Det sparede brændstof finansierer elbilen

Malene Schack Hansen er 40 år, bor i Fakse og har konsulentvirksomheden Overskud til mere!, hvor hun er coach. Hun har en Hyundai IONIQ og har kørt elbil i ét år.

Hvorfor kører du i elbil?

- For fem år siden var min mand og jeg så heldige at vinde en elbil i tre måneder. Elbiler var meget skrabede dengang. Alligevel vidste vi derefter, at vi på et tidspunkt skulle have en elbil. Før vi købte vore Hyundai IONIQ, kørte jeg en lille Hyundai i10 og brugte 2.500 kr. på brændstof. Nu betaler vi 600 kr. om måneden for fri opladning, og besparelsen finansierer det billån, som vi har taget for at købe elbilen. På den måde har vi fået betydeligt større bil med masser af udstyr, og som er en ren fornøjelse af køre i. Dertil kommer, at den er meget billig i drift. Jeg har lige haft den til service, og det kostede kun 1.800 kr.

Hvad er det bedste ved at køre elbil?

- Den er fuldstændig stille, og det giver en helt ekstraordinær kørekomfort, som jeg sætter stor pris på. Jeg kører nemlig cirka 30.000 km om året i forbindelse med mit arbejde. Og når familien er med, kan vi tale sammen helt uden at skulle hæve stemme på grund af motorstøj.

Hvad er det værste ved at køre elbil?

- Når jeg kører langt, er jeg afhængig af at hurtiglade undervejs- Det er ikke et problem. fordi jeg planlægger turen, så jeg kan arbejde den halve time, hvor bilen lader op. I vinters var jeg dog nødt til at køre en omvej til en anden ladestation, fordi der ikke var ryddet sne foran den, jeg plejer at bruge. Men det er kun sket én gang, og det var jo ikke elbilens skyld.

Hvad vil du anbefale andre, som overvejer at få en elbil?

- Man skal tænke over, hvad ens kørselsbehov er og hvad ens elbiloperatør har af ladestationer. Men man skal ikke være bange for rækkevidden. De fleste kan sagtens klare sig med 200 km på en opladning.

Bilen udleder ingen skadelige partikler i byen

Bo Vinther er 40 år, bor på Østerbro i København og er forsker ved Center for Is og Klima ved Niels Bohr Instituttet på Københavns Universitet. Han lejer en Renault ZOE 41 kWh hos Sixt inkl. ubegrænset opladning hos E.ON og har haft elbil i fem år.

Hvorfor kører du elbil?

- Hvis man har behov for en bil, når man bor i byen, bør den ikke udlede sundhedsskadelige partikler. Så det er mest af alt af hensyn til miljøet, at jeg kører bil. Men der er selvfølgelig også det store perspektiv med at reducere CO2-udledningen fra transport.

Hvad er det bedste ved at køre i elbil?

- Køreoplevelsen. Det er en superlækker bil at køre i, og den er helt perfekt som bybil. Den er lydløs, accelerer lynhurtigt, og man skal ikke tænke på at skifte gear. Og selvom der er kommet flere elbiler i København på grund af bybiltjenesterne, er det stadig nemt at finde et sted at parkere og oplade sin elbil.

Hvad er det værste ved at køre elbil?

- Jeg synes ikke, at den har ulemper. Hvis man skal på en weekendtur, bør man selvfølgelig tjekke, hvad der er af lademuligheder undervejs og ved destinationen. Men man kommer langt med et stort batteri.

Hvad vil du anbefale andre, som overvejer at få en elbil?

- Jeg har hidtil leaset eller lejet min elbil. Det er en god måde at finde ud af, om en elbil er det rigtige valg uden at købe den, ligesom man heller ikke behøver at være bekymret for at blive overhalet af teknologiudviklingen.

Min firmabil skal være klimavenlig

Bent Hübertz er 61 år, bor i Risskov og er chief marketing officer hos KLS PurePrint. Han kører i en BMW i3 med rækkeviddeforlænger og har kørt elbil som firmabil i knap tre år.

Hvorfor kører du elbil?

- Det gør jeg, fordi KLS PurePrint har en bæredygtighedsstrategi, hvor blandt andet alle firmabiler skal være elbiler. Det har jeg det godt med, for det var netop ambitionerne om bæredygtighed, som fik mig til at vælge at arbejde for KLS PurePrint. Men jeg vil også være ærlig at sige, at jeg ikke nødvendigvis havde valgt en elbil, hvis det ikke var et krav. For som firmabil er den skattemæssigt for dyr i forhold til mange konventionelle biler, som både er større og ikke er udfordret på rækkevidden.

Hvad er det bedste ved at køre i elbil?

- Det er køredynamikken. Min BMW i3 er ubetinget den sjoveste bil, som jeg har kørt. Og jeg har skam haft min andel af store biler med store motorer. Accelerationen er fantastisk, og samtidig er den lydløs. Jeg elsker virkelig den bil. Samtidig er jeg blevet en bedre bilist. Som elbilist er man mere opmærksom på trafikken, og hvordan man kører, fordi man dermed kan køre længere på en opladning. Jeg kører mere afslappet nu - jeg stresser ikke.

Hvad er det værste ved at køre elbil?

- Det er rækkevidden. Med det forholdsvis lille batteri på 22 kW, som min BMW i3 har, kører jeg 100-130 km på en opladning, og selvom den kan hurtiglade, så er det for lidt, når jeg kører 30.000 km om året og besøger kunder i hele Jylland. Derfor har min BMW i3 en rækkeviddeforlænger i form af en lille benzinmotor og en tank på ni liter. På den måde kan jeg altid komme omkring, selvom jeg ikke er i nærheden af en ladestander.

Hvad vil du anbefale andre, som overvejer at få en elbil?

- Giv dig god tid, og prøv forskellige elbiler. Vær opmærksom på, hvor langt de kan køre i virkelighedens verden - især når det er koldt. Hvis man skal kunne køre langt på en dag, så kræver det en elbil med lang rækkevidde og mulighed for at hurtiglade undervejs.