Pløjefrit, sprøjtefrit og uden kunstgødning: 3 landmænd kæmper for et sundt og bæredygtigt landbrug
Tre unge landmænd drømmer om at dyrke jorden på en måde, der er i balance med natur og klima. Alt imens kæmper de imod et system, der er indrettet til store og ensartede produktioner. Mød dem her.Fremtidens landbrug er et, der i højere grad sker på naturens præmisser. Hvor landbruget genskaber, opbygger og forbedrer jordens naturlige tilstand. Hvor sprøjtegifte, pløjning og masseproducerede dyr ikke hører hjemme.
Læs om tre af de mennesker, der har valgt at dyrke kød og grøntsager på en bæredygtig måde.
Natur og Miljø
Artiklen blev først bragt i vores medlemsmagasin Natur og Miljø.
Vil du modtage magasinet direkte i din postkasse og samtidig støtte en god sag?
Pauli Juel Østerø
Lokale fødevarer og naturpleje
I 2019 købte min kone, Sara, og jeg en gammel gård på Thyholm, hvor vi kastede os ud i at drive et lille landbrug. Vi brugte en del tid på at sætte os ind i de regenerative metoder, og i dag dyrker vi vores marker og køkkenhave pløjefrit og uden kunstgødning. Vi har fire stykker Gallowaykvæg til jordforbedring og naturpleje. De går på skrænterne ned mod Limfjorden, hvor der, da vi købte stedet, lå et tykt, dødt lag førne, men allerede efter et par år har de ædt det ned, så der nu står et flor af blomster.
Men små landbrug er udfordret af, at mange støttemuligheder til landbruget er baseret på, hvor mange hektar jord du dyrker. Der er simpelthen en tabel, der siger, at det tager 30 timer om måneden at dyrke en halv hektar. Det svarer til kvarttidsarbejde, og det får du ikke støtte for. Men når det kommer til markedshaver – som vi har – så er det ikke hektarerne, der er afgørende. Det er vigtigere, hvor mange grøntsager du har, og hvor meget sædskifte du laver. Så man kan sagtens arbejde fuld tid på en halv hektar, men det er systemet ikke gearet til, og det er et stort problem for både klima, miljø og biodiversitet, da det favoriserer de store landbrug.
Som jeg ser det, er det nærmest gratis for de store landbrug at købe flere hektar, da hektarstøtten bare følger med. Hvis et lille landbrug drejer nøglen om, bliver det typisk opkøbt af de store landbrug. De har al maskineriet i forvejen, så 50 hektar ekstra til at dyrke raps betyder ikke noget for dem. Og så bliver det netop bare foder, foder, foder, der bliver dyrket. Der er ingen, der gider at købe 50 hektar for at dyrke salat.
For tiden er der meget snak om, at landbruget får 15 milliarder kr. årligt i støtte, og så klynker man over, at der kommer lidt CO2-afgift oveni. Min holdning er, at hvis landbruget bliver fritaget for den afgift, så er det bare endnu en indirekte støtte, fordi andre erhvervsområder jo skal betale deres CO2-afgift.
40 år, driver Strandbjerggaard på Thyholm på deltid sammen med sin kone Sara.
Har kvæg, høns, får og fire en halv hektar naturpleje + markedshave med 30 forskellige afgrøder.
Hvis vi personligt bliver ramt af afgiften, må vi hæve prisen på vores lammekød for at få det til at løbe rundt. Vores kvæg er som sagt kun til naturpleje og jordforbedring, og i dag får man støtte til at dække de udgifter, der er i forbindelse med afgræsning. Det naturlige vil være, at også CO2-afgiften bliver betragtet som en udgift, man kan få dækket. Hvis ikke, så bliver naturpleje penge op af lommen uden mulighed for at tjene dem ind igen. For os vil det nok gå, men det kan blive et problem for andre, der har mere kvæg end os.
Ser man bort fra naturpleje, synes jeg dog, at CO2-afgiften giver god mening, for som det er nu, er fødevarer alt for billige. Jeg ved ikke, om alle tænker over, at en agurk faktisk er noget, der skal gro? Vores grøntsager er ikke dyrere end de konventionelle, fordi vi skal være millionærer, men når man dyrker i småskala, går der rigtig meget arbejde til alting, og derfor er prisen derefter.
