Forord
I Historisk-Topografisk Selskabs årbog for 1985-1986 fremkom vores lokalhistoriker Arne Hermann med resultaterne af vanskelige undersøgelser om Gladsaxe Kommune fortidsminder og landskabs-, areal- og stifredninger.

Arne Hermann beskriver i starten af sin artikel den manglende interesse, som var udgangspunktet i Gladsaxe Kommunes forvaltning.

Siden Arne Hermanns pionerarbejde har DN Gladsaxe arbejdet intenst med at afdække yderligere fortidsminder, fredsskov,  landskabs-, areal- og stifredninger, kirkebeskyttelseszoner, beskyttede jord- og stendiger og skovbyggelinier og søbeskyttelseslinier.

Arne Hermann har i marts 2009 givet DN Gladsaxe lov til at bringe hans artikel:

Fredninger i Gladsaxe Kommune
Om bevaring af natur- og kulturværdier - fra kæmpehøj til slotsruin.

Man kan ikke sige, at Gladsaxe Kommune i udpræget grad har været begunstiget med »herlighedsværdier«, der har været fredningsværdige - og på den baggrund må en eftertid undre sig særdeles over, at sansen for natur- og miljøværdier - det lidt, der trods alt var - har været så ringe hos dem med magt og indflydelse.

Men i natur- og miljøarbejdet er der dog også lyspunkter - bl.a. fordi gode kræfter har sørget for at frede bygninger, fortidsminder og naturområder. Besynderligt nok er der aldrig udarbejdet nogen liste eller redegørelse for, hvad der er fredet i Gladsaxe Kommune og de omstændigheder, der knytter sig dertil. Hverken lokalt eller centralt findes der en sådan oversigt, som jeg gang på gang har savnet - og hvad er mere nærliggende, når man spørger sig for og kun møder beklagende skuldertræk: Find selv frem til materialet og lav så den oversigt!
 
Resultatet ses her.
 
En gård blev fredet
Bygningsfredning Gladsaxe er hurtigt overset, idet det kun drejer sig om en bygning:

Mørkhøjgård
Det ser lidt magert ud i Fredningsstyrelsens fortegnelse over fredede bygninger, hvor nabokommuner som Gentofte og Lyngby-Taarbæk figurerer med henholdsvis 17 og 24 fredede bygninger.

»Mørkhøjgård«, Mørkhøj Bygade 19, blev fredet 1950, hvor både hovedbygningen og de dermed sammenbyggede sidefløje efter indstilling fra det særlige bygningssyn blev fredet i klasse B.
 
Mørkhøjgård, som vi kender den i dag blev opført efter en brand i 1836 i en meget behersket og nøgtern nyklassicistisk stil. Den herskabelige hovedbygning var en passende ramme om de »folk uden for bondestanden«, der i en årrække ejede garden, som udviklede sig til at være sognets største.

Landsbyen Mørkhøj formodes at være opstået omkring Mørkhøjgård, som oprindelig er anlagt af kongemagten. I slutningen af 1100-tallet overgives gården af Valdemar den Store til Biskop Absalon, der igen giver den videre til bispedømmet.
 
Af senere ejere kendes proprietær, cand. jur. Herman Anthon Eylardi, der var ejer 1839-51. Han var Gladsaxes største jordbesidder, og med de første skridt mod lokalt demokrati i 1841 blev han Gladsaxes første »borgmester« - idet Eylardi var formand for sogneforstanderskabet - fra det blev indført i 1841 - til 1851.

Mørkhøjgård var lagt sammen af to gårde i Mørkhøj og en i Gladsaxe, og fra 1916 blev den drevet sammen med Gyngemosegård. Af ejeren, proprietær Karl Christensen, blev de i 1931 solgt til Københavns Kommune.

I 1960 blev bygningerne overtaget af Statens Levnedsmiddelinstitut.

»Det gamle Gladsaxe« forsvinder
Et mørkt kapitel i Gladsaxes fredningshistorie er Fredningsstyrelsens rolle i forbindelse med diskussionen om Det gamle Gladsaxe i 1980-81. Kommunen anmodede Fredningsstyrelsen om en vurdering af værdien og bevaringsmulighederne for resterne af landsbyen Gladsaxe omkring kirken og branddammen.

