I Norge efterforsker de drab på dyr med telefonaflytninger og GPS-sporing
Det er for let at slippe af sted med at dræbe, stjæle eller ødelægge i naturen. Men i Norge har politiet fundet en model, der ser ud til at virke.I juli 2019 rejste to danskere til Jotunheimen mellem Trondheim og Bergen. Det enorme fjeldområde er kendt for sine eventyrlige vandfald, elve, gletsjere og nogle af Nordeuropas højeste fjelde.
Men det var ikke derfor, de to mænd var rejst til Norge. De var nemlig på sommerfuglejagt, og det lykkedes dem at fange 30 flaksende eksemplarer, før de blev pågrebet af norsk politi.
Problemet var nemlig, at de havde fanget 19 rødlistede apollo-sommerfugle. Og ikke nok med det. Sommerfuglene var tilmed af varianten Parnassius apollo Jotunensis, der kun lever i det norske højfjeld.
Mændene fik hver en bøde på 25.000 norske kroner og fik konfiskeret både sommerfugle og udstyr.
Var forbrydelsen sket i Danmark, er der imidlertid stor sandsynlighed for, at sagen aldrig var kommet for retten.
For i modsætning til vores naboland mangler vi en politienhed, der har ansvaret for såkaldt faunakriminalitet. Det konstaterer Bo Håkansson, biolog i Danmarks Naturfredningsforening (DN), da jeg mødes med ham for at trække på hans lange erfaring med emnet.
DN er bare en af flere organisationer, der mener, at det er på tide, at myndighederne herhjemme begynder at behandle faunakriminalitet som det, det er: kriminalitet.
- Faunakriminalitet er forkasteligt af både biologiske og etiske årsager. Sommerfugleindsamlingen i Norge er et eksempel på et biologisk problem. Og det er et etisk problem, hvis man synes, at man kan tilsidesætte både jagtloven og naturbeskyttelsesloven, fordi der er nogle arter, man bare ikke kan lide. Loven gælder faktisk, selvom man måtte være uenig i den, siger Bo Håkansson.
Natur og Miljø
Natur og MiljøArtiklen blev først bragt i vores medlemsmagasin Natur og Miljø.
Vil du modtage magasinet direkte i din postkasse og samtidig støtte en god sag?
Så meld dig ind herunder.
Faunakriminalitet og kryptisk dødelighed
Ingen ved nøjagtigt, hvor stort omfanget af faunakriminalitet er, men vi har dog nogle indikationer på, hvad der foregår.
Dansk Ornitologisk Forening, DOF, har siden 2008 registreret sager om forgiftede fugle, og her lyder estimatet på minimum 66 drab på især rovfugle. Det er næsten altid den ekstremt farlige nervegift carboforan, der tager livet af de fredede fugle, og det selvom giften, der øjeblikkeligt lammer åndedrættet, har været forbudt siden 2008.
I 2020 blev en 72-årig jæger og fodermester eksempelvis dømt for at have forgiftet en musvåge ved at lægge carbofuran i en død fasan. I mandens skur fandt politiet et gammelt rødkålsglas med påskriften ’gift’. I glasset var der 190 gram carbofurangranulat.
Et andet eksempel på faunakriminalitet er drab på ulve. Her har vi i Danmark kun et enkelt eksempel på en ulv, der stensikkert er blevet slået ihjel. Men ifølge forskere fra Aarhus Universitet og Naturhistorisk Museum i Aarhus er der ingen tvivl om, at adskillige drab aldrig kommer til offentlighedens kendskab.
I en rapport fra 2021 konstaterer forskerne, at der i Danmark er en meget stor forekomst af, hvad de kalder ’kryptisk dødelighed’.
9 ud af 24 ulve – altså mere end hver tredje – forsvandt i årene 2012-21 sporløst, og forskerne peger på ulovlige drab som den mest sandsynlige forklaring. Enten fordi de bliver skudt, går i fælder, bliver forgiftet, eller fordi nogen med vilje skræmmer forældrene væk fra deres nyfødte hvalpe.
Hans Peter Hansen er seniorforsker ved Institut for Ecoscience – Faunaøkologi på Aarhus Universitet og forsker blandt andet i, hvordan vi forhindrer faunakriminalitet. Og det handler ikke kun om ulve og rovfugle, fortæller han.
- Der findes mange forskellige former for faunakriminalitet. Også nogle, som måske går under radaren. Det kan være ulovligt fiskeri, jagt og ulovlig regulering uden for sæsonen eller udsætning af ikke-hjemmehørende arter. Både under vand og på land. Det kan også være, hvis folk har klippet hegn op til dyreparker, hjortefarme og den slags, siger han.
