Klam fjordbund, plumret vand og ikke en fisk at fange.

Når man bader, fisker, svømmer, sejler eller dykker i de danske fjorde, så oplever man på nært hold, hvor dårligt naturen her har det.

Det skal der laves om på. Det mener Danmarks Naturfredningsforening og et par hundrede hav-glade danskere, der har sagt ja til at bringe en stafet gennem 30 danske fjorde og hele vejen frem til Christiansborg på blot 30 dage.

Det gør de for at vise, at der langs Danmarks fjorde bor mange, der bruger og elsker fjordene. Og for at sende et fælles budskab om, at grønne aftaler nu skal gøres til virkelighed. Så vi kan få livet tilbage i og under vandet.

Stafetten vil blive sejlet med kajak, robåd, SUP, gamle træskibe og moderne sejlbåde - og andre fartøjer. Stafetten vil blive hægtet på en svømmer eller dykker, der vil bringe stafetten et stykke videre i deres fjord. Eller den vil blive båret af lystfiskere i waders eller af vandrere langs fjorden.

Foto: Thea Andersen

30 fjorde 30 dage

  • Stafetten bliver transporteret fra fjord til fjord af sejlere, svømmere, kajakroere, roere og dykkere. Startskuddet går den 21. august kl. 12 i Hjarbæk havn ved Limfjorden i Vestjylland.
  • På 30 dage vil stafetten besøge 30 danske fjorde, indtil stafetten den 19. september når til Præstø Fjord i det østlige Sjælland.
  • Fredag den 20. september overrækkes stafetten til miljøminister Magnus Heunicke ved arrangement ved Christiansborg.
  • Vores fjorde er under pres. Over halvdelen af dem har været ramt af iltsvind de seneste tre år, og kun to danske fjorde er ifølge miljøstyrelsen i god økologisk tilstand.

Startskuddet går i Danmarks mest døde fjorde

Stafetten bliver sat i gang onsdag den 21. august af præsident i Danmarks Naturfredning, Maria Reumert Gjerding. Det sker i Hjarbæk og Skive fjord, der er en del af Limfjorden - og som er blandt Danmarks mest forurenede, plumrede og døde fjordområder.

- Engang var der masser af fisk i de danske fjorde - også i Hjarbæk og Skive Fjord. Men vi har tilladt at store mængder kvælstof bliver udvasket fra markere omkring fjordene. Det har forurenet fjordene og ødelagt livet her, fortæller Maria Reumert Gjerding.

Hjarbæk og Skive fjord er desværre et godt billede på, hvor slemt det står til i mange andre danske fjorde, hvor fedtemøg og alger skaber uklart vand og kan føre til kraftige iltsvind, der kvæler alt liv, der ikke kan flygte.

Ofte bliver fisk og bunddyr fanget og kvalt af de iltfrie vandmasser. Som det skete tidligere denne sommer i Thisted Bredning, der er en anden del af Limfjorden.

Læs mere om tilstandene i de 30 fjorde, og om hvordan vi nedbringer kvælstofudledningen, så fjordene igen kan blive sunde og livlige.

Video fra Vejle Fjord.

Der skal leveres på grøn trepart

Før sommerferien landede den grønne trepartsaftale, der blandt andet indeholder planer for at få livet tilbage under overfladen. Det giver håb for en bedring for vores danske fjorde og havområder.

Læs også: Historisk aftale udstikker ny retning for natur og landbrug

Men ét er at indgå en aftale, noget andet er at realisere den, og Danmarks Naturfredningsforening ser det derfor nu som sin mission at sikre, at den grønne aftale bliver omsat til konkret handling. Det er en kæmpe opgave, fortæller Maria Reumert Gjerding, præsident i foreningen:

- Med den grønne trepart er der nu på tværs af interesser og erhverv kommet opnået enighed om, hvad problemet er. Nemlig at kvælstofforureningen af vores hav fra særligt landbruget er alt for stor. Og med aftalen er der sat en retning for, hvordan vi skal få livet tilbage i vores fjorde gennem massivt udtag af landbrugsjord, siger hun.

Aftalen i den grønne trepart skal blive til mere end ord. Den skal kunne mærkes ude ved fjordene, hvor mindre kvælstof skal give renere og klarere vand. Så sollyset kan trænge ned og tænde livet på fjordbunden på ny.

Det kræver et stort engagement fra både regering, myndigheder, kommuner, lodsejere, landboforeninger og civilsamfund, lyder det fra Maria Reumert Gjerding

- Derfor samler vi nu danskerne langs fjordene, hvor vi i fællesskab for at sende det fælles budskab om, at det grønne og blå civilsamfund er klar til at handle. Nu skal vi i gang, siger hun.

Skriv til 30fjorde@dn.dk hvis du ønsker at være med til at sejle, ro, svømme, dykke eller bære stafetten videre gennem eller langs din lokale fjord. Og til at være med til at sende et budskab om at vores fjorde skal reddes nu.

Stafettens 30 fjorde

Jylland:

  • Limfjorden
  • Mariager Fjord
  • Randers Fjord
  • Nissum Fjord
  • Ringkøbing Fjord
  • Norsminde Fjord
  • Horsens Fjord
  • Vejle Fjord
  • Kolding Fjord
  • Haderslev Fjord
  • Aabenraa Fjord
  • Als Fjord (m. Augustenborg Fjord)
  • Flensborg Fjord

Fyn:

  • Gamborg Fjord
  • Fåborg Fjord
  • Nakkebølle Fjord
  • Odense Fjord
  • Kerteminde Fjord
  • Nyborg Fjord (m. Holckenhavn Fjord)

Sjælland:

  • Kalundborg Fjord
  • Stavns Fjord
  • Isefjord (m. Holbæk Fjord)
  • Roskilde Fjord
  • Skælskør Fjord
  • Karrebæk Fjord (m. Dybsø Fjord)
  • Avnø Fjord
  • Nakskov Fjord
  • Sakskøbing Fjord
  • Fanefjord
  • Præstø Fjord
alt
Claus Garde Bergmann
Presseansvarlig for hav og fiskeri