I rapporten fra Fredningsstyrelsen hedder der bl.a., at »der endnu er enkelte bygninger der klart har en bygningshistorisk interesse i relation til den gamle landsbybebyggelse«, og det siges videre at det »formentlig ikke vil volde særlige vanskeligheder at inkorporere« de bevaringsværdige ejendomme i den nye bebyggelse.

De huse der peges på, var alle stråtækte - fire ialt: »Marthas Hus« på Gladsaxe Skolevej, »Cykelsmedens Hus« på Gladsaxe Møllevej, vinkelret på vejen, ud for Provst Bentzons Vejs udmunding, den gamle ladebygning til degnegården bag Gladsaxe Mejeri og »Gedebukkemandens Hus« ved indkørslen til havekolonien Carl Nielsens Minde«,

De tre førstnævnte huse blev taget ned med henblik på senere genopførelse ved Gedebukkemandens Hus, hvor et område blev reserveret i lokalplanen. - Nu ser det imidlertid ud til, at materialerne helt eller delvis er gået til - og Fredningsstyrelsens indsats forgæves.

En bronzealderhøj blev bevaret
Med naturfredningsloven af 7.5.1937 blev alle jordfaste fortidsminder automatisk fredet.
For Gladsaxes vedkommende var det på høje tid, idet det havde været småt med respekten for minder fra fortiden - og loven blev da også gennemhullet i de kommende år. Men vi har også et eksempel på, at det private initiativ var kommet lovgiverne i forkøbet.

Det var "Garhøj" Holmevej 9-11, på Grønnemosegårds grund. Da gården blev udstykket i 1918, friholdt udstykkeren, malermester N.A. Nielsen, højen og et areal udenom, som blev overladt til Grundejerforeningen. Her blev der indrettet et lille offentligt anlæg, som bl.a. siden 1924 blev rammen om de berømmelige Garhøjfester, som samlede bade navnkundige talere og store deltagerskarer.

Siden købtes yderligere jord til anlægget, som det imidlertid blev vanskeligt for grundejerne selv at klare økonomisk, men kommunen var ikke interesseret i at overtage det. I 1934 sørgede Grundejerforeningen Grønnemosegård og Søborg Grundejerforening for, at hele området blev fredet. Det er en traditionel bronzealderhøj (fra 1.500 - 500 fvt.), der har dimensionerne 3,25 æ 18 m, men desværre er højen stærkt afgravet mod nord.

Da Gladsaxe Kommune endeligt accepterede at overtage området i 1940, sørgede man lynsnart for, at der dispenseredes fra fredningsbestemmelserne, hvorefter der opførtes en række aldersrenteboliger umiddelbart op til det fredede oldtidsminde! - En »lidt gnieragtig idé«, som der står i Gladsaxe Bogen II.

Kæmpehøj ved terrassen
Garhøj
Garhøj blev altså bevaret - trods alt. Men ellers har bade den mere og mere inten­se opdyrkning af landbrugsjorderne og senere den bymæssige udvikling begræn­set antallet af oldtidsminder i Gladsaxe Kommune stærkt - som overalt i landet. Ældre kilder nævner op til en snes kæmpehøje og dysser, mens vi i dag kun har seks bevaret.

Rævehøj
På Mars Alle, ud for Bakkedraget, lå der en gravhøj, »Rævehøj«som oplevede en kortvarig fredning, idet den allerede blev frigivet til byggegrunde i 1941. To andre høje, »Espehøj«på Gladsaxe Møllevej 159 A og B, og »Kirsebærhøj«på Ærtemarken 89 og 91, er blevet bevaret, men ligger begge i private haver til to dobbelthuse, hvor beboerne bar oldtidsminderne umiddelbart op til deres terras­ser.

Fredningsnævnet afsagde den 25. februar 1939 en kendelse, der gik ud på, at »der omkring de to gravhøje udlægges et areal af fem meters bredde, som er und­draget fra bebyggelse og yderligere beplantning, dog at det frie areal ud for den offentlige vej skulle have en bredde af ti meter og eventuelt være vifteformet«.

Da ejeren, en revisor på Frederiksberg, ankede kendelsen, blev den af overfredningsnævnet ophævet samme ar den 18. november! - For Kirsebærhøjens vedkommende blev der givet tilladelse til udstykning i 1954, »dog intet skel over højen«, hvilket altså heller ikke er blevet respekteret.