En styrket indsats
Efter artiklen er blevet bragt, har miljøminister Magnus Heunicke lovet at komme med et lovforslag i 2024, der skal sikre en styrket indsats mod faunakriminalitet.
Det skal blandt andet ske ved at:
- Gøre faunakriminalitet til en særligt skærpende omstændighed ved strafudmåling
- Indføre faste bødestørrelser for faunakriminalitet
- Øge brugen af muligheden for frakendelse af jagttegn ved faunakriminalitet.
Tiltag, som Danmarks Naturfredningsforening bakker op om.
Men vi håber også på, at politikerne vil lade sig inspirere af Norge og styrke og specialisere politiets efterforskning af faunakriminalitet. Eksempelvis ved at oprette et Økokrim og etablere et samarbejde mellem alle de relevante myndigheder - ligesom som vores nordiske nabo.
Hvad er motivet?
Motiverne kan være mange, fortæller Hans Peter Hansen. Ét motiv var det, der drev de to danske mænd i Jotunheimen, nemlig samlermani. I det tilfælde var målet sommerfugle, men manien kan også handle om f.eks. æg eller udstoppede fugle. Et andet motiv kan være, at man ønsker at beskytte sine egne muligheder for at gå på jagt.
- I forhold til ulven tror jeg, at et centralt motiv er konkurrencen om vildtet. Vi har fået en art, som ikke kun konkurrerer med jægerne om de mindre vildtarter, men også det store hjortevildt, forklarer han.
Også rovfugle kan blive betragtet som jagt-konkurrenter. En væsentlig del af de forgiftede rovfugle er da også blevet fundet i nærheden af godser og skove med fasanudsætning, som den dræbte musvåge fra 2020. Helt aktuelt er to personer ifølge Sydøstjyllands Politi blevet tiltalt for at have forgiftet to rørhøge ved Tyrrestrup Gods. Konkurrencen om fasanerne er dog ikke altid den stærkeste drivkraft, mener Knud Flensted, der er biolog i DOF Birdlife.
- Ofte er rovfuglen sandsynligvis slet ikke målet for forgiftningen. Giften kan i stedet være lagt ud mod måger, kragefugle, ræve eller andre dyr, påpeger han.
Fra starten af 1900-tallet var forgiftning kraftigt medvirkende til, at den danske bestand af glenter blev helt udryddet.
- Glenten er fantastisk til at finde døde dyr. Den svæver i luften, og hvis der er en død krage, måge eller hare, så er den lynhurtigt derhenne for at spise af den. Og hvis dyret så er forgiftet, falder glenten død om, forklarer han.
De seneste 10-15 år, hvor der er kommet mere fokus på forgiftningerne, er bestanden af glenter heldigvis begyndt at vokse igen.
Når det kommer til ulven, er der dog et motiv, der vejer tungere end jagtinteresser, mener Hans Peter Hansen, nemlig frygt. Når folk pludselig ser ulve, eller når medierne skriver, at en ulv har taget får eller andre husdyr, kan det give anledning til selvtægt.
- Med den rigtige indhegning kan man gøre det meget vanskeligt for ulvene at angribe husdyr, og vildtkonsulenterne siger, at der endnu ikke er slået får ihjel bag fungerende ulvehegn. Men frygt er en følelse, og når den handler om ens egen, ens families eller kæledyrs sikkerhed, så bliver det svært at forholde sig rationelt. Det kræver en helt anden form for kommunikation at håndtere menneskers frygt, siger han.
Danmarks største æggetyv
Ud over at meget faunakriminalitet aldrig bliver opdaget, falder der også kun sjældent dom i den slags sager.
Da vestjyden Mourits Troldtoft i 2018 skød en ulv, der løb over en af hans marker, var det et rent tilfælde, at to naturentusiaster samtidig var i gang med at filme selvsamme ulv. Det betød, at Troldtoft kunne idømmes 40 dages betinget fængsel og fik frataget sit jagttegn i to år.
Ellers findes der kun meget få eksempler, hvor faunakriminalitet har ført til straf. Det afhænger i høj grad af, hvorvidt en sag tilfældigvis havner hos en betjent, der brænder for naturen.
