Sådan kan fremtidens regenerative landbrug være en gave for natur og klima

En tårnfalk suser hen over marken og forsvinder ind i en redekasse på loftet af en 160 år gammel lade.

Da den kort efter igen forlader redekassen, kan man ane et kuld unger, der sultent venter på mere mad. Imens sidder dens mage på en hegnspæl på udkig efter de mus og mosegrise, der her i foråret mæsker sig i markens flerårige planter.

Nu er pløjningen afløst af fladekompostering, hvor han bearbejder de øverste fem centimeter, så totter af grønt kløvergræs stadig titter op rundtomkring.

Om nogle uger skulle det mikroliv, der gemmer sig under overfladen, gerne have omsat alt det grønne, så jorden er klar til at lade nye planter gro.

Ekspert: Ingen grænser for positive effekter

Den østjyske bonde er langtfra den eneste, der kan se potentialet i det regenerative landbrug, selvom det i en dansk kontekst stadig er ganske nyt. Det fortæller Hanne Gundersen, der er agronom og rådgiver landbrugere, der gerne vil øge den biologiske aktivitet i deres jord.

Selvom kun de færreste er klar over det, er rigtig meget landbrugsjord nemlig stendødt. Årsagen til det finder man i de seneste 70 års landbrugshistorie, hvor pløjning, monokultur og kemikalier har taget livet af de mikroorganismer, der naturligt burde være til stede i jorden. Og når først det er begyndt at ske, går udviklingen kun i én retning, fortæller hun.

- Planterne trives ikke, for de får ikke den næring, de har brug for. Derfor bliver de udsat for sygdomme og skadedyr, fordi deres forsvarssystem ikke fungerer.

I det konventionelle landbrug fodrer man planterne med kunstgødning og beskytter dem med sprøjtegift, men det har bare den effekt, at det slår endnu mere mikroliv ihjel. Og de frø, der skal udgøre næste års høst, kommer derfor fra svage planter, og dermed fortsætter den nedadgående spiral, forklarer hun.

For at forstå, hvorfor mikrolivet er så vigtigt, skal man bare tænke på vores egne kroppe, siger Hanne Gundersen.

- Planter er afhængige af mikrolivet i jorden, ligesom vi mennesker er afhængige af det mikroliv, vi har i maven og på vores hud. Vi kan ikke fungere uden de mikroorganismer, og det kan planterne faktisk heller ikke, siger hun.

Jorden skal altså være fuld af orme, biller og larver, men også af vidtrækkende net af svampehyfer og andre organismer, man kun kan se i et mikroskop, forklarer landbrugsrådgiveren. Hvis sådan et mylder af liv trives i jorden, er der nærmest ikke grænser for de positive effekter.

- Man går fra at have en kompakt, tung jord, der falder fra hinanden i store firkanter, når man graver i den, til en meget mere luftig krummestruktur.

Det har også den konsekvens, at markerne langt bedre kan optage vand – også når der kommer kraftige regnskyl. Dermed undgår man erosion, og samtidig indeholder marken vand nok til, at planterne kan overleve perioder med tørke.

- Det betyder, at man får mere robuste planter. Planterne er i stand til at forsvare sig mod sygdomme og skadedyr. Og dermed bliver sprøjtegiftene overflødige, forklarer hun.

- Det betyder, at man måske lader være med at pløje, men man lader ikke være med at sprøjte. Det regenerative er virkelig det vilde vesten i øjeblikket, siger hun, og hun frygter, at en halvhjertet udgave af det regenerative kan komme til at konkurrere med økologien.

De regenerative værktøjer virker imidlertid langt bedre, hvis man samtidig dyrker økologisk, forklarer Hanne Gundersen.

- Man kan godt arbejde med de regenerative processer, mens man samtidig reducerer de kemiske inputs. Men der vil komme et tidspunkt, hvor man opdager, at man skyder sig selv i foden, når man bruger kunstgødning. Man snyder sig selv for nogle af gevinsterne, og man når en begrænsning for, hvor meget der kan bygges op.

Og netop målet om at bygge op er det, der adskiller det regenerative fra alle andre dyrkningsformer, mener hun.

- Vi skal efterlade tingene i en bedre forfatning, end da vi kom. Der skal være mere liv. Mere mikroliv. Mere kulstof. Mere biodiversitet. Det får vi ikke, når vi bruger kunstgødning.

Handler om at bruge sanserne

Mange, der kaster sig ud i regenerativ dyrkning, er ivrige efter at få taget prøver af jord og blade for at følge udviklingen, og det er en god idé, mener Hanne Gundersen. Men lige så vigtigt er det, at bonden bruger sine øjne, sin næse og sine hænder.

F.eks. skal rødderne helst ligne dreadlocks med klumper af jord klistret fast, når man graver en plante op. Det er et tegn på godt mikroliv. Man skal øve sig i at tage spaden med i marken og se, hvordan jorden arter sig. Om den er kompakt og lugter af hengemt kælder, eller om den har en luftig krummestruktur og en duft af skovbund, fortæller hun.

- Som forvaltere af jorden skal vi øve os meget mere i at se på det, vi har mellem hænderne. Hvordan trives vores planter, og hvordan ser de ud? Hvad farve har de? Hvordan ser jorden ud? Hvor dybt går rødderne?

Det er altså en anderledes tilgang end i nutidens landbrug, hvor meget er overladt til digital monitorering. Ifølge Hanne Gundersen er det største benspænd for det regenerative, at vi så længe har været vant til at være i kontrol med alting.

- Vi har kontrolleret plantesammensætning med ensartede afgrøder, hvor alle uønskede planter er blevet sprøjtet væk. Vi har tilført næring og fjernet sygdomme og skadedyr med kemi. Vi har afsluttet planters vækst med en sprøjtning, så det hele er tørt og dødt og dermed nemt at få høstet hjem, siger hun.

Men selvom det kan være svært at aflære vaner, er hun sikker på, at de fleste landmænd med tiden nok skal få øjnene op for det regenerative, for der er ingen tabere, som hun siger.

- Det er godt for landmandens pengepung, for biodiversiteten, for vores miljø og for CO2-regnskabet, fordi man binder kulstof i jorden. Hvorfor skulle man ikke begynde at arbejde i den retning? Jeg er måske jubelidiot, men jeg tror virkelig på, at landbrugerne kommer til at se alle fordelene, når de begynder at arbejde med tingene. Så bliver det nemmere og nemmere for dem at vælge kunstgødningen fra, fordi de kan se, at de kan undvære det, siger hun.