Flere svalehaler og larver af arten er nemlig fundet på Bornholm.

Det vækker begejstring hos sommerfugleeksperten Michael Stoltze:

- Der er håb forude. Flere giftfrie haver og naturgenopretning ser ud til at skabe det levegrundlag, der er nødvendigt for, at svalehalen nu kan vende tilbage til Danmark, siger Michael Stoltze, biolog, PhD og forfatter til en række bøger om den danske natur, senest det store værk "Danske dagsommerfugle - naturens poesi på vinger".

Sommerfugle afslører naturens tilstand

Den mulige genkomst af svalehalen er et rigtigt godt tegn, lyder det fra biologen:

- Sommerfugle er indikatorer for naturens tilstand: Er der mange slags sommerfugle, er naturen sund, men er der få, står det skidt til, lyder forklaringen.

Svalehalen er en stor, lys sommerfugl med et vingefang op til 9 centimeter og den var med sit eksotiske udseende frem til omkring 1940 ret almindelig på enge, men arten forsvandt som ynglende på Sjælland i 1954 og fra Jylland i 1978.

Siden er den store sommerfugl kun observeret som sjælden gæst typisk fra Sverige eller ved sydlige vinde fra Polen og Tyskland. (tekst fortsætter under billede)

Men nu er der altså håb for, at svalehalen igen indtager Danmark som levested.

Den vigtigste vilde værtsplante til larverne af svalehalen er kærsvovlrod eller alternativt kvan og vild gulerod, og i haver benytter den gerne dild, fennikel, bronzefennikel, persille og gulerod.

Naturgenopretning og 0 gift

Efter naturgenopretning er de rene og næringsfattige enge og sumpe i Almindingen midt på Bornholm igen fulde af kærsvovlrod og på østkysten og nordkysten er der vældige mængder af kvan på fugtige steder mellem klipperne.

Her kan svalehalen slå sig ned og der i år foretaget flere observationer af svalehaler end nogensinde i nyere tid dér og andre steder på øen, og der er også fundet larver på dild i en privat have:

- Sydpå yngler Svalehalen almindeligt i haver, hvor man ikke anvender gift, og hvis vi holder op med at benytte gift i haver og dyrker nogle af de nævnte skærmplanter, vil svalehalen måske også kunne få en fremtid som haveart i Danmark, siger Michael Stoltze, der er begejstret for muligheden af at få svalehalen tilbage i den danske natur:

- Vi kan få denne sommerfugl og mange andre uddøde eller truede arter af sommerfugle talrigt tilbage i vores landskaber, når vi nu går i gang med at naturgenoprette store områder overalt i Danmark.

Sommerfugle er en vigtig del af biodiversiteten, men de farvestrålende insekter er også naturens mesterværker i sig selv, og de vækker altid glæde og forundring hos os beskuere, slutter biologen, der har gjort studiet af sommerfugle til sit livsværk.

FAKTA: Svalehalen
Svalehalen er afhængig af mosaikagtige vegetationstyper domineret af moser, enge og kær, hvor den færdes i overgangene mellem lav bevoksning og høj vegetation. Arten forsvandt fra Danmark efterhånden som dens levesteder forsvandt på grund af tilgroning, opdyrkning og beplantning.
FAKTA: Sommerfugle
Den danske rødliste har vurderet 76 arter af dagsommerfugle, og det er nedslående læsning. 13 arter af sommerfugle lever slet ikke herhjemme længere. Og yderligere 13 arter er så truede, at der er høj risiko for, at de også vil forsvinde fra den danske natur på kort eller lang sigt. Læs mere her

Tak for lån af fotos til Michael Stoltze, Thea Sonne & Svend Rastrup Andersen.