Sådan en betjent var den nu pensionerede politiassistent Torsten Henrik Petersen. Hans kærlighed til naturen fik ham både valgt som lokalformand for DN i Køge og kostede adskillige skideballer fra cheferne. For selvom han var ansat i drabsafdelingen i København, var forbrydelser mod naturen altid på hans radar – og han kørte gerne uden for sin egen kreds for at opklare dem. Hans mest celebre sag var, da han afslørede danmarkshistoriens største sag om tyveri af æg fra sjældne fugle.
- Der var sådan en klike med 10-15 ægsamlere. De var fuldstændig fanatiske med at samle æg, fortæller han, da jeg ringer og forstyrrer ham i hans otium.
En af ægsamlerne hedder Henrik Lemvigh, og ham besøgte Torsten Henrik Petersen en dag i starten af 1980’erne med en ransagningskendelse i hånden. Noget tid forinden var en rede med storkeæg blevet tømt, men det var nu ikke derfor, politiet havde lagt vejen forbi Henrik Lemvigh, for pilen pegede på det tidspunkt mod nogle svenskere.
- Da jeg så var ude og ransage hos ham, kunne jeg se hans dagbog, og jeg sagde: ’For fanden, det var jo dig, der tog de storkeæg!’ Han erkendte det hele, erindrer den pensionerede politimand, og med den viden i baghovedet besøgte han så Lemvighs ven.
I hans logbog så det umiddelbart ud, som om alle hans æg var så gamle, at de ikke kunne føre til straf, men den naturelskende politiassistent lod sig ikke narre.
- Jeg tilbageførte datoerne med ti år og sammenlignede det med Henrik Lemvighs dagbog. Så kunne jeg se, at det i virkeligheden var året før, de havde været ude og samle, siger han og griner ved mindet.
Faunakriminalitet opklares sjældent i Danmark
I 1983 fik Henrik Lemvigh konfiskeret 800 æg og fik en bøde på 30.000 kr. Resten af samlingen, der tæller mere end 22.000 æg, kunne politiet ikke bevise, var ulovligt indsamlet, så den fik han lov at beholde.
I juni 2022 donerede han i en alder af 81 år hele samlingen til det naturhistoriske museum Naturama i Svendborg, da ingen i hans familie ville arve den. En del af samlingen kan for øvrigt ses på museet netop nu.
- Vil du vide mere? spørger Torsten Henrik Petersen og undrer sig lidt over min nysgerrighed ved så gamle sager.
Men faktum er, at jeg er nødt til at kigge langt tilbage i tiden, for det hører til sjældenhederne, at faunakriminalitet rent faktisk bliver opklaret herhjemme. Hvis der havde været en særlig enhed for faunakriminalitet, havde Torsten Henrik Petersen sikkert arbejdet der, men den fandtes hverken dengang eller i dag.
Det er derfor stadig op til enkelte ildsjæle rundtom i politikredsene at opklare kriminalitet begået mod naturen, men sådan behøver det ikke være, mener flere organisationer, der ud over DN også tæller DOF og Danmarks Jægerforbund.
- Politiet og Naturstyrelsen bør i højere grad arbejde sammen og opbygge en ekspertise. Det er på ingen måde en kritik, men et ønske om, at politiet får politiske instrukser og ressourcer til at lave noget, der minder om Økokrim i Norge. Det er dét, der skal til, siger Bo Håkansson.
Norges Økokrim
Derfor er jeg taget til Oslo for at blive klogere på, hvorfor Bo Håkansson mener, at Danmark bør kigge den vej.
Jeg er rejst derop sammen med Max Steinar, der er ansvarshavende redaktør for Danmarks Jægerforbunds blad Jæger, og sammen besøger vi Økokrim, der holder til i et højhus af stål og glas ikke langt fra det prominente regeringskvarter i centrum af den norske hovedstad.
På fjerde sal bliver sager om økonomisk og organiseret kriminalitet efterforsket, men det er altså ikke kun hvidvask og bedrageri, der havner i afdelingen.
I Økokrim udgør en lille gruppe specialiserede medarbejdere nemlig enheden Miljøkrim, der ud over faunakriminalitet også tager sig af lovbrud mod fredede planter, ulovlig forurening og meget andet, der på den ene eller anden måde har med naturen at gøre.
"Faunakriminalitet er uacceptabelt, og der er behov for, at vi sætter ind med en styrket indsats" - Miljøminister Magnus Heunicke
Efter en uniformeret vagt har lukket os ind, tager enhedsleder og førstestatsadvokat Hans Tore Høviskeland imod. I den ene hånd har han et par eksemplarer af enhedens halvårlige udgivelse, magasinet Miljøkrim, og i den anden en toliters kaffekande.
