Silkeborg Kommune og Danmarks Naturfredningsforening har besluttet at rejse en fredningssag for det stærkt kuperede landskab nord for Sejs-Svejbæk. Det er et område på omkring 300 hektar, som ligger ud til Borresø, der er en del af Gudenåsystemet.

Det er et markant landskab, som rummer store naturværdier. Store dele af området har aldrig været opdyrket på grund af det stejle terræn og den næringsfattige jord. Der er derfor et generelt godt naturindhold og et stort potentiale for at udvikle naturen yderligere.

- Naturen er trængt overalt i Danmark. Med denne nye fredning kan vi sammen beskytte landskabet og samtidig skabe grundlag for at øge naturværdierne i området, siger Birgitte Ingrisch, der er fredningsleder i Danmarks Naturfredningsforening.

Hjælp os med at beskytte naturen

Vi kæmper for at beskytte vores sårbare natur med blandt andet fredninger. Vil du støtte vores kamp?

Tryk på den gule pil for at se flere billeder fra det smukke bakkelandskab.

Fantastisk natur kan sprede sig til nye områder

Området er allerede i dag omfattet af kommuneplanretningslinjer for natur og landskab, og dele af området er fredet, har fredskovspligt eller status af beskyttet natur. Alligevel vurderer både Danmarks Naturfredningsforening og Silkeborg Kommune, at planlægningen næppe på sigt er tilstrækkelig stærk til at beskytte området imod mere bebyggelse.

Derfor er der to mål med den nye fredning. For det første at forhindre fremtidig byvækst og byggeri ud i landskabet og på den måde bidrage til at sikre det. Og for det andet at give naturen den helt særlige beskyttelse, som kun en fredning kan give.

Samtidig har området store rekreative kvaliteter - særligt for lokalbefolkningen i Sejs-Svejbæk. Centralt i området ligger højdedragene, Sindbjerg-Stoubjerg, som allerede blev fredede i 1919. Dette område er et såkaldt biodiversitetshotspot, som kendetegnes ved den meget høje artsrigdom.

Med den nye fredning og den rette naturpleje kan naturindholdet andre steder i området øges tilsvarende. Og forhåbentlig kan naturen forbindes bedre ved at skabe sammenhæng mellem Nordskoven og Linå Vesterskov.

Læs mere: Sådan beskytter vi dansk natur med fredninger

alt
Birgitte Bang Ingrisch
Fredningsleder
  • E-mailadresse
  • Mobil
    +45 61 69 18 22

Det sker der nu i sagen

Fredningssagen vil blive forberedt i tæt dialog og samarbejde med de berørte lodsejere, der som udgangspunkt skal kunne se sig selv afspejlet i fredningsbestemmelserne. Den model er blevet brugt tidligere i blandt andet Kolding og Skive kommuner, hvor Danmarks Naturfredningsforening sammen med kommunerne rejste fredningssager med meget stor lokal opbakning takket være en tæt proces med lodsejere og andre lokale interessenter.

Sådan en proces tager tid, men kan være besværet værd, når man ønsker lokalt ejerskab til fredning.

Nu forestår arbejdet med at forberede et fredningsforslag, som kan sendes til fredningsnævnet. Det er en lang proces, som forventes at tage et par år. I første omgang vil Silkeborg Kommune og Danmarks Naturfredningsforening invitere lodsejere og andre interessenter til et dialogmøde, hvor vi vil tage hul på indholdet af en fredning.

Hjælp os med at beskytte vores sårbare natur

Vi kæmper for at forbedre og skabe ny natur gennem fredninger. I dag er cirka fem procent af Danmark fredet. Vil du være med til at kæmpe for mere fantastisk natur?