28. maj 2024 17:00
Skillingbro Naturskole, Røde Møllevej 9, 9520 Skørping
Kærmysse gror i hængesække. Denne blev set lige uden for Skørping. Fotografen brugte selv en naturapp (iNaturalist) til at identificere planten. Foto: Janne Hansen
Din mobiltelefon kan være din bedste ven, når du er ude i naturen og undrer dig. Kom og høre hvordan på et DN Rebild-fyraftensmøde om brug af naturapps.

28. maj 2024 17:00 - 19:00

Hvad er det for en fugl, der synger så smukt, men som du ikke lige kan få øje på? Hvad er det nu den søde lille gule blomst hedder? Og den svamp, du har fundet i skovbunden – hvad hedder den? Dine spørgsmål kan hurtigt blive til svar og din undren til ny viden, når du bruger en af de mange naturapps, der er til rådighed.

Hvilke apps du kan bruge og hvordan du kan bruge dem, kan du høre nærmere om på et fyraftensmøde, som DN Rebild holder tirsdag den 28. maj 2024 kl. 17-19 på Skillingbro Naturskole, Røde Møllevej 9, 9520 Skørping.

På mødet vil naturvejleder Anton Thøger Larsen, Aalborg, og svampeentusiast Jane Nielsen, Støvring, fortælle om, hvordan du bruger blandt andet arter.dk, Danmarks svampeatlas og Merlin Bird ID.

Oplægsholderne demonstrerer appsene, og der vil være mulighed for at afprøve dem i felten.

Medbring egen smartphone, så du selv kan lege med.

DN Rebild
  • Tilmelding ikke nødvendig