To dysser
Harrehøj
I udkanten af Hareskoven, lige ved Skovbrynet Station og skovløberhuset »Sandskredhus«, ligger der en anselig langdysse.

På et skilt, opsat af Statsskovbruget ved foden af dyssen, hedder det bl.a. »Fra yngre stenalder (3.000 - 1.500 fvt.), omsat med store randsten, rummer et antal stensatte gravkamre med store dæksten. Har desuden været anvendt til begravel­ser gentagne gange gennem langt tidsrum«.

Langdyssen har oprindeligt været meget længere, end den er nu, idet en bety­delig del af dens sydlige ende er blevet sløjfet i forbindelse med Slangerupbanens anlæg. Den har således været en af de største og længste langdysser herhjemme.

Den består af en aflang jordhøj, der er 55 meter lang, 8 meter bred og 2 meter høj. Af de randsten, der antagelig bar været hele vejen rundt langs højens fod, er der kun seks tilbage. Selve dyssen består af fire bæresten og en dæksten.

Voldly-dyssen
Ved Gladsaxe Møllevej, mellem Trafikpladsen og Østmarken, findes et fritlig­gende dyssekammer, hvor kun de fire bæresten er tilbage. Gravrummet er 1,5 æ 0,5 meter.

Da industrikvarteret blev anlagt, kom dyssekammeret til at ligge lige i et skel, og der foreligger en kendelse i 1951 om, at en frizone på ti meter omkring højen skal respekteres. I 1954 forsøgte man at få ophævet fredningen, men det blev af­slået.

I dag er der adgang til dyssekammeret gennem indkørslen til haveforeningen »Voldly«, umiddelbart op til Trafikpladsen.

Genbrugshøj - i 2000 år
Sneglehøj
Også »Sneglehøj« mellem Turbinevej og Motorringvejen har i tidens løb lidt over­last, men var overlevet - også selv om kommunen i 1962 forsøgte at fa ophævet fredningen i forbindelse med de store vejanlæg og industrikvarteret på Grønne­gårds og Mørkhøjgårds jorder.

Også Sneglehøj blev fredet 1938 i en omkreds af 10 meter mod bebyggelse og beplantning. Hvilket altså gælder endnu.

Det kan man ikke sige om den sidste i rækken - »Rævehøj - ved Tobaksvej, mellem Maskinvej og Gladsaxe Skole. Den blev først fredet 15 meters omkreds, hvilket senere blev indskrænket til 2 meter.

Rævehøj
Men i 1954 vår det slut. Rævehøj blev »frigivet« den 11.12.1954 for at gøre plads for industribyggeri. Men hvis man i denne forbindelse kan tale om ”held i uheld«, så var det et lyspunkt, at specialister fra Nationalmuseet under ledelse af museums inspektor C.L. Vebæk udgravede den, og at den indeholdt værdifuldt gravgods fra flere perioder (se årsskrift fra Historisk-Topografisk Selskab for Gladsaxe Kommune, 1980, hvor Vebæk skriver detaljeret om udgravningen af Rævehøj i 1955: - En Gravhøj i Gladsaxe med mange Begravelser fra Sten-, Bron­ze- og Jernalder«) .

Vebæk konkluderer, at »selvom man som Arkæolog gerne en anden Gang vil­de udgrave en saadan høj, saa haaber jeg faktisk ikke, at dette kommer til at ske i Gladsaxe, ... hvor vi saa vidt gørligt maa søge de endnu eksisterende Fortidsmin­der i Kommunen bevaret for Eftertiden«.

Men udgravningen af Rævehøj i 1955 viste, at det vår lidt af en »genbrugshøj«, der vår tale om, idet det kom for en dag, at der vår begravet ikke mindre end 20 personer i 15 begravelser, der strakte sig fra yngre stenalder – ca. år 1.800 fvt. - til ældre bronzealder - år 2000 - så gravhøjen har været benyttet igennem to tusinde år.

Fra ældre bronzealder fandt man bl.a. en ragekniv, en tatovernål, et halvt me­ter langt sværd, en bælteplade af bronze og fra stenalderen pilespidser og flintdol­ke, ligesom der vår flere sten med skaltegn, kister, urner, skeletrester osv.