Der er gået kuk i lokalebookingen, så han går lidt hjemløst rundt, før han finder et rum, hvor vi kan være. Den ene væg er dækket af små Økokrim-logoer, og på den anden hænger otte indrammede citater fra afdelingens 30-års jubilæum i 2019. ”Vår oppgave er å ta de store, alvorlige sakene, som er viktige for samfunnet,” står der på et af dem.
At faunakriminalitet virkelig er vigtige sager i Norge, kan man blandt andet se på strafferammen. Her kan efterstræbelse af et fredet dyr give op mod seks års fængsel, mens det i Danmark højst kan koste to år.
Et af de mest iøjnefaldende eksempler er fra 2014, hvor 12 personer blev anholdt i en koordineret aktion. Mændene var mistænkt for ulovlig ulvejagt.
Politiet var kommet på sporet af dem ved hjælp af blandt andet telefonaflytning. Her hørte de først om en jagt, der skulle finde sted i februar. På denne jagt lykkedes det dog ikke gruppen at skyde de tre ulve, de var sat ud for at nedlægge, men gennem mændenes samtaler fandt politiet frem til jagtlederen.
Da de aflyttede hans telefon, stod det klart, at han en måned efter den første jagt havde skudt en ulv. Manden havde planer om at brænde ulven på et bål af bildæk og diesel, men først ville han invitere nogle venner til fest for at fejre nedlæggelsen.
Men som der står i magasinet Miljøkrim, ”i stedet for ulvefest hos tiltalte blev det til pågribelse og afhøring hos politiet på Elverums politistation”.
I bevisførelsen brugte politiet blandt andet telefonaflytninger, aktivitet på de sociale medier og data fra de anholdtes GPS-udstyr.
Sagen gik hele vejen til højesteret, hvor alle de implicerede endte med fængselsstraf. Den mand, der rent faktisk havde skudt en ulv, fik et års ubetinget fængsel, mens de andre fik ned til tre måneders fængsel for at have haft til hensigt at dræbe en truet dyreart.
"Det er en principielt sag"
Siden den meget omtalte sag har Norge oplevet et markant fald i den såkaldte kryptiske dødelighed blandt ulve, på blot et-to år blev antallet af ulve fordoblet i Norge. At de alle fik strenge straffe, kan få betydning for fremtidige sager, fortæller Hans Tore Høviskeland.
- Ulven er fredet. Det er en principiel sag, og derfor ville vi have straffen op, siger han.
Høje straffe er et vigtigt led i det forebyggende arbejde, fortæller Høviskeland og nævner et nyligt eksempel, hvor 1.200 æg fra hættemåger, der er udrydningstruede i Norge, blev ødelagt. Manden, der stod bag, erkendte kun at have ødelagt 30 æg og slap derfor med en bøde på 20.000 kr.
- Og det mener jeg, var en fejl. Man skulle have fulgt op på en helt anden måde, siger han med henvisning til, at det i dette tilfælde var det lokale politi, der håndterede sagen.
Langt størstedelen af faunakriminalitet sker i sagens natur langt fra Oslo, og Miljøkrim-enhedens otte medarbejdere, står da heller ikke alene med sagerne.
I hvert af landets 12 politidistrikter er der en Miljøkrim-koordinator, der i de fleste tilfælde har en særlig efteruddannelse i bekæmpelse af miljøkriminalitet. Der er desuden miljøefterforskere i distrikterne. Miljøkrim arbejder dermed både med egne sager og bistår de lokale betjente.
- Fordelen ved vores enhed er, at vi arbejder tværfagligt og har rigtig mange års erfaring med de her sager, fortæller Høviskeland, der altså både er chef for politifolk, biologer, kemikere, økonomer og miljøjurister.
I Danmark bliver sager om faunakriminalitet, der rent faktisk kommer til politiets kendskab, behandlet lokalt. Der er dog tre såkaldte tungvogns- og dyrevelfærdscentre, der tager sig af sager om eksempelvis misrøgt af svin under transport.
Koordinationen af de tre centre ligger i Den Landsdækkende Enhed for Juridisk Dyrevelfærd og Tungvogn, der er en del af Midt- og Vestsjællands Politi. Her anerkender politidirektør Jørgen Bergen Skov, at sager om faunakriminalitet indtil nu har været lavt og forskelligt prioriteret.
- Derfor har politiet og anklagemyndigheden taget initiativ til, at der skal laves en ny fælles arbejdsgruppe, som skal ensarte sagsbehandlinger, beskrive efterforskningsmulighederne og gøre opmærksom på, hvad der findes af sagkyndige rundtomkring, siger han.
