Marias grise lever et langt og naturligt liv: Vi kan ikke være andet bekendt
På Birthesminde har Maria Bojsen skabt en animalsk produktion, som tager hensyn til biodiversitet og klima – og hvor dyrene lever et meget mere naturligt liv.Halerne dingler mellem benene på de små grise, som de kommer løbende efter Maria Bojsen med den grønne foderspand.
Dyrene har brugt hele dagen på at græsse og rode i jorden efter lækre rødder, men de er ikke for fine til lidt ekstra foder. Og lidt nusseri bag øret.
Maria Bojsen elsker sine grise. Hun har 200 af dem fordelt på to udrydningstruede racer, Mangalitza og den sortbrogede danske landracegris. De lever udenfor hele året rundt på gården Birthesminde ved Holbæk.
Om vinteren går grisene i en gammel nåleplantage, hvor der er læ, og om sommeren på engene og græsarealerne ud til Isefjorden. Når et nyt kuld grise bliver født, nyder Maria Bojsen dem die hos deres mor, lige så længe de gider. Og først når de bliver gamle nok, efter at have levet et fuldt griseliv med trynen i jorden, flokdynamikker og mudderpøle, bliver de slagtet og solgt i gårdbutikken.
-Jeg ville dreje nøglen om, hvis jeg blev tvunget til at dyrke svin på den konventionelle måde. Jeg tror virkelig på, at den tilgang hører fortiden til, siger Maria Bojsen.
Kun de grise, der er plads til
I en gennemsnitlig konventionel svinefarm er der omkring 5000 svin, som hver lever på omkring 0,65 kvadratmeter.
Der bliver produceret omkring 40 millioner svin om året i Danmark, ifølge Danmarks Statistik. Omkring 10 millioner af dem, typisk smågrisene, dør af sygdom, iltmangel eller fødemangel, fordi der ikke er plads nok ved søerne.
Det er over 25.000 smågrise, der dør hver eneste dag.
Størstedelen af de smågrise, der overlever, bliver transporteret til udlandet for at blive fedet op og slagtet.
Se videoen om Maria Bojsen og hendes økologiske grise!
Det er de forhold, Maria Bojsen ikke vil være bekendt. På Birthesminde er der de grise, der er plads til. Og selvom hun kan mærke en tristhed, når de bliver kørt til slagtning på et nærliggende slagteri, ved Maria Bojsen, at grisene har haft et godt liv.
- Naturligheden er utrolig vigtig for mig. Der er ikke noget naturligt over det liv, som grisene lever på konventionelle svinefarme, hvor tusindvis af grise er stuvet sammen på ingen plads og bare venter på at dø. Her prøver vi at gøre tingene tættere på grisenes præmisser. Andet synes jeg ikke vi kan være bekendt, siger Maria Bojsen.
I omkring 10 år har Maria Bojsen forpagtet den familieejede gård Birthesminde. Selvom både hendes morfar og onkel har arbejdet med landbrug, har hun selv haft en karriere som kunstner i København. Her skabte hun flere værker, der handler om netop menneskets udnyttelse af naturen. Og pludselig gik det op for hende, at hun hellere ville gøre noget ved problemet.
- Jeg gik jo og talte meget om alle problemerne, og på et tidspunkt mærkede jeg en trang til at handle. Så jeg tog ´hjem´til Birthesminde og startede fuldstændig fra scratch.
Restfoder og frihed
Udover dyrevelfærd er det vigtigt for Maria Bojsen, at kødet produceres i balance med naturen og klimaet. Derfor forsøger Maria Bojsen i videst muligt omfang at fodre dyrene med restprodukter, for eksempel mask fra ølbrygning i nærheden.
Hun har også brugt slåenbær fra en lokal ginproducent og daggammelt brød og croissanter fra restauranten Il Buco.
For fodermarker, der lige nu fylder lidt under halvdelen af Danmarks areal, udgør nemlig en stor del af landbrugets CO2-aftryk. Og ved at stræbe efter at bruge restprodukter som foder, medvirker Birthesminde så lidt som muligt i det klimaaftryk.
Dansk produceret protein
Og når Maria Bojsen køber og bruger almindeligt proteinfoder, som hun er nødsaget til i de travleste perioder, så er det lokalt produceret foder uden importeret soja fra Sydamerika.