Aldershvile Slotsruin - borgerne vandt
Det fortidsminde, der har stået mest blæst om, er Aldershvile Slotsruin, der blev fredet som »jordfast fortidsminde« i 1971 efter en voldsom offentlig debat, hvor flertallet i Gladsaxe Kommunalbestyrelse fik en »næse« af Rigsantikvaren og Kul­turministeren, der gennemførte fredningen på trods af kommunen.

Gladsaxe Kommunalbestyrelse vedtog den 10.3.1969 med 12 stemmer mod 6, at slotsruinen skulle væk, og efter valget i 1970 vedtog man nok engang - den 21.6.1971, men nu med 17 stemmer mod 7 - at ruinen skulle væk, resterne over­dækkes med jord og arealet beplantes. - Til mindretallet hørte bade daværende borgmester Erhard Jacobsen og hans efterfølger Tove Smidth.

I 1961 dannedes et borgerinitiativ, »Komiteen til Aldershvile Slotsruins bevarelse« efter initiativ af senere kommunalbestyrelses- og folketingsmedlem Birgit Fjelde, hvorefter der i løbet af få uger indsamledes 3.318 underskrifter mod ned­rivningen. - Og i 1971 stiftedes »Aldershviles Venner«, der bl.a. samlede penge ind ved salg af Ib Spang Olsens og Nulle Øigårds tegninger af slotsruinen.

Kontakt mellem fortid og nutid
I et brev til Gladsaxe Kommune fra Fortidsmindeforvaltningen den 29.7.1971 skriver rigsantikvar P.V. Glob, at ifølge § 48 i naturfredningsloven af 1969 er alle synlige ruiner af fortidsminder beskyttet. - »Aldershvile Slotsruin er på sin plads et værdifuldt fortidsminde for en egn, hvor de skiftende tider kun har efterladt sig sparsomme spor. Jeg må derfor betragte ruinen som beskyttet af naturfrednings­lovens § 48, hvilket indebærer, at ruinen ikke må sløjfes eller ændres ...«

Afgørelsen kunne indbringes for Ministeren for kulturelle Anliggender, hvil­ket Gladsaxe Kommune gjorde i en længere redegørelse den 24.8.1971. Her fremstilles bade flertallets og mindretallets synspunkter. - Men Ministeriet med­deler den 2. november 1971, at man »ikke har fundet anledning til at omgøre Rigsantikvarens påklagede afgørelse«.

I et bilag fremsender Kulturministeriet en udførlig udtalelse fra Fortidsminde­forvaltningen, der motiverer fredningen. Aldershvile, der blev bygget i 1780'er­ne, vår indtil branden i 1909 en af de nobleste lystgårde i Københavns omegn - bygget i streng empire-stil af den franske arkitekt Joseph Guione.

»Afgørende for rigsantikvaren i den foreliggende sag, hedder det, »er den vægt, der må lægges på det forhold, at ruinen på en håndgribelig made formidler kontakten mellem fortid og nutid på et sted, hvor sporene efter fortiden næsten ganske er udslettet af den bymæssige udvikling. Bevares ruinen, kan et bredt pub­likum på en anskuelig made fa et indtryk af et fortidigt miljø og får en fornemmel­se af de ændringer, landskabet har været udsat for gennem tiderne.«

Efter den definitive fredning stod så problemet om bevaring og omkostninger­ne. Kommunen vår imod enhver form for engagement, men dels vår der penge­ne, som »Aldershviles Venner« havde indsamlet, og dels vår der mulighed for at fa statsstøtte til arbejdet, der blev udført som arbejdsløshedsprojekt. Sikringen gennem et indre stålskelet og restaureringen af det mest medtagne murværk blev udført i årene 1973-76.

I august 1974 skrev Fortidsmindeforvaltningen bl.a. til Gladsaxe Kommune: »Aldershvile-ruinen er et af de sidste synlige minder om en svunden tid i Gladsaxe Kommune og udgør et væsentligt indslag i den store kommunale park. I en lang række andre tilfælde er der opnået en rimelig byrdefordeling mellem statsli­ge og lokale myndigheder med hensyn til opretholdelse af vore jordfaste fortids­minder. Som ovenfor omtalt er der nu fra statslig og privat side ofret godt 130.000 kr. på Aldershvileruinens bevaring. Fortidsmindeforvaltningen skal her­ved indstille til kommunalbestyrelsen at bevilge de resterende ca. 150.000 kr., idet Fortidsmindeforvaltningen for sit vedkommende kan tilbyde at afholde om­kostningerne til arbejdets ledelse.«

Dette brev er aldrig blevet besvaret.