Den måde, vi driver landbrug på, kan kun lade sig gøre, hvis man er en ildsjæl. Men det er det hele værd, når jeg tænker på, at vi bidrager med gode råvarer til folk i vores nærområde. Vi gør måske ikke nogen forskel i det store billede, men hvis der var mange flere som os, så ville det begynde at rykke noget.
Marie Boesen
Kærlighed til mad, jord og natur
Jeg er vokset op på et økologisk landbrug med masser af fokus på produktion af mad og har derfor også set, hvor hårdt det er. Jeg troede ikke, det var noget for mig, indtil jeg kom på højskole og mødte nogle jævnaldrende, der syntes, at selvforsyning, økologi, permakultur og alt sådan noget var spændende. Og så blev jeg totalt hooked.
Jeg gik ind i faget, fordi jeg var optændt af at gøre det anderledes, og jeg er drevet af en omsorg for de små og nære jordbrug. I modsætning til mine forældre dyrker jeg ikke kun mine marker økologisk, men også regenerativt. Det betyder, at jeg ikke nøjes med at undlade sprøjtemidler og kunstgødning, men arbejder mere målrettet med også at opbygge jordens kulstofindhold og liv og at forbedre biodiversiteten på bedrifterne.
I mange år drømte jeg om at finde en landmandskæreste og købe et landbrug, men det skete ikke, så i 2022 kunne jeg ikke vente længere med at komme i gang. Jeg har derfor lejet mig ind på min jord. Jeg brugte godt og vel 200.000 kr. på at købe nogle drivhuse og en varevogn, hvilket er et symbolsk beløb i forhold til de 30 millioner, det tit koster at købe et funktionelt landbrug i dag.
Jeg er startet meget småt og forsigtigt og er superglad for, at jeg ikke har sat mig selv i den gældsknibe, som rigtig mange landbrugere sidder i. Der er så sindssygt meget gæld i landbruget, at det næsten er svært at forstå.
Jeg drømmer om, at der bliver mere politisk – og måske også lokalpolitisk – opbakning til at skabe flere små jordbrug i landsbyerne eller omkring offentlige institutioner som plejehjem, sygehuse eller skoler, så vi i højere grad får en form for landsbygård, hvorfra man kan få sine friske grøntsager. Omkring de større byer kunne der ligge en hel rand af mindre landbrug, som kunne forsyne byboerne med frisk mad.
29 år, indehaver af de regenerative landbrug Høsteriet.
Uddannet økologisk landmand.
Dyrker 70 forskellige afgrøder på 6000 kvadratmeter.
Det giver fødevaresikkerhed og tættere forbindelse til maden med små producenter, hvor maden bliver lavet tæt på folk, mener Marie Boesen.
I dag importerer vi 70 pct. af de grøntsager, vi spiser, og det er fjollet, fordi vi har et rigtig godt klima at lave grøntsager i. At have mange små producenter, hvor maden bliver lavet tæt på folk, giver stabilitet og fødevaresikkerhed, og det skaber sundhed og friske produkter. Og folk kommer i tættere kontakt med deres mad. Jeg synes, der er noget smukt og poetisk i den måde at producere mad på, som er gået fuldstændig tabt i det industrielle landbrug, vi har i dag. Når jeg er gået ind i det her fag, så handler det om en kærlighed til mad, jord og natur.
Det industrielle landbrug er i mine øjne både uholdbart i forhold til klima, miljø, jordens frugtbarhed og for de mennesker, der arbejder i det. Som det er nu, er der rigtig mange folk fra eksempelvis Østeuropa, der malker de danske køer og høster de danske grøntsager. Hvis vi ikke gider at dyrke vores egen mad, så er det, fordi der er noget galt med vores fødevareproduktion. Den måde, jeg dyrker landbrug på, medfører selvfølgelig masser af fysisk hårdt arbejde i marken, men jeg tror også, at det kan være et sundt liv, hvis man passer på sig selv og ikke slider sig selv op. Det føles enormt sundt at få så meget frisk luft og daglig køkkenhave-workout.
Så jeg håber virkelig, at der kan blive plads til flere og mindre producenter i Danmark, og at vi kan skrue ned for den animalske produktion og op for grøn mad til mennesker.
