
Ruhul er gået gennem vandmasserne for at hente drikkevand fra sin vandpumpe, som man kan skimte i det fjerne. Men vandet er fyldt med salt og er næsten udrikkeligt, og selvom vandet trækker sig tilbage, kan rismarkerne ikke længere dyrkes, fordi saltet trænger ned i jorden.
Natur og Miljø
Artiklen blev først bragt i vores medlemsmagasin Natur og Miljø.
Vil du modtage magasinet direkte i din postkasse og samtidig støtte en god sag?
Det er fotojournalist, Jakob Dall, der fortæller historien. Gennem 16 år har han rejst verden rundt og fotograferet klimaforandringernes konsekvenser – fra Grønland og Svalbard i Nord over USA og Irak til Mozambique og Zimbabwe i syd. Omkring 200 af fotografierne har han samlet i en fotobog med titlen ’+2° Consequences’, og Ruhul er et af de mange mennesker, der optræder på billederne.
Fotobogen er iøjnefaldende, tung som en mursten med solgult omslag og et stort hvidt to-tal på forsiden. Et tal der skal minde os om, at verdens lande har lovet hinanden at holde den globale temperaturstigning under to grader.
Bogen går tæt på mennesker, der kæmper for at finde vand i en altødelæggende tørke, redde deres ejendele efter voldsomme oversvømmelser eller begribe følgerne af smeltende gletsjere og havvandsstigninger. Det er fotografier, der kryber ind under huden og lejrer sig som en dirrende uro, der først giver slip, længe efter bogen er lukket.
18 lande på flere kontinenter har Jakob Dall besøgt i perioden – en del af dem adskillige gange. Få har derfor set så mange følger af klimaforandringer, som han har. Med bogen inviterer han os til at se med. Og blive rørt og berørt som han selv er blevet det.
- Vi bliver nødt til at se folk i øjnene. Se deres ansigter. Hvor voldsomt det her påvirker deres hverdag. En hverdag, som for mange pludselig handler om at overleve frem for at leve. Og det er mit håb, at fotografierne kan være med til at give en forståelse af, hvordan alting er forbundet på kloden. Når temperaturen stiger på Svalbard og i Grønland, ændrer det hele verdens temperatur og påvirker jetstrømmene, havet og økosystemerne. Så man skal være opmærksom på, at de mindste forandringer ét sted er med til at skabe en række forandringer andre steder, siger Jakob Dall og tilføjer, at de to grader, som bogens forside hentyder til, allerede er overskredet flere af de steder, han har besøgt:
- Som det ser ud nu, nærmer vi os 2,6 grader. Og katastrofen bliver bare værre og værre, jo højere temperaturen bliver. For hver tiendedel grad den stiger, bliver katastroferne mere selvforstærkende ved, at isen smelter hurtigere, og tørken varer længere, og vandet fordamper hurtigere. Alt går hurtigere.
I Malawi gik alvoren op for Jakob
Faktisk lå det slet ikke i kortene, at Jakob Dall skulle dokumentere klimaforandringer med sit kamera. Det startede, da han i 2006 rejste til Malawi i Afrika for at tage fotos til en skolebog for Dansk Røde Kors, der skulle handle om, hvordan det var at være barn og gå i skole i Malawi.
- Vi kommer ud til en landsby, som ligger langt ude på landet i den sydlige del af Malawi. Og vi kan jo godt se, at børnene har udspilede maver. Der er nærmest ikke noget mad. Alt ser tørt ud, og de skal gå rigtig langt for at hente vand,” siger Jakob Dall, der får at vide, at der året forinden i 2005 helt usædvanligt nærmest ikke var faldet regn, og at det var fortsat ind i 2006. Det betød, at vandhuller tørrede ud, og folks afgrøder blev ødelagt.
- Det var første gang, det rigtig gik op for mig, at de ting, jeg havde læst om i rapporterne fra FN’s klimapanel om klimaforandringer – med længere tørkeperioder og regn, der udeblev – det skete allerede, og det var dødsens alvorligt. Jeg havde troet, at det var noget, der kom ude i fremtiden. Det var vel sådan, vi allesammen tænkte dengang i 2006? Vi vidste godt, at det ville ske, men hvornår? I 2030? I 2050? Altså, det var et fremtidsfænomen, men lige pludselig stod jeg her i Malawi, hvor det allerede var sket.