Svenske Vold
I 1982 frededes »Svenske Vold«, der ligger i Hareskovens sydligste del, lidt øst for grænsen mod Værløse, ud til Skovdiget, over for Skovkæret/Langemosevej.

Det er et større anlæg, der dækker ca. 3 hektar. Området, der er kendt som »Lejrens indelukke«, er omgivet af en 400 meter lang jordvold, der er en halv me­ter høj og 1,5 meter bred. Den foranliggende grav er en meter bred. Vest for vold­anlægget ligger på et højere liggende plateau et område, der kendes som »Lejrens bakke«.

Her havde to svenske bataljoner deres lejr under Svenskekrigene midt i 1600­tallet, hvor de fældede store skovarealer og hærgede omegnen.

Ved Svenske Vold har man fundet flere hestesko af en speciel type, som kaldes svensk, men stammer fra Tyskland, hvor svenske militærbeslagsmede har stiftet bekendtskab med den. Yderligere har man på området fundet sodsværtede sten fra de svenske soldaters bålpladser og store mængder hjortetalg, som blev brugt af tropperne til indsmøring af seletøj og støvler.

Voldanlægget, der gennemskæres af Hareskovbanen, »må ikke fjernes, flyttes, ændres eller beskadiges ved gravning, pløjning, bebyggelse eller henkastning af jord, sten og affald eller på nogen anden måde forstyrres.«

Hareskoven - Fredskov siden 1805
Længe for begrebet naturfredning i moderne forstand opstod, gennemførtes i 1805 en fredskovsforordning, hvorefter Danmarks efterhånden meget reducere­de bestand af skove reddedes for eftertiden. Det vår især to af enevældens fremsy­nede embedsmænd, Carl Christian von Gram (1703-1780) og den tyskfødte Jo­han Georg von Langen (1699-1776), der som overjægermestre ved de kongelige skove fik gennemført, at man i 1700-og 1800-tallene bremsede den nedbrydning af landets skove, der havde været i gang i mere end tusinde år.

Man havde hugget los til husbygning, opvarmning osv., til markjord og gær­der, ligesom skovene hærgedes af dyr, der huserede overalt.

I Hareskoven ses flere eksempler på den langsigtede genopretning af skovene, som blev iværksat af bl.a. von Langen, der kom til Danmark 11763. Han gennem­førte systematiske inddelinger af skovene og lagde vægt på stor variation med blandingskulturer efter formal og sted - med rækkevis plantning af bog og rød­gran, bog og lærk, cg og ahorn, foruden birk, el, elm, avnbøg, Ædelgran og skov­fyr.

Frederik den Femte underskrev den 23. juni 1763 på Fredensborg Slot et re­skript, kontrasigneret af Carl Christian von Gram, hvorefter man gik i gang med skovbeskyttelse, der forte til den generelle fredskovsforordning af 1805.

1805 er således året for vor første fredning. I Store Hareskov ligger kun knapt en tredjedel i Gladsaxe, mens det meste af Østerhegn (mellem Frederiksborgvej og Bagsværd Sø) ligger i Gladsaxe Kommune, ialt ca. 160 ha. Hele Hareskoven ejes af staten og administreres af Skovstyrelsen.

Aldershvile Gods solgte sin part af Østerhegn til staten i 1866 (ca. 37 ha), men endnu kan man se stendiget i skoven, der markerer det gamle skel mellem Al­dershvile og statsskoven.

I Østerhegn fældedes i 1896-97 de sidste store ædelgraner fra von Langens tid. De blev brugt som tommer til tagkonstruktionen ved bygningen af Københavns Rådhus. I de tre »kobberdamme« (lige bag rostadion) var der tørveskær, da området hørte under Aldershvile, der også havde et teglværk i skovens udkant. Det lå, hvor rostadions parkeringsplads ligger i dag - op til villavejen Skovbrynet. Høj­næsbjerg (48 m. o.h.) har siden Slangerupbanens åbning i 1906 været et populært vintersportssted.

