Der er ikke langt mellem de nedslående historier om naturens tilbagegang. Fisk fordrives eller dør som følge iltsvind i fjordene. Fuglebestande går tilbage på grund af manglende fødegrundlag. Og sommerfugle forsvinder, fordi deres levesteder bliver færre og færre.

Derfor er det ekstra opløftende, at en af Danmarks mest sjældne arter nu viser tidlige tegn på fremgang. For få dage siden blev flere individer af arten Sortplettet Blåfugl nemlig spottet og dokumenteret på en ny lokation cirka to kilometer væk fra det hidtil eneste kendte tilbageværende levested for arten, som er Høvblege på Møn.

27-årige Emma Engell Sohnemann var en af finderne, som på en tur opdagede den iøjnefaldende sommerfugl i græsset på Hundevænge Overdrev, der i dag er et fredet naturområde på Møn. Finderne tog et billede af sommerfuglen og slog det op i en Facebook-gruppe, hvor flere kyndige vurderede, at der var tale om Sortplettet Blåfugl.

- Jeg kender lidt til sommerfugle, men jeg er ikke ekspert, og derfor studsede jeg i første omgang ikke over, at det var den, fordi jeg trods alt vidste, at der var blåfugle på Møn.

Hjælp os med at beskytte truede dyr i naturen!

Danmarks Naturfredningsforening kæmper for at skabe mere plads til naturen og at sikre bedre beskyttelse af vores nuværende natur.

Det sker blandt andet gennem fredninger af naturområder med truede dyr, som risikerer at uddø.

Du kan støtte de truede dyr og naturen ved at blive medlem.

Fundet er en lille sensation

Først et par dage senere gik det op for Emma Engell Sohnemann, hvor unikt fundet var, og at det fra et videnskabeligt synspunkt er en ret stor nyhed.

- Jeg fortalte om turen til en kollega med stor sommerfugle-viden, og han var i begyndelsen ret skeptisk. Kunne det virkelig passe, at det var Sortplettet Blåfugl? Men så fik vi bekræftet og artsbestemt sommerfuglen, og så gik det efterhånden op for mig, at det for biologerne nærmer sig en lille sensation, at vi har fundet den på Hundevænge Overdrev.

Selvom den nye lokation kun er få kilometer væk fra det hidtil eneste kendte levested på Høvblege, så var det ikke forventeligt, at den lille bestand kunne lykkes med at flytte sig så langt og brede sig.

Efter fundet har Miljøstyrelsen overvåget arten på den nye lokation, da det er en EU-beskyttet art, som Danmark er forpligtet til at passe på.

Læs mere: 35% af danske sommerfugle er truede eller allerede uddøde

Naturbeskyttelse har hjulpet blåfuglen på vingerne igen

Sortplettet Blåfugl var engang udbredt i flere dele af Danmark. Men sommerfuglen er ligesom mange andre arter med tiden blevet presset på levesteder og fødegrundlag, i takt med at samfundet har udnyttet mere og mere areal til blandt andet dyrkning.

Samtidig er mange sommerfugles levesteder groet til som følge af manglende græsning. Når et område ikke græsses tilstrækkeligt af for eksempel kreaturer eller hjortedyr, medfører det at lave, sarte planter, som blandt andet Sortplettet Blåfugl har brug for, skygges bort.

Hundevænge Overdrev har i mange år været et værdifuldt naturområde med god biodiversitet – og med den rette beskyttelse og naturpleje besidder området også et stort potentiale for at kunne huse flere sjældne arter som fx Sortplettet Blåfugl.

Det gav derfor anledning til bekymring for natur-interesserede, da en aftale mellem kommunen og jordejeren om at friholde området for opdyrkning udløb for 12 år siden. Herefter var ejeren frit stillet til at kunne pløje, og området risikerede dermed at miste hele sit unikke potentiale.

Læs mere: Sådan får du flere sommerfugle i din have eller på din altan

27-årige Emma Engell Sohnemann var en af finderne, som opdagede den sjældne Sortplettet Blåfugl på det fredede naturområde på Møn.

Foto: Rune Engelbreth Larsen

Fredning har medført langt flere sommerfugle

Derfor foreslog Danmarks Naturfredningsforening en fredning af området. Fredningen skulle beskytte naturen mod oppløjning og samtidig sikre, at området blev plejet med fx kreaturgræsning, så det ikke groede til med buske og træer, som ville skygge de lave, sarte planter væk, som er grundsten for udvikling af biodiversiteten. Det gælder blandt andet timian og merian, som er værtsplanter for netop Sortplettet Blåfugl, og som altså er essentielle for artens mulige genindvandring.

En af drømmene med fredningen var, at Sortplettet Blåfugl eller andre sjældne sommerfugle kunne genindvandre på overdrevet. Og det ser nu ud til at være lykkedes.

Ifølge Birgitte Bang Ingrisch, fredningsleder i Danmarks Naturfredningsforening, er det ikke bare en rigtigt god nyhed, men også et synligt bevis på, at fredninger og naturbeskyttelse hjælper naturen helt konkret.

- Siden fredningen er der kommet mange flere forskellige arter af sommerfugle på overdrevet, hvilket er fantastisk, men at Sortplettet Blåfugl nu tilsyneladende også er ved at genetablere sig i området er helt specielt. Det er den ultimative indikator på, at vi på få år har formået at løfte et naturområde til nu at være i så god tilstand, at selv så sjældne og krævende arter kan være der. I et større perspektiv viser det også, at naturens krise ikke blot er et vilkår, vi må acceptere, men at vi med konkrete værktøjer kan forbedre tilstanden, siger hun.

Sortplettet Blåfugl er fredet og på rødlisten over truede arter i Danmark, mens den også er beskyttet i EU efter habitatdirektivet.

Læs mere: Kender du de 20 mest almindelige sommerfugle i danske haver?

alt
Birgitte Bang Ingrisch
Fredningsleder
  • E-mailadresse
  • Mobil
    +45 61 69 18 22

Støt os i at beskytte truede dyr i naturen

Fakta om Sortplettet Blåfugl

Livet for en Sortplettet Blåfugl begynder på ganske besynderlig vis.

Sommerfuglen begynder sit liv som larve i et æg, dens mor har lagt på en blomst af timian eller merian. Når larven bryder ud af ægget, lever den de første tre uger af blomster og frø. På dette tidspunkt er den 3 mm lang, violet og håret.

Derefter lader larven sig dumpe ned på jorden, hvor den bliver fundet af en myre, som bærer den ned i sit underjordiske bo. Larven producerer et sødt sekret til myrerne, men æder til gengæld deres larver. Sommerfuglelarven kan sætte over 1.000 myrelarver til livs i de 10 måneder, den lever i myreboet. Den er nu selv blevet til en fed, hvid maddikeagtig skabning på ca. 15 mm.

I begyndelsen af juni forpupper den sig, og tre uger efter kommer sommerfuglen ud af puppen og kravler ud af myreboet. Den er nu klar til at leve sin korte tilværelse som voksen sommerfugl med parring og æglægning.

Kilde: Miljøstyrelsen