Peter Kirk Haugstrup
Vi er afhængige af jorden
Her på mit landbrug dyrker jeg mange forskellige afgrøder, som jeg sælger til mine ’kundebønder’, altså mennesker, der har tegnet et fast abonnement på lokale grøntsager. Når grøntsagerne er klar på marken, sætter jeg nogle røde flag ved dem, og så kan de selv høste, som de vil.
Ud over at høste selv kan man også bare komme og hente de grøntsager, vi allerede har høstet. Det skal selvfølgelig kunne passes ind i kundernes hverdag, men for mig er det vigtigt, at mine kundebønder oplever en nærhed og en forbindelse til jorden. Det er vigtigt at være bevidst om, at vi er afhængige af jorden. Så hvis man har et kendskab til vores måde at arbejde med naturen på, så giver det en anden placering af mennesket i verden. Det er faktisk eksistentielt. Vi bor på en jordklode, og livet er ikke vores gebet. Vi er en del af livet, og jorden er vores livsgrundlag.
Jeg tror rent faktisk, at det kan lade sig gøre at omstille det danske landbrug til at blive en del af løsningen på klimaudfordringerne frem for at være et problem.
Jeg har haft økologisk landbrug siden 2005, og før det har jeg altid dyrket sprøjtefrit. Selvom jeg arbejdede med naturlig kompost, iagttog jeg en faldende frugtbarhed i jorden, og det var meget utilfredsstillende. De metoder, jeg brugte, trængte simpelthen til et ordentligt eftersyn, så i 2019 tog jeg på et frugtbarhedskursus, hvor jeg blev introduceret for det regenerative – og det blev en personlig opvågning. Jeg var f.eks. slet ikke bevidst om, hvor vigtige svampe er i jorden, og hvor meget man forstyrrer svampelivet, når man pløjer.
På kurset fik jeg et øget fokus på symbiosen mellem jord og planter og nye teknikker, som understøtter livet i jorden. De fleste økologer har også fokus på efterafgrøder og diversiteten i planterne, men man pløjer jorden for at kunne skifte mellem afgrøderne og have en ren jord, som man kan så i. En meget væsentlig forskel mellem økologien og det regenerative er derfor, at man i det regenerative fokuserer på at forstyrre jorden så lidt som muligt.
63 år, uddannet økologisk landmand. Indehaver af Peters Gartneri ved Aarhus.
Har 17 hektar med grøntsager, ølandshvede og kløvergræs. Derudover kvæg og høns.
Vi kan sagtens omstille landbruget til at blive en del af løsningen på klimaudfordringerne, mener Peter Kirk-Haugstrup. For ham har de regenerative metoder været en personlig opvågning.
Når man dyrker regenerativt, er der en masse virkemidler, man skal have til at spille sammen. Man kan ikke bare sige: ’O.k., nu lader jeg være med at pløje, og så er det regenerativt.’ Nej, det er helt afgørende, at man får understøttet planternes vækst, fordi det er symbiosen mellem jord og planter, der opbygger jorden. Jeg henter meget inspiration fra naturen i min tilgang til landbruget, og jeg mener, at vi så vidt muligt skal arbejde sammen med naturens dynamikker for at opbygge jordens frugtbarhed.
Det betyder blandt andet, at jeg poder jorden med en kompost lavet af en blanding af møg og halm fra mine kvæg og så træflis, der gerne skulle blive fyldt med gode jordopbyggende svampe. På den måde forsøger jeg at understøtte opbygningen af mikrolivet i jorden, så planterne gror bedre. For hvis planterne gror godt, så udskiller de mange sukkerstoffer gennem rødderne – altså kulstof – og det giver føde til mikrolivet i jorden, hvilket igen får planterne til at gro endnu bedre. Så jeg sætter på en måde et svinghjul i gang, der på sigt skal kunne køre videre af sig selv.
Jeg tror sagtens, de regenerative principper kan udvides til de store landbrug, og hvis man gennemfører det på en ordentlig måde, så vil man ikke opleve store nedgange i udbytte, som mange frygter. Jeg tror godt, man kan få i hvert fald yngre landmænd overbevist om, at det her rent faktisk har et potentiale til at blive en succes, for hvis man får opbygget kulstof i jorden – det er jo synonym med et velfungerende jordliv – jamen så har man slet ikke brug for sprøjtemidler.
Artiklen er skrevet af Rikke Bolander og bragt frøste gang i Natur og Miljø, juni 2024.