Smør- og Fedtmosens 198 vilde planter
I et brev fra forsørgelsesforstander Chr. Pedersen, der var et fremtrædende so­cialdemokratisk medlem af Gladsaxe Sogneråd i årene 1921-37, blev det fore­slået i foråret 1937, at Fredningsnævnet for Københavns amtsrådskreds overvejede at søge fredet »de ved grænsen mellem Gladsaxe og Herlev kommuner belig­gende moser, kaldet Smør- og Fedtmosen«.

Gladsaxe Sogneråd støttede sagen i juni 1937, og Danmarks Naturfrednings­forening anbefalede forslaget ud fra, såvel byplanmæssige som naturvidenskabe­lige hensyn og foreslog yderligere, at man inddrog det mellem moserne beliggen­de landbrugsareal i fredningsområdet.

Ved gentagne besigtigelser af moserne og det mellemliggende landbrugsareal fik Fredningsnævnet »et klart og tydeligt indtryk af dette områdes særprægede natur og skønhed, hvis bevarelse for almenheden i dets nuværende tilstand er af overordentlig betydning og værdi«.

Også i forbindelse med planerne for Københavnsegnens Grønne områder og de dertil hørende projekterede stianlæg (bl.a. ved den planlagte »Hareskov Parkvej« eller »Borups Alles forlængelse« - Hillerødmotorvejen, der blev åbnet på det første stykke i 1949) ville det være af værdi at fa reddet Smør- og Fedtmosen fra yderli­gere udstykning og bebyggelse.
Ifølge kendelse af 8. juli 1943 gennemførtes der en såkaldt -status quo«-fred­ning, hvorefter »arealerne fredes således, at tilstanden på dem ikke må forandres, men at de udelukkende skal kunne udnyttes på samme made som hidtil«.

Derfor blev det forbudt at opføre bygninger af enhver art, herunder drivhuse, mistbænke, boder, skure eller anbringe andre indretninger, der kan virke mispry­dende, derunder ledningsmaster o.l. Man må heller ikke ændre ved beplant­ningen, opfylde vandhuller eller anlægge veje og stier.

Disse strenge bestemmelser for området har givet anledning til mange stridigheder med sommerhusejerne, som har »friseret« deres haver og opført ulovlige tilbygninger. Gladsaxe Kommune har imidlertid udnyttet sin forkøbsret, så der nu kun er nogle fa private grunde tilbage.

Arealet, der dækker op mod 180 tønder land, omfatter ca. en tredjedel mark, mens resten fordeler sig på rørskov, eng- og kærmose, pile-, elle-, birke- og tjørne­krat samt vandareal - ca. 10 procent. Meget er gamle tørvegrave, idet tørvegrav­ning vår en væsentlig indtægtskilde for bønderne på egnen helt op i vort eget år­hundrede.

Kyndige folk har fundet frem til, at der er ikke mindre end 198 forskellige vilde planter i Smør- og Fedtmosen, som må betegnes som en enestående gevinst for miljøet i Gladsaxe og omliggende kommuner.

Høje Gladsaxe Parken og Gyngemosen
Der har været mange planer for udnyttelse af de store arealer ved Høje Gladsaxe
- bl.a. med lav bebyggelse, der dækkede det meste af arealerne ned mod motorvejen. Det endelige byggeri koncentrerede imidlertid byggeriet på arealerne mod Gladsaxevej, hvor man så til gengæld byggede i højden - hen over jorder fra Lun­degård, Hyldegård og Gyngemosegård (der lå i Mørkhøj).

Derved sikredes der store friarealer, som dækker op mod 150 tender land. - Allerede i 1947 vår der fredet et mindre areal til stianlæg nr. 1 i Gyngemosen langs mo­torvejen på Enghavegårds, Gyngemosegårds og Hyldegårds jorder, og i 1969 frededes de øvrige ubebyggede arealer ved Høje Gladsaxe, der skulle »udlægges som offentlig, tilgængelig, fredet park, hvis karakter skal være i naturlig sammen­hæng med de tilstødende parkområder i Utterslev Mose og Gyngemosen.« - Ut­terslev Mose, der ligger i Københavns Kommune, blev fredet i 1938.

Genforeningshøjen
På et areal mellem Bagsværd Hovedgade og nuværende Hillerødmotorvej, hvor vejene krydses af Ring IV, lå der tidligere et grønt område med en udsigtshøj, der blev fredet i 1948 i forbindelse med det planlagte stianlæg nr. 1 langs motorvejen.