Jakob Dall besluttede at fotografere tørken som en sidehistorie, og da det blev meldt ud, at Danmark skulle være vært for FN’s klimatopmøde, COP-15, i 2009, søgte han fondsmidler til at besøge seks forskellige lande for at afdække klimaforandringernes konsekvenser med sit kamera.
For Jakob blev det starten på det 16 år lange projekt, hvis imponerende og samtidig ekstremt urovækkende resultat, han har liggende foran sig.
Tørke i Kenya
Det er virkelig svært at vælge et foto at fortælle om, fordi hver og et gemmer på en vigtig historie, bedyrer Jakob Dall. Han bladrer lidt i bogen, før han slår op på et foto, og siger:
- Jeg vil gerne fortælle om det her billede fra Kenya, for det er et af de lande, hvor man har været virkelig berørt af klimaforandringer. I det nordlige Kenya har man allerede oplevet plus to grader, og der kommer flere og flere tørkeperioder.
Fotografiet blev taget i 2011 i forbindelse med en meget stor tørke, som bredte sig fra Afrikas Horn, og som han dækkede for Internationalt Røde Kors.
- Vi kører rundt i den nordøstlige del af Kenya, i Wajir-regionen, og kommer ind i et ørkenområde, som bliver mere og mere øde, mere og mere dødt.
- Vi kører også igennem landsbyer, hvor man kan se, at det ene vandreservoir efter det andet er blevet tømt. Vi ser døde dyr på vejen, og vi møder folk, som siger, at de har gået i fem timer og måske stadig har fem timer tilbage, før de kommer til et sted, hvor de kan hente vand.
- Og så møder vi det her lille følge med deres æsler, trækvogne og vanddunke. De har været ude for at finde vand, og de går lige forbi en stor dromedar, som ligger død i sandet. Den har måttet lade livet på vandruten.
- Jeg synes virkelig, at det fotografi fortæller om den kamp, de kæmper mod tørken, og hvordan deres anstrengelser bliver hårdere og hårdere, siger Jakob Dall.
Han fortæller, at man i Kenya giver tørkeperioderne navne, ligesom vi her i Norden navngiver vores storme. Men i Kenya har hver tørke navn efter noget, der er sket.
- Ét sted kaldte man den store tørke i 2011 for Lokwakoyo. Det betyder ’hvide knogler’ og hentydede til, at der kun var hvide knogler tilbage af dyrene. En anden tørke hed ’Kvinden, der døde i den udtørrede flodseng sammen med sine geder.’
- Og den seneste tørke hedder ’Det eneste, der er tilbage af grønt, er kvindernes perler.’ Det er forfærdeligt, men det er jo en måde at huske det på. Tænk, hvis vi i stedet for Hans og Bodil kaldte vores storme for eksempelvis ’Dengang alle bådene i Gilleleje havn blev ødelagt’, så ville vi måske huske alvoren bedre, funderer Jakob Dall.
- Vi kan alle ende på tømmerflåde
I et forord til bogen skriver journalist og forfatter Carsten Jensen, at vi skal kigge på fotografierne og se i øjnene, at det her lige så godt kunne være os selv på et eller andet tidspunkt, og at vi også kan ende med at sidde på en tømmerflåde. Hvad tænker Jakob Dall om det?
Inden han svarer, bladrer han frem til et fotografi, som er taget i byen Schuld i Tyskland efter den voldsomme oversvømmelse, som ramte området sidste år:
- Det er måske sat på spidsen af Carsten Jensen som en stærk metafor for den afmagt, jeg møder. For det er den samme afmagt, de mennesker fra Schuld oplevede efter oversvømmelsen, som jeg møder i det globale syd. Det er lige meget, om man bor i store fine huse og har vaskemaskine og opvaskemaskine, eller man bor i en lerhytte. Afmagten er den samme, når man ser sin hverdag blive knust. Så på den måde er vi jo alle i samme båd. Vi vil alle sammen komme til at opleve katastrofer i et eller andet omfang.
Alligevel kan klimaforandringernes påvirkning i rige og fattige lande ikke sammenlignes, erkender han.
- Der er jo kæmpeforskel på, hvordan man kan takle det og ikke mindst forebygge det. I Danmark kan vi f.eks. sikre vores kyster ved at bygge diger osv. Det kan de ikke på samme måde i Bangladesh, hvor der er cykloner, og havet også stiger. Det er en meget, meget sværere og dyrere proces, fordi det er nogle svære områder at gøre det i – og ressourcerne er knappe.
Mange af de steder, som Jakob Dall har besøgt, ligger så øde og langt væk fra alting, at kun de færreste kommer der. Derfor bliver han generelt taget godt imod, selvom han går tæt på med sit kamera.
