For godt 10 år siden konstaterede Wilhjelmudvalget et foreløbigt nulpunkt for kvaliteten af Danmarks natur og biodiversitet. Ifølge udvalget skyldtes forringelsen af naturen, at naturen generelt har for lidt plads, at den indeholder for mange næringsstoffer og for lidt vand, at naturarealerne er opsplittede og under tilgroning og endelig, at naturen og naturressourcerne ikke kan klare den stadigt mere intensive brug af arealerne eller ophøret af den ekstensive drift.
Det er et problem i sig selv, at plante- og dyrearter forsvinder hver dag, men det er et nok lige så stort samfundsmæssigt problem, når vi ødelægger de økosystemer, som er grundlaget for alt liv og dermed vores velfærd.
Haren er i dag truet i Danmark
Omkring 1950 nedlagde danske jægere op mod 500.000 harer om året. I dag er tallet nærmere 50.000, hvilket kan ses som udtryk for en væsentligt mindre bestand. I dag er haren på den danske rødliste over truede dyr.
Hver tredje fugleart er forsvundet i det åbne land
Et andet tegn på en svækket biodiversitet ses i antallet af åbentlandsfuglearter. Siden 1976 er hver tredje art af åbentlandsfuglene forsvundet fra Danmark.
12 af 29 danske humlebiarter på rødlisten over truede arter
Vilde bier er en af de artsgrupper, der har oplevet den største tilbagegang i agerlandet. 12 af de 29 danske humlebiarter er opført på den danske rødliste over truede arter. De er alle knyttet til agerlandets marker og småbiotoper, hvor de lever og søger føde. Tre af de rødlistede arter vurderes forsvundet for flere årtier siden. Fem arter er \truet’, fire er ’næsten truet’, mens de resterende 17 arter vurderes som 'ikke truet'. Årsagen til humlebiens tilbagegang er ifølge en undersøgelse ødelæggelse af redesteder i hegn og diger og forarmningen af plantelivet i småbiotoperne, samt den markante tilbagegang i det dyrkede areal med ’humlebiafgrøder’ som rødkløver og andre ærteblomstrede.