Senere, da vejanlæggene blev mere konkret udformet, ophævede man fred­ningen. Det var i  1965, hvor Ring IV blev udvidet, men det blev en betingelse, at et areal ved Bakkegården blev udlagt som grønt område, og at »Genforeningshø­jen« blev retableret, så den nye høj - på hjørnet af Ring IV og Bagsværd Hovedga­de - blev af samme højde og nogenlunde samme udstrækning som den gamle.
Genforeningsstenen er en granitsten fra oldtiden, der blev rejst den 20.11.1920 og afsløret på genforeningsdagen.
 
Gladsaxefortet
I 1951 blev der tinglyst en række bestemmelser i forbindelse med anlægget af »Hareskov Parkvejen« (Hillerødmotorvejen), der fredede en del af Gladsaxe Fort (der lig­ger i en trekant mellem Ring III, Motorring III og Hillerødmotorvejen - på den gamle præstegårdsjord).

Fortet, der var en del af Københavns landbefæstning, blev opført i årene 1892-­93. Siden staten solgte det i 1922, har det haft en omtumlet skæbne, bl.a. vår der bryggeri i årene 1927-40, ligesom der har været mange fantasifulde planer for ud­nyttelsen af det ca. 5 tønder land store areal - bl.a. til villaudstykning med op til 62 parceller.

I fredningsbestemmelserne blev der imidlertid fastlagt en række begræns­ninger, der tilsigter at bevare karakteren og udseendet af de på ejendommen be­liggende fæstningsværker og de tilstødende friarealer.

Gladsaxe Kommune overtog fortet i 1971, hvorefter det blev restaureret og overladt til Hjemmeværnet i 1983. Friarealerne med græs og krat er offentligt til­gængelige med adgang fra Batterivej.

Bagsværd Søpark
I forbindelse med anlægget af den nye Bagsværdvej (Ring IV) fra Bagsværd Ho­vedgade mod Lyngby frededes i 1952 et areal på ca. ti tønder land mellem Ring­vejen og Bagsværd Sø.

Formalet var at sikre den frie udsigt over Bagsværd Sø, hvorfor fredningsmyn­dighederne »til enhver tid kan forlange den på arealet stående beplantning ned­skåret, således at den frie udsigt fra Ringvej B 4 over Bagsværd Sø ikke hindres«.

Efterhånden har Gladsaxe Kommune helt eller delvis overtaget grundene ned til soen og anlagt »Bagsværd Søpark«, der giver fri adgang for spadserende hele vejen langs søbredden.

Samme intentioner ligger bag en fredning i 1950 af »stianlæg nr. 7«, der går langs Lyngby Sø fra Folkeparken på Lyngby-siden ved Viggo Stuckenbergs Vej/
 
Chr. Winthers Vej og videre for foden af Kongshvilebakken i Gladsaxe til Ny­bro.
Også her skal den frie adgang og udsigt sikres gennem forbud mod at opføre bygninger og beplantninger, der kan hindre den frie udsigt over søen.

Aldershvile Villakvarter
I Aldershvilekvarteret er der foretaget tre mindre fredninger, der skulle bidrage til at sikre stedets landskabelige præg.
 
Skovbrynet
Allerede i 1937 frededes en stribe langs vejen Skovbrynet, der i en bredde af 30 meter skal friholdes for bebyggelse, så den frie udsigt mod skoven sikres. Lige­som man for enden af vejen, mod Bagsværd Sø skal lade et areal på 2.500 kva­dratmeter være åbent for offentligheden, så den frie udsigt over soen sikres. Arealet skal henligge som græsmark, der vedligeholdes af kommunen.
Nydam
Nydam - også kendt som Sommersøen - mellem Skovalléen og Skovbrynet blev fredet i 1951. Søen, der er »meget smukt beliggende og ved sin ejendommelige form af stor skønhed«, var ved at blive truet med delvis opfyldning.
Derfor blev det bestemt, at det er forbudt at sænke vandstanden ved afledning, foretage opfyldning eller på anden made gøre indgreb i soens nuværende tilstand. 
 
