Sidste år startede Danmarks Naturfredningsforening (DN) den landsdækkende mærkesag ’Mere plads til naturen’.

Vi arbejder for, at politikerne på Christiansborg vedtager en naturlov, og DN’s lokalforeninger arbejder med konkrete naturprojekter, der skal skabe mere plads til naturen.

Læs om fem af projekterne – og bliv inspireret til, hvad du selv kan gøre.

Norddjurs: Blomstrende folkekirke

Sammen med Rimsø-Kastbjerg Menighedsråd arbejder DN Norddjurs for at skabe mere plads til naturen på kirkens arealer. Formålet er at øge kendskabet og tilgængeligheden til den skønne natur på kirkens jorder.

Natur og Miljø

Artiklen blev først bragt i vores medlemsmagasin Natur og Miljø.

Vil du modtage magasinet direkte i din postkasse og samtidig støtte en god sag?

Kirkens arealer består af skovområdet Agathelund, et engområde og bortforpagtede markarealer. Målet er at forbedre naturen på alle tre arealer. Vi vil skabe lysninger i skoven med blomstrende buske og træer. På engområdet undersøges mulighederne for at etablere et mindre græsningslav eller et rekreativt område i forbindelse med den forbipasserende pilgrimsrute. Ambitionen for markarealerne er at stille krav til forpagterne om, at de skal give plads til natur.


Frederikssund: Græse Ådal

I Frederikssund drømmer DN om et sammenhængende stiforløb med de bedst mulige naturoplevelser og en generel forbedring af naturen i Græse Ådal. DN Frederikssund bidrager aktivt med idéer og løsninger til kommunens arbejde og har taget initiativ til, at der er blevet etableret en arbejdsgruppe, som DN, Frederikssund Kommune, Dansk Ornitologisk Forening og Naturstyrelsen deltager i.

Visionen er at etablere en blivende, rekreativ natursti med bynær natur af høj kvalitet. Stien skal give bedre adgang til naturen og fremme naturoplevelser for lokalbefolkningen og besøgende.


Hjørring: Varbro Ådal

Varbro Å er blevet rettet ud for at skabe mere plads til landbrug. Men det har betydet, at rigtig mange levesteder for de arter, der lever i vandet, er gået tabt. Biodiversiteten i området er desuden under pres fra den intensive landbrugsdrift langs åen. Projektets ambition er at genoprette naturen i Varbro Ådal: Vandløbet skal genslynges, og ådalen skal genoprettes, så enge, væld og ådalsskrænter fremover bliver plejet hensigtsmæssigt. Naturområdet skal desuden være åbent for offentligheden med et stisystem og opholdsarealer.

Genopretningen af ådalen er et eksempel på en naturbaseret løsning, der gavner biodiversiteten og tilmed bidrager til at afhjælpe klimakrisen ved at øge lagring af kulstof i ådalen.


Holstebro: Skovlund Sommerfuglelund

I Holstebro samarbejder DN med kommunen om at lave en blomsterbiotop med plads til sommerfugle på kommunens arealer. Sommerfuglelunden forventes at stå helt færdig til august 2024. Der bliver sået og plantet urter, buske og mindre træer, der kan blomstre samme år, og allerede i år har området stået i fuldt flor, da DN Holstebro har fået fræset en sti rundt om Nordens Lund og drysset vilde blomsterfrø.

Håbet er, at sommerfuglelunden kan danne ramme for og inspirere til udeskole. Sommerfuglelunden skal både bruges til formidling af den lokale Skovlund Naturskole, folkeskoler og børnehaver og være en spændende biotop at besøge for alle.


Køge: Naturen i Centrum

DN Køges ambition er at skabe et landskab med en rig, varieret og sammenhængende natur i Køge Kommune gennem et større projekt opdelt i flere etaper. DN’s håb er blandt andet, at der kan blive sat en række naturforbedrende indsatser i gang ved Skulkerup, Ejby Mose samt mosen på Skovbo Golfklub. DN Køge foreslår, at der bliver etableret arbejdsgrupper for delprojekterne, hvor lodsejere og interessenter inddrages, og at der afholdes borgermøder, hvor nye idéer kan blive draget ind i projekterne.

Visionen er at fremme sammenhængende natur og biodiversitet og at informere om og engagere kommunens borgere i naturbevarelse ved at inddrage i konkrete indsatser.

Artiklen er skrevet af Charlotte Taarnhøj Dahlstrøm  og illustrationen er lavet af Bernardo Franca. Artiklen blev bragt i medlemsmagasinet Natur og Miljø i september 2023.

 Modtag Natur og Miljø i din postkasse

- og støt samtidig en god sag