Ambitionen er, at sager om faunakriminalitet bliver håndteret ens over hele landet. En central enhed som i Norge kan Jørgen Bergen Skov dog ikke se behovet for.
- Vi tror mere på, at politikredsen, som kender området, og som kender de folk, der bor og agerer i det område, har en større chance for at opklare en sag end nogen, der sidder langt væk, siger han.
En ophidset debat
Tilbage i Norge kan afdelingslederen for Miljøkrim-enheden sagtens følge sin danske kollegas pointe, og de nyder da også ofte godt af samarbejdet med politiet ude i landet, der netop kender til de særlige lokale forhold.
Men ud over tværfagligheden og den ekspertise, folkene i Miljøkrim-enheden har oparbejdet, er der også en anden fordel ved en central enhed, mener Hans Tore Høviskeland.
- I sager om ulovlig aflivning af ulv f.eks. kan det være en fordel at trække sagerne væk fra det lokale politi. Det gjorde vi også i ulvesagen, siger han.
På den måde undgår de dels inhabilitet i små samfund, hvor alle kender alle, og dels forskånes de lokale betjente for at stå i midten af en ophidset konflikt mellem ulvehadere og ulveelskere.
Det har stor principiel betydning, at sagen endte med at blive bedømt ud fra en bestemmelse i den norske straffelov, der har en strafferamme på op til seks år, for det betyder, at politiet i lignende sager igen vil kunne bruge mange ressourcer, fortæller Hans Tore Høviskeland.
Det modsatte gør sig gældende herhjemme, bekræfter politidirektør i Midt- og Vestsjællands Politi, Jørgen Bergen Skov.
- Faunakriminalitet er jo ikke sager med en høj strafferamme. Derfor er der grænser for, hvad man kan bruge af efterforskningsmetoder. Det hænger jo sammen, siger han.
Netop derfor har DN og andre organisationer i længere tid forsøgt at presse politikerne til at hæve strafferammen, og det er da også en af 18 anbefalinger i en nylig rapport, som Miljøministeriet har udarbejdet. I et brev til de organisationer, der har bidraget til rapporten, skrev miljøminister Magnus Heunicke (S), at ”faunakriminalitet er uacceptabelt, og der er behov for, at vi sætter ind med en styrket indsats”.
Hvilke af de 18 forslag, der eventuelt bliver til virkelighed, er stadig under afklaring, fortæller Miljøministeriet, da jeg henvender mig til dem.
Indtil da må dyrelivet fæste lid til ildsjæle som Torsten Henrik Petersen, der klukler lidt, da jeg spørger ham, om han har flere historier fra sin tid i politiet.
- Ork ja, masser, svarer han og giver sig til at fortælle om en fisker fra Rødvig, der havde fanget et marsvin og forsøgt at sælge det.
- Jeg tog fat i Fiskerikontrollen, og så tog vi sammen derned. Men salgsforeningen vidste godt, at marsvin er fredede som ind i helvede, så de havde ikke villet sælge det, husker han.
Han fik dog hurtigt snuset sig frem til, at fiskeren i stedet havde foræret dyret til en kvinde, der stammede fra Grønland og ikke havde smagt hval i 30 år.
Petersen kunne ikke nænne at konfiskere kødet fra den ældre kvinde, men fiskeren slap ikke. Han blev sigtet og måtte betale en bøde på 5.000 kr. Det var ikke så meget bødens størrelse som princippet, der betød noget for Torsten Henrik Petersen.
- Naturen er jo vores alle sammens. Og så skal sådan nogle skiderikker da ikke have lov at gå og ødelægge den, som han siger.
Artiklen er skrevet at Rikke Bolander og bragt i medlemsmagasinet Natur og Miljø, juni 2023.
Behov for øget fokus på faunakriminalitet
En række grønne organisationer, heriblandt Danmarks Jægerforbund og Danmarks Natur-fredningsforening, ønsker et større politisk fokus på faunakriminalitet.
Organisationerne mener, at der skal sættes flere ressourcer af til at styrke og specialisere politiets efterforskning, strafferammen skal udnyttes bedre, og ministerierne skal samarbejde på tværs.
Organisationerne opfordrer politikerne til at hente inspiration i Norge, hvor den specialiserede politienhed kaldet Økokrim varetager sager om faunakriminalitet.
Et afgørende element er at etablere et samarbejde mellem relevante danske myndigheder, så den nuværende silotænkning elimineres, og der bliver skabt reelle resultater.
