Danmarks kyster fri af byggeri

Danmarks Naturfredningsforening glæder sig over, at kystnærhedszonen igen bliver en planlægningszone fordi, de unikke danske kystområder naturligvis skal friholdes for byggeri. Friholdelsen kommer som følge af de ændringer i Planloven, som regeringen i dag har foreslået. Også ændringen om, at kommunerne ikke længere skal, men nu eventuelt kan give tilladelse til nybyggeri og anvendelse af eksisterende byggeri vækker glæde i foreningen.

- Det er positivt, at flere af de lempelser, den tidligere regering gennemførte i Planloven, nu mere eller mindre rulles tilbage. Vi arbejder dog videre på at sikre landskaber og kystnærhedszonen endnu bedre end det er sket med denne ændring af Planloven og det gør vi fordi, presset på disse områder er betydeligt – særligt i en tid, hvor samfundsøkonomien er i bund, siger Ella Maria Bisschop-Larsen, præsident i Danmarks Naturfredningsforening.

Netop ønsket om vækst var grunden til, at den tidligere regering med en ændring af planloven gav lempelser for 29 udvalgte kommuner i yderområderne. De 29 kommuner fik blandt andet mulighed for at bygge i kystnærhedszonen, som strækker sig fra kysten og 3000 meter ind i landet, uden krav om en særlig begrundelse. Den ændring bliver fjernet, så der igen kun kan bygges, hvis der er særlige forhold, der taler for det.

Og det er godt, men ikke nok, mener Danmarks Naturfredningsforening. DN stiller sig skeptisk overfor, at der i regeringens forslag blandt lægges større vægt på udviklingshensynet i ”de vanskeligt stillede landdistrikter” – herunder også i kystnærhedszonen.

Det betyder, at der i visse situationer kan gives tilladelse til byggeri indenfor kystnærhedszonen. Desuden har regeringen fastholdt muligheden for at opføre boliger uden for landsbyerne, hvilket er problematisk fordi, det opsplitter naturen og i øvrigt udhuler kommunernes mulighed for at styre udviklingen.  

- Vi savner en offensiv byfornyelse på landet, der tager både naturen og indbyggerne alvorligt. Vores forslag er, at lave et grønt frikommuneforsøg, der kort fortalt betyder alle regler, der spænder ben for, at der skabes mere natur, bedre tilgængelig natur og bedre sammenhængende natur, slippes fri, siger Ella Maria Bisschop-Larsen.

For yderligere oplysninger: Ella Maria Bisschop-Larsen, præsident i Danmarks Naturfredningsforening på 20402310 eller Tine Gjerløv, presserådgiver på 22852208

Læs Danmarks Naturfredningsforenings holdning til kysterne her

FAKTA: Lovforslaget indfører en landdistriktsbestemmelse, der giver nye muligheder og omfatter alle vanskeligt stillede landdistrikter i alle kommuner. Bestemmelsen giver i de vanskeligt stillede landdistrikter bedre muligheder for etablering af helårsboliger og erhverv i alle overflødiggjorte bygninger og muliggør også udvidelse af mindre erhverv etableret i overflødiggjorte bygninger.

Landdistriktsbestemmelsen erstatter landzonebestemmelserne fra Danmark i balance om helårsboliger for 29 yderkommuner og 15 ikke brofaste øer i andre kommuner og om udvidelse af mindre erhverv i kommunerne uden for hovedstadsområdet samt i Stevns Kommune, som derfor ophæves med lovforslaget.

Lovforslaget ophæver bestemmelsen om særlige tilladelser til planlægning inden for kystnærhedszonen i de 29 yderkommuner, så kommunerne ligestilles og balancen mellem benyttelse og beskyttelse genoprettes.

Lovforslaget ophæver bestemmelsen om miljøministerens hjemmel til i særlige tilfælde at tilvejebringe landsplandirektiver for udvalgsvarebutikker uden for bymidten i kommuner, der ikke har en by med over 20.000 indbyggere Derudover ophæver lovforslaget de muligheder, der med Danmark i balance blev indført for planlægning af store udvalgsvarebutikker. Bestemmelserne fra Danmark i balance kan påvirke detailhandelen i de mindre og mellemstore byer og landdistrikter negativt. Fremover vil det  være muligt at planlægge for store udvalgsvarebutikker på over 2.000 m2 i bymidten i byer med mere end 40.000 indbyggere og i udpegede aflastningsområder i hovedstadsområdet, Aarhus, Odense, Aalborg og Esbjerg, hvilket også var muligt før L424.

Lovforslaget foreslår, at bestemmelser i gældende lokalplaner mv. om tilslutningspligt mv. til fællesantenneanlæg skal miste deres gyldighed for at give borgerne frit valg mellem leverandørerne og dermed fremme konkurrencen på tv-distributionsmarkedet og en ny infrastruktur orienteret imod de enkelte husstande

Kontakt medlemsservice

Har du spørgsmål om medlemskab, som du ikke finder svar på her, så kontakt medlemsservice på tlf. 39 17 40 40 (man-torsdag 10-15, fredag 10-14) eller på mail medlemsservice@dn.dk

Kontakt

Ella Maria Bisschop-LarsenElla Maria
Bisschop-Larsen

Præsident i DN
20 40 23 10
emb@dn.dk
 

 

Kontakt

Nina Larsen Saarnak
31 19 32 38
nis@dn.dk