Danmarks Naturfredningsforening rejser sammen med Vordingborg Kommune en fredningssag for Kirkeskoven og Kirkeengen i Vordingborg. Fredningen omfatter et areal på 12 ha, hvilket svarer til 24 fodboldbaner.

- Kirkeskoven er en oprindelig løvskov med over 200 gamle træer, hvoraf flere er omkring 350 år gamle, og med flere sjældne og rødlistede arter heriblandt svampe og insekter. En fredning af skoven er den stærkeste beskyttelse, som vi kan give naturen. Derfor håber vi meget på, at det lykkes, siger Birgittte Bang Ingrisch, der er fredningsleder i Danmarks Naturfredningsforening.

Kirkeskoven og Kirkeengen deler den nuværende Vordingborg by i to halvdele. Engang lå både skov og eng uden for byen og udgjorde sammen med kirkegården dens sydlige grænse. I dag er der tale om bynær natur i ordets mest bogstavelige forstand.

Naturen er truet af byggeplaner

Gennem de senere år har der været forskellige trusler imod både Kirkeskoven og Kirkeengen.

- I Kirkeskoven har der været flere tilfælde, hvor gamle træer er blevet fældet. Det har skadet skovens biodiversitet. Samtidig har der været forslag om at bygge en sportshal tæt på skovpavillonen. Og for få år siden var der også et forslag om vej- og parkeringsareal på Kirkeengen, forklarer Birgitte Bang Ingrisch.

Heldigvis for naturen er planerne ikke blevet til virkelighed, og for at sikre området for fremtiden, ønsker både Danmarks Naturfredningsforening og Vordingborg Kommune nu at frede det.

- Med den centrale placering centralt i Vordingborg by er det forventeligt, at der kan opstå fornyet pres på området. Men med en fredning bliver det lettere at beskytte skovens værdier, så de gamle træer får lov at stå, siger Birgitte Bang Ingrisch.


Den naturrige Kirkeskov

Kirkeskoven er en enestående oprindelig løvskov med mange gamle træer og sjældne og rødlistede arter.

- Der er registreret 229 gamle træer. De fleste er egetræer, men du kan også finde småbladet lind, spidsløn, ask, bøg, naur, avnbøg, storbladet elm og småbladet elm, siger Birgittte Bang Ingrisch.

Ud over de mange gamle veterantræer er der seks arter af flagermus og syv rødlistede svampe.

- Desværre er skoven dårligt undersøgt. Jeg er ikke i tvivl om, at grundigere eftersøgninger ville give en meget længere liste. Sjældne arter knytter sig nemlig ofte til gamle træer, der samtidig gror på kalkpåvirket jord. Det er en sjælden naturtype i Danmark, men den findes altså i Kirkeskoven, forklarer hun.

Allerede på gamle raderinger fra 1600-tallet er der skov, der hvor Kirkeskovenligger i dag. Nogle af træerne fra dengang står der endnu, og de er mindst 350 år gamle.

Driften af Kirkeskoven har hidtil haft som mål at bevare de gamle træer, sikre naturlig foryngelse samt undgå beskæring og andre indgreb.


Vær med til at frede unik natur i Danmark

Som medlem af Danmarks Naturfredningsforening støtter du vores arbejde med at frede naturperler i hele landet. Danmarks Naturfredningsforening er den eneste NGO i Danmark, der kan rejse sager om fredning. Det har vi gjort i over 100 år og i dag er 5 % af Damarks samlede areal fredet.

En landskabelig perle: Kirkeengen

I forlængelse af Kirkeskoven mod øst ligger Kirkeengen neden for Vordingborg Kirke. Her kan du møde græssende kreaturer.

- Kirkeengen er først og fremmest smukt beliggende mellem skoven og ruinterrænet med Gåsetårnet. Der vokser en del gamle kulturplanter på de højere liggende dele af Kirkeengen op ad kirkegårdsmuren. Her kan du bl.a. se hjertespand, siger fredningslederen.

Der er ikke fundet sjældne arter på engen, men den har en god naturtilstand. Eksempelvis blev der i september registeret 75 plantearter.

Kirkeengen afgræsses og gødes ikke. Der vokser blågrå siv og andre arter, som ses i rigkær, og der er potentiale for, at her kan vokse gøgeurt.

- Det er et særligt naturligområde, og det ses bl.a. ved, at grønbroget tudse, som er sjælden i Danmark, tidligere har ynglet i søen på engen, forklarer Birgitte Bang Ingrisch.

Læs mere om fredninger her