Slotsparken 48
I anledning af at Fredningsnævnet i 1953 gav tilladelse til opførelse af et to-eta­ges hus på daværende Aldershvilevej 205 (nu Slotsparken), måtte ejeren forpligte sig selv og alle efterfølgende ejere til at erklære, at det i ejendommens sydvestlige hjørne eksisterende krat af ungbøg ikke må fældes uden Fredningsnævnets tilla­delse«.

Radiomarken
Den største landvinding på naturfredningsområdet i de senere år er den igangvæ­rende fredning af »Radiomarken« - dvs. det meste af Nybrogårds jorder, hvor det store masteanlæg ved Lyngby Radio (der trods navnet altid har ligget i Gladsaxe) tidligere lå.

Formålet er at bevare området som ellesump og græsslette og at skabe sammenhæng med de tilgrænsende fredede områder ved Bagsværd Sø.

Arealet, der ligger mellem Bagsværd Sø og Bagsværd Møllevej (der nærmest er en sti), omfatter ca. 60 tender land, hvor Post- og Telegrafvæsenet havde planer om at opføre en administrationsbygning til ca. 800 mennesker.

Nu skal fredningsbestemmelserne sikre Radiomarken som et naturområde med offentlig adgang, hvor ellesumpen skal bevares i sin nuværende karakter, og græsarealerne med de selvsåede tjørne skal kun slås en gang om året. Det fore­slås, at syrenerne fjernes, da der er tale om en fremmed træart. Stinettet bevares med de trådte naturstier, der findes i dag, frem for anlæggelse af faste stier.

Oversigt over fredninger
Bygninger:
1.      1950- 7a - Mørkhøjgård (6+7, Mørkhøj + 14 Gladsaxe)
Fortidsminder:
1.      1934 - 4gq Buddinge - »Garhøj«, Holmevej.
2.      1937 – 2cb Buddinge - »Rævehøj«, Mars Allé, ophævet 1941.
3.      1937 - 21 n, o+q, Gladsaxe - ) »Espehøj«, Gladsaxe Møllevej.
4.      1937 - 11br, Gladsaxe - »Kirsebærhøj«, Ærtemarken.
5.      1937 - 62a, Bagsværd - Langdyssen "Harrehøj"  v. Skovbrynet.
6.      1937 – 14v+x, Gladsaxe - "Voldly-dyssen" v. Trafikpladsen.
7.      1937 – 23n, Gladsaxe - »Rævehøj«, Maskinvej, ophævet 1955.
8.      1937 - af 7a, Mørkhøj – »Sneglehøj«; Turbinevej.
9.      1971 - 14 bt, Bagsværd - Aldershvile Slotsruin.
10.    1982 - 62a, Bagsværd - Svenske Vold, Hareskovene. 
 
Natur:
1.      1937 - 14bp m.fl., Bagsværd - Stribe langs Skovbrynet.
2.      1943 - Smør- og Fedtmosen.
3.      1947 - 1a + 10a, Mørkhøj - Stianlæg nr. 1 Hareskov Parkvej fra Mørkhøj til Hareskoven.
4.      1948 - 5bi, 5cæ, 19v, Bagsværd Genforeningsstenen, ophævet 1965.
5.      1950 - 13ba, m.fl., Bagsværd - Stianlæg nr. 7 langs Lyngby sø ved Kongshvilebakken.
6.      1951 - 1d, Gladsaxe - Gladsaxefortet.
7.      1951 - 14s, Bagsværd - Nydam (Sommersøen).
8.      1952 - 7df, , 10 dm, m.fl. Bagsværd Søpark.
9.      1953 - 14 yi, Bagsværd - Træer og krat.
10.   1969 - 5a m.fl. Buddinge – Høje Gladsaxe Parken og Gyngemosen.
11.   1969 - 11a m.fl. Bagsværd - Radiomarken.

Eftersskrift:

Siden Arne Hermanns skrift fra 1984 er der tilgået yderligere fredninger:
1.     2000 - Tinghøj Vandresservoir.
2.     2009 - Buddinge Batteri.
3.     2009 - Bagsværdfortet.
4.     2010 - Bagsværd Sø og Lyngby Sø og tilstødende arealer.
 

Endvidere er følgende dukket op af glemslen:
5.     1940 - Stianlæg nr. 15 Kagsåstien.
6.     1953 - Stianlæg nr. 10 Værebrostien