- Jeg påstår ikke, at vi gør det perfekt. Men jeg håber, at jeg kan inspirere flere til at gøre tingene på en anderledes måde. Jo flere vi er om det, jo lettere bliver det for os alle, siger Maria Bojsen.
Samtidig foregår Birthesmindes griseproduktion med hensyn til og i samspil med naturen. Fordi der er så få grise på et stort areal, tilføres der kun meget lidt kvælstof til jorden via grisenes efterladenskaber. Det gør vandmiljøet en tjeneste, ligesom jorden får gode vækstbetingelser for forskellige blomstrende planter, der har brug for næringsfattig jord.
Modsat ved størstedelen af den økologiske svineproduktion i Danmark, får grisene på Birthesminde ikke ring i trynen for at forhindre dem i at rode jorden. Tryneringene skal nemlig forhindre kvælstoffet i at trænge ned i jorden, men da det ikke er et hensyn, de behøver at tage på Birthesminde, går grisene og roder i jorden hele tiden. Det kan især i den gamle nåleplantage skabe gode betingelser for en mere varieret natur.
- Grise er jo skovdyr, og jeg bilder mig ind, at det er sådan her, de gerne vil leve. Så kan det godt være, det er surt en gang imellem med dårligt vejr. Men det er et naturligt liv, siger Maria Bojsen.
- Jeg synes, den moderne kødproduktion er blevet lige lovlig effektiv og kynisk. Her prøver vi at skrue tiden lidt tilbage.
Bureaukrati spænder ben
Selvom grisene går med nærmest logrende haler, og fuglene synger over det dynamiske og kuperede landskab ud til Isefjorden, er alt ikke fryd og gammen. Maria Bojsen har rygende travlt. Hun har et par ansatte, men mange af opgaverne i løbet af en dag, er hun alene om.
Hun skal både være landmand, have styr på regnskab og salg og sørge for kunder og samarbejdspartnere. Og så er der en lang rakke krav og dokumentation, hun som svinefarmer skal have styr på. For eksempel har hun for nyligt brugt en masse tid på nogle blodprøver, fødevarestyrelsen krævede for at sikre, at der ikke var salmonella i grisene.
- Og jeg skulle levere mange prøver, lige så mange som en konventionel svinefarm.
- Altså, jeg kan jo dårligt nok få rigtigt fat på mine grise, de løber jo alle mulige steder. Så skal jeg bruge dagevis på at ringe til fødevarestyrelsen og forklare, at det her ikke giver mening”, siger Maria Bojsen og fortæller, at hendes kontaktpersoner i Fødevarestyrelsen gør, hvad de kan, for at hjælpe hende og andre små jordbrugere så meget som muligt.
Det er et dybtfølt håb for Maria Bojsen, at flere ligesom hende forsøger at skabe et alternativ til den konventionelle kødproduktion. Både for at trække udviklingen i en grønne retning, men også fordi, at jo flere der er, jo nemmere bliver det at skabe et nyt system, som ikke er indrettet efter de store konventionelle svinebønder.
Men det kræver også, at forbrugerne ændrer vaner.
Mindre men bedre kød
Maria Bojsen har mange faste kunder, der køber charcuterie eller flæskesteg i gårdbutikken eller over nettet. Men der kommer også ofte nye mennesker forbi, der bliver nysgerrige over Maria Bojsens projekt.
- Tingene koster jo mere her, end det gør nede i køledisken. Men mit mål er at vise folk, at det er værd at betale for. Både fordi det smager fantastisk, og fordi dyrene har haft et godt liv. Og at det gør en forskel, hvis man spiser mindre, men bedre kød.
Netop derfor sælger Maria Bojsen en del charcuteri.
- Pølser, røget og tørret kød er en virkelig god måde at bruge kødet på. For smagen er utrolig lækker og koncentreret, og så kan man lige pludselig klare et aftensmåltid ved at drysse lidt bacon på salaten, i stedet for at købe en kamsteg i supermarkedet til 20 kroner.
For Maria Bojsen er næste mål at få flere besøgende, gerne familier, der kan komme og se, hvordan kødproduktion også kan foregå. Lidt som en åben bondegård, men hvor det lige så meget handler om at formidle fremtidens bæredygtige kødproduktion, som det handler om at kigge på nuttede grise.
- Hvis det her skal sprede sig som ringe i vandet, så skal flere vide at vi er her, og at man godt kan. At det er muligt at gå en anden vej, siger Maria Bojsen.
