
Af formand Niels Hald |
Resumé:
Ny kommuneplan
En ny kommuneplan har været lagt frem til diskussion. Læs DN Fredensborgs kommentarer om bl.a. støjende aktiviteter i Langstrup Mose, golfbaner, ridehaller, stier og meget andet.
Høslæt
Fredensborg Høslætlaug er nu en realitet. Den 11. juli havde vi vores første rigtige høslætdag i Grønholt Vang. Der deltog ca. 10 af laugets medlemmer.
Kulturnatten 4. september
Besøg vores stand i Nivå Center, hvor vi og Naturens Ambulance vil være til stede med en udstilling af Danmarks vilde dyr. Da Fredensborg er en klimakommune, vil der også være noget om klima på udstillingen
Kommende arrangementer
Læs om vores spændende arrangementer i de kommende to måneder, hvor vi bl.a. skal have en rundtur på DMI, Danmarks Meteorologiske Institut.
|
En ny kommuneplan
Omkring 1. juni blev forslaget til den nye ny kommuneplan lagt frem til diskussion. Forslaget har været ventet med spænding, fordi kommunerne for første gang skulle planlægge ikke alene for byområderne, men også for det åbne land. Det sidste var tidligere amternes opgave – og hos os Hovedstadens Udviklingsråd. Det er tydeligt, at Fredensborg Kommune har taget sin nye opgave alvorligt og bestræbt sig på at varetage de landskabelige og naturmæssige interesser. Især vil vi rose kommunen for at have ”adopteret” Naturfredningsforeningens forslag om at planlægge for landskabsstrøg med sammenhængende natur mellem Nivå og Grønholt og mellem Humlebæk og Esrum Sø. Vores oprindelige forslag kan ses i heftet ”Fremtidens Natur i Fredensborg Kommune”. Det kan hentes på hjemmesiden, www.dn.dk/fredensborg.
På hjemmesiden kan man også finde vores høringssvar til kommunen. Her følger et lille udpluk af vores bemærkninger – parenteserne henviser til kommuneplanforslagets kapitler og afsnit.
Byfortætning stationsnært (1.2 og 2.1)
Naturfredningsforeningen støtter forslagets tanker om byfortætning, altså at kommunen skal stræbe efter, at der bygges både tættere og højere i de stationsnære områder. Et ekstra hus eller en ekstra lejlighed hér betyder et hus eller lejlighed mindre på grænsen mellem by og land. Og bor man nær stationen, er der større chance for, at man tager toget og ikke bilen, når man skal på arbejde inde i København.
Stier og markveje (4.3)
Naturfredningsforeningen i den tidligere Karlebo Kommune gennemførte for nogle år siden en undersøgelse af stier og markveje før og nu. Ved hjælp af gamle og nye kort kunne vi vise, at omkring halvdelen af de gamle stier og markveje var forsvundet. Noget tilsvarende må formodes at gøre sig gældende i den tidligere Fredensborg-Humlebæk Kommune. Vi foreslår derfor, at Fredensborg Kommune i den nye kommuneplan bestemmer, at der skal udarbejdes en komplet stifortegnelse, og – i den udstrækning, der lovmæssigt er mulighed for det – modsætter sig nedlæggelsen af yderligere stier og markveje.
Ridehaller (5.2)
Vi finder, at der er et påtrængende behov for regulering på området. Det nævnes således i kommuneplanforslaget, at der er omkring 50 ridehaller i landområdet. Desuden henvises til Naturklagenævnet, der har afgjort, at myndighederne lovligt kan give afslag til opførelsen af flere ridehaller, hvis et område allerede er ”mættet”. Der er også ønsker om andre store bygninger i det åbne land end lige netop ridehaller. Vi foreslår derfor, at der indføjes en passus om, at der skal være et rimeligt forhold mellem den samlede bygningsmasse og ejendommens størrelse.
Nationalpark ”Kongernes Nordsjælland” (5.4)
Kommunen bør søge at få det fredede område omkring Kirkelte inddraget i nationalparken ved en eventuel revision af parkens afgrænsning.
Naturområder og friluftsliv (6.2)
Kommunens naturområder bør efter vores opfattelse være forbeholdt det almene friluftsliv. Organiseret friluftsliv vil nemlig især i naturområderne påvirke fugle- plante- og dyrelivet negativt og vil også forstyrre den fred og ro og mulighed for naturoplevelser, som værdsættes af det almene fritidsliv.
Golfbaner (6.4)
Med deres kunstige landskaber og parkagtige beplantninger må golfbaner betragtes som idrætsanlæg. Hvis vi overhovedet skal have flere golfanlæg i Fredensborg Kommune, bør de derfor placeres tæt ved byer, motorveje m.v., altså på steder, hvor deres landskabsødelæggende virkning er nogenlunde acceptabel. Her går vi stik mod kommunen, der nævner, at anlæggene med fordel kan placeres i de tidligere nævnte landskabsstrøg og op mod skov. Begrundelsen er bl.a., at anlæggene også kan anvendes til andet end golf, f.eks. løb, ridning, bærplukning og drageflyvning. Det tror vi ikke på kan lade sig gøre i praksis.
Støjende fritidsaktiviteter (6.5)
De støjende aktiviteter i Langstrup Mose vest for Motorvejen i Niverød forhindrer efter vores mening, at mosen kan blive genskabt som et værdifuldt naturområde med et rigt fugleliv. Som vi har givet udtryk for flere gange tidligere, bør ikke alene modelflyvningen, men også skydebanerne flyttes til andre lokaliteter, gerne i samarbejde med nabokommunerne. Det er ikke rimeligt, at Langstrup Mose, der med genoprettet natur samt fred og ro kunne blive et af de mest attraktive udflugtsmål for det almene fritidsliv, tværtimod er ved at udvikle sig til et nordsjællandsk centrum for støjende aktiviteter. Vi er derfor særdeles tilfreds med den foreslåede afvikling af de to skydebaner og modelflyvebanen og forventer, at kommunen hurtigt kommer med en handlingsplan.
Succesfuldt Høslæt

Der svinges med leen... |

. og der slæbes hø væk... |
I det første nummer af nyhedsbrevet skrev vi om det nye Fredensborg Høslætlaug, der skulle træde an den 21. juni på Skovfogedengen i Grønholtvang mellem Grønholt og Fredensborg. Sådan kom det desværre ikke til at gå. Et kraftigt regnvejr en god uges tid forinden fik sat engen så meget under vand, at vi måtte udsætte arrangementet til den 11. juli. Mange var bortrejst på det tidspunkt, men alligevel mødte en halv snes personer op og fik slået en halv tønde land, inden vi gik over til frokosten. Det viste sig i øvrigt, at det at rive høet sammen og slæbe det bort, var det største arbejde – og ikke helt så sjovt som at svinge leen.
Se flere billeder på www.dn.dk/fredensborg, både fra det første arrangement i maj og det andet arrangement i juli. Vi fortsætter til næste år og melder dagen ud i den nærmeste fremtid, så man kan sætte kryds i kalenderen.
Kulturnatten
Naturfredningsforeningen er med i Kulturnatten fredag den 4. september. Vi kan findes i Nivå Center med en udstilling om Danmarks vilde dyr. Udstillingen er både for børn og voksne med præmiekonkurrencer og klappedyr, blandt andet et udstoppet vildsvin.
Andre arrangementer
Søndag den 13. september er der cykeltur langs den genslyngede Usserød Å. Vi mødes kl.10 ved Næbbegårds Alle tæt ved det sted, hvor åen forlader Sjælsø. Herfra følger vi i roligt tempo den smukke ådal mod nord til sammenløbet mellem Usserød Å og Nive Å. Vi slutter ved Øresund og ser Fugleværnsfondens nye fuglereservat.
Søndag den 27. september skal vi plukke svampe i Danstrup Hegn. Turen begynder kl. 13.30, men har man ikke selv bil, er der mulighed for transport fra Nivå Station (øst) kl. 13.00 og Holmegårdsskolens parkeringsplads kl. 13.10.
Onsdag den 30. september kl. 19 er der besøg på Meteorologisk Institut i København. I modsætning til cykelturen og svampeturen er det nødvendigt at melde sig til på forhånd og senest den 21. september. Det kan ske pr. telefon til Dennis Jæger (49147455) eller Niels Hald (49146160), eller pr. mail til fredensborg@dn.dk. Det koster 100 kr. at komme med.
Endelig indbyder Nivå Bibliotek og Naturfredningsforeningen den 8. oktober kl. 19.30 til en diskussion mellem (og med) forfatteren og journalisten Michael Rothenborg og Naturfredningsforeningens direktør René la Cour Sell i anledning af Michael Rothenborgs nye bog Tordenregn.
|