- Det er den stille katastrofe, jeg tit tager ud til. Steder, hvor der ikke er den største mediebevågenhed. Så jeg møder nogle mennesker, som måske aldrig har fortalt deres historie, og de vil gerne fortælle verden, hvad de oplever. Mange sidder med tårer i øjnene, når de første gang fortæller, hvor hårdt det er, og hvordan de bliver berørt af katastrofen.
Det er ikke altid sikkert, at de alene betragter deres ulykke som en følge af klimaforandringer. Mange tror mere på, at det er Guds vrede.
- Når jeg siger, at det skyldes klimaforandringer og især de rige landes udledninger af CO2, siger de: ’Kan det virkelig være rigtigt, at mennesker er med til at skabe de her katastrofer? Og hvis det er sådan, hvorfor stopper I så ikke bare?’
Det spørgsmål har Jakob Dall fået mange gange. Et logisk spørgsmål, mener han og henviser igen til den store klimaulighed – at de, der udleder mindst CO2, også bliver hårdest ramt. Og bare for at sætte det i perspektiv, indskyder han, at produktionen af en smartphone udleder lige så meget CO2 som en nepalesisk familie udleder på et år.
- Vi må derfor alle sammen se på vores forbrug og finde ud af, hvad vi kan gøre for at mindske vores eget CO2-aftryk. Og vi bliver nødt til at gøre noget allesammen, for at det skal lykkes.
- Men for mig er det vigtigste, at jeg med mit fotojournalistiske arbejde dokumenterer klimaforandringers påvirkninger i håb om, at det kan føre til politiske tiltag, før det er for sent. Pengene er der jo et eller andet sted. Og der er et håb i, at vi jo godt kan ændre vores livsstil i den vestlige verden, hvis det gælder. Det så vi jo under corona, siger Jakob Dall og tilføjer:
- Og så er jeg i gang med at indsamle materiale til en opfølgende bog om klimaløsninger. Store som små løsninger, der stadig er under udvikling og løbende bliver tilpasset udfordringerne i de forskellige lande. Hvis min næste bog kan være med til at udbrede kendskabet til dem, så de kan blive implementeret i flere lande, giver det mig et håb for fremtiden. Samtidig er det for mig en måde at give noget tilbage til de mange berørte mennesker, jeg har mødt gennem årene i det her projekt.
Artiklen er skrevet af Maja Plesner og første gang bragt i Natur og Miljø, november 2023.
Oplev Jakob Dalls fotografier
Fra 28. november til 5. januar udstiller Jakob Dall sine fotografier på Dokk1, Udsigten, Hovedbiblioteket i Aarhus.
Den 29. november afholder DN Aarhus et arrangement samme sted med journalist og tv-vært Nina Bendixen, der blandt andet har skrevet en børnebog om klima. Her vil der være omvisning i udstillingen.
3 grønne anbefalinger fra Jakob Dall
Vi har spurgt fotograf Jakob Dall, hvad der inspirerer ham i hans kamp for klimaet.
Rapport fra IPCC
Det er for mig yderst vigtigt at læse IPCC’s klimarapporter, der opsummerer klimaforskeres videnskabelige beviser for klimaforandringer og de fremtidige konsekvenser. Jeg kan anbefale, at man i det mindste læser de vigtigste pointer fra rapporterne for at få en udvidet forståelse af, hvilke udfordringer vi alle står over for med klodens tilstand. www.ipcc.ch
Vi er en del af jorden
Jeg vil anbefale, at læse ’Vi er en del af jorden’, den tale, som høvding Seattle holdt i 1854 som svar på USA’s tilbud om at købe stammens jord. Talen giver et særligt indblik i naturfolkets nærvær og respekt for naturen, som vi mennesker har glemt i industrialiseringen og ikke forstår. Vi kan lære af den smukke tale og af beundringen for og af sameksistensen med naturen.
Fantastiske fotografier
Kig nærmere på Sebastião Salgados enestående sort-hvide fotografier i nogle af hans bøger, der åbner en verden for beskueren og giver et udvidet syn på menneskehedens dramatiske udfordringer, alsidighed og skønhed. Sammen med sin kone, Lélia Deluiz Wanick Salgado, har han oprettet Terra Institute, der arbejder på at genplante træer og lade naturen vende tilbage efter årtier med miljøforringelser, der har ødelagt store dele af Amazonas’ regnskove. www. institutoterra.org
