Min drøm om at blive astronaut startede allerede i 4. klasse. Min familie var lige flyttet til Californien. En af mine klassekammeraters far arbejdede som ingeniør for et firma, der var med til at bygge Hubble-teleskopet.

Han havde plakater med i skolen om projektet, og vi lærte en masse om NASA og Apollo-ekspeditionerne. Jeg blev hurtigt opslugt af eventyret, skrev opgaver om Robert Falcon Scott og andre polarforskere. For mig var det det ultimative eventyr: at få lov at udforske rummet og gå rundt på månen.

Når vi tog på ferie i Californien, kørte vi ofte om natten. Jeg lagde mig om i bagagerummet i vores stationcar, lå der og kiggede op på stjernerne, mens vi kørte. Her fantaserede jeg om, at jeg en dag ville rejse ud i rummet. Hvad er der derude? Er der liv? Og hvilken slags liv? tænkte jeg.

Natur og Miljø

Artiklen blev først bragt i vores medlemsmagasin Natur og Miljø.

Vil du modtage magasinet direkte i din postkasse og samtidig støtte en god sag?

Der findes ingen planet B

Samme fascination følte jeg under min første mission i rummet i september 2015. Det at kunne se milliarder af stjerner. Dér, i det uendelige hav af stjerner, fik jeg en helt unik følelse af, hvor lille og ubetydelig en del af et uendeligt univers jorden er.

De gamle Apollo-astronauter kalder det ’Overblikseffekten’; hvordan det at komme på afstand af jorden og se den som én klode og ikke 195 forskellige lande løfter forståelsen for livet på jorden, så man for alvor begriber, at jorden er et helt unikt sted i universet. Der findes ingen planet B, hvis vi ødelægger den.

Inden vi flyttede til Californien, boede vi tre år i Thailand og to år i Singapore, fordi min far var udstationeret og arbejdede med shipping for Mærsk. Det at rejse blev tidligt indprentet i mig.

Jeg følte mig mere forbundet til hele jorden end til ét land. Det var en vigtig del af min barndom og måske, hvis jeg kigger tilbage på min barndom, det vigtigste, jeg lærte.

Andreas Mogensen i 2015.

Jeg kan huske, at der for enden af vejen, hvor vi boede i Singapore, åbnede sig en jungle. Her var vilde aber i træerne, og når vi sad og kiggede ud ad vinduet fra stuen, kunne vi se aber, der klatrede i telefonmasterne.

Efter gymnasiet i Danmark tog jeg civilingeniøruddannelsen på Imperial College i London. Vi var fem studerende, der søgte penge til at tage på en lang studieopdagelsesrejse. Vi tog på kanotur gennem Amazonjunglen i Venezuela, padlede i kano og studerede sommerfugle i to en halv måned.

Det var det første store eventyr, jeg var på uden mine forældre. Jeg var 19 år. Det var utroligt spændende. Vi planlagde det hele selv, var dybt inde i regnskoven, afskåret fra omverdenen, og stødte på små lokale stammesamfund, der levede i junglen.

En ny mission venter

På min kommende Huginn-mission til den internationale rumstation ISS skal jeg være i rummet i et halvt år og lave en masse forsøg.

Jeg skal blandt andet fortsætte med at tage billeder af ’blue jets’ og ’red sprites’, der er kæmpe lyn, der skyder ud mod rummet i stedet for ned mod jorden. De kan skyde vanddamp op i stratosfæren.

Vanddamp er den drivhusgas, der er mest af i atmosfæren, derfor er det relevant at undersøge, hvilken rolle kæmpelynene spiller for klima og vejrforhold.

Jeg skal også fotografere månen i forskellige faser i et eksperiment, der skal udregne, hvor meget af solens lys jorden reflekterer tilbage i rummet.

Jordens energibalance afhænger af, hvor meget lys jorden absorberer. Derfor er det et vigtigt parameter at medregne i klimamodellerne.

Foto: ESA - European Space Agency

Andreas Mogensen forbereder sig på Huginn-missionen, der finder sted fra Kennedy Space Center den 17. august. 2023

Politikere i rummet

Når man rejser ud i rummet og ser jorden som en samlet klode uden menneskeskabte landegrænser, så indser man for alvor, at vi selv er skyld i mange af de udfordringer og konflikter, vi har.

Jo flere der får denne oplevelse, jo flere vil passe på jorden.

Det ville være lettere at overbevise politikerne om vigtigheden af at passe godt på vores klode, hvis de alle havde set jorden fra rummet.

Artiklen er skrevet af Anne Anthon Andersen  og bragt i medlemsmagasinet Natur og Miljø i juni 2023.

 Modtag Natur og Miljø i din postkasse

- og støt samtidig en god sag