Leen glider gennem det dugvåde græs – svusch – siger det. I vuggende bevægelser bevæger en lille skare glade og muntre mennesker sig frem i en lysning i skoven og efterlader striber af slået græs og en engbund hvor lyset kan komme ned til selv den spædeste blomst.
Billedet kunne være 150 år gammelt – men det er også billedet af moderne frivillige naturpleje – hvor børnefamilier som ældre mødes om en sjov aktivitet der giver mening både for naturen det personlige velbefindende.
På mange måder er naturpleje et selvmodsigende begreb, da ”natur” er det ”som kommer af sig selv”. Mange af de naturtyper, vi kender som typiske danske, er et resultat af menneskelig aktivitet. Det gælder blandt andet enge, overdrev og heder.
Måden vi bruger landskabet på har ændret sig dramatisk gennem de sidste 50 år, dels ved at mere land er taget under plov, dræning har taget vandet ud af landskabet og områder der før blev græsset eller brugt til hø i dag vokser til i krat og skov. Vi skal aktivt gøre noget, hvis ikke naturværdierne skal forsvinde, denne indgriben er naturpleje. Her har myndighederne et kæmpe ansvar, men private lodsejere og frivillige spiller også en aktiv rolle. Naturplejenetværket arbejder for at fremme naturplejen på alle niveauer.
Netværkets formål og aktiviteter
Naturplejenetværket arbejder aktivt for at få plejet mere natur - dels gennem egen pleje, videndeling om pleje og dels gennem påvirkning af lodsejere og myndighederne. Naturplejenetværkets medlemmer får positive kontakter til DN's afdelinger og andre naturinteresserede borgere, fx ved at arbejde i naturpleje- og græsningsforeninger. Aktiv naturpleje er både græsning, høslet, bekæmpelse af kæmpe-bjørneklo, og andre invasive arter mv.
Eksempler på aktiviteter:
- Netværkstræf med fokus på aktiv naturpleje. Netværket mødes en gang årligt for at se på naturpleje i praksis, diskutere naturpleje og erfaringsudveksle.
- Høslætkurser. Netværket har sammen med sekretariatet sat ekstra fokus på høslæt med le, som en sjov virkelig effektiv naturpleje af små arealer.
- Naturpleje- og græsserforeninger. Netværket har gennem en årrække bidraget med er-faringer og viden til nye naturpleje- og græsningsforeninger. Mange af netværkets medlemmer er aktive i frivillig naturpleje rundt om i Danmark.
- Naturplejenetværket står til rådighed og formidler viden om naturpleje. Mange af medlemmerne har enten ekspertviden eller praktisk erfaringen med naturpleje. Netværket vil gerne hjælpe nye naturplejeaktiviteter i gang.
Netværkstræf 2013
Weekenden 11.-12. maj 2013 på Fyn med overnatning på Naturskolen Helnæs Mølle.
> Læs mere om netværkstræffet her
