De er populære som aldrig før, men de kan gøre stor skade på naturen og de dyr, der færdes i den.

Nikotinposer fra brugt snus ender i stor grad i naturen og det offentlige rum, viser en ny rapport fra DTU Sustain. Hele 5,3 millioner nikotinposer bliver det til, har forskerne anslået.

Også ved Danmarks Naturfredningsforenings store Affaldsindsamling i april viste det sig, at det brugte snus lå og flød i byer, parker og natur. 115.000 af de små nikotinposer blev der fundet og registreret af de deltagende på bare én uge.

For Charlotte Juul, projektleder på Affaldsindsamlingen, er det en stor opgave at komme de små nikotinprodukter i naturen til livs.

- Der er et stigende forbrug af netop denne produkttype, og dermed er der også flere nikotinposer, der bliver smidt i naturen. Det er et problem for vores natur og for vores dyr, som vi skal have løst hurtigt, siger Charlotte Juul, der håber, at nikotinposerne ligesom cigaretter bliver en del af det udvidede producentansvar, hvor firmaerne bag produkterne har ansvar for at sikre en større miljø- og klimamæssig ansvarlighed i emballage og indhold.

Læs også: Affaldsindsamlere fandt 115.000 snusposer

Nedbrydes meget langsomt i naturen

Forskerne fra DTU Sustain har ikke kun fundet ud af omtrent hvor mange nikotinposer, der ligger rundt omkring, men også hvad poserne er lavet af.

Og det er langt fra materiale, der hører hjemme i naturen. Stoffet er ’semi-syntetisk cellulose. Et materiale, som har en lighed med cigaretfiltre, og som antages at blive nedbrudt forholdsvist langsomt i naturen’, lyder det i rapporten.

Samtidig har forskerne fundet ud af, at nikotinposerne efter brug indeholder op mod 63 procent af det nikotin, der var i til at begynde med.

- Det er et kæmpe problem, når vores dyr spiser dem og forveksler dem med mad. Vi har nogle voldsomme historier med dyr, der er blevet meget syge og har fået nikotinforgiftning, siger Charlotte Juul.

Læs også: Annes hund døde: Slugte nikotinpose på gåtur

Brug for andet syn på affald

Også for Maria Reumert Gjerding, præsident i Danmarks Naturfredningsforening, er der behov for at se på nikotin-affaldsproblemet:

-Hvis vi for alvor skal problemet til livs på den lange bane, er vi nødt til alle sammen at blive bedre til at respektere naturen og vores omgivelser. Samtidig ligger der en helt grundlæggende opgave i, at vi som samfund skal blive bedre til at producere mindre emballage, genbruge og genanvende meget mere.

- Det vil ikke alene skåne naturen for en masse affald, men er også afgørende i forhold til at nedbringe Danmarks enorme ressourceforbrug, siger hun.

alt
Emilie Palm Olesen
Digital journalist
  • E-mailadresse
  • Mobil
    +45 31 46 00 80

Bliv medlem og hjælp med at holde